• LOVING VINCENT DRK | 10-12-19 | kl. 22.30

  • REFLEKSION TØR JEG TRO PÅ JULEN

  • Ny Netflix-film THE IRISHMAN

  • TEMA - BIOGRAFISKE FILM fx dvd-aktuelle TOLKIEN

  • TEMA Julefilm - fx BLACK NATIVITY

  • TEMA - FAMILIEJULEFILM fx STJERNEN

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Kursk

Biografi/baseret på virkelig historieDramaThrillerFilmstriben.dk
Produktionsår: 2019
Varighed: 117 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Thomas Vinterberg,
Medvirkende: Matthias SchoenaertsLéa SeydouxColin Firth,
Stikord:
 Død,










Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 01.02.2019



AT SE DØDEN I ØJNENE 

Jeg sad under filmen og mærkede en besynderlig, tiltagende vrede over anmelderne i de store aviser, som har været gennemgående lunkne overfor Thomas Vinterbergs nye film "Kursk". Lidt underligt at blive vred over lunkne anmeldelser. En ting er at være uenig med en anmelder om en film. Det er jo en ærlig sag, at anmeldere er dummere end mig ... Men ligefrem vred over andres manglende begejstring over en film, jeg selv er begejstret for. Mærkeligt. Jeg spekulerer over, om vreden var forbundet med en anden vrede, som meldte sig under filmen, før vreden over anmelderne.

Ubådsulykke
Inden læseren bliver helt forvirret, så lad mig tage det fra begyndelsen. Filmen, historien, hvad handler den om? Filmen handler om en hændelse, der fandt sted i august 2000, da en af den russiske flådes største atomdrevne ubåde, Kursk, sank til bunds midt i en øvelse, fordi en torpedo sprang inde i ubåden. Med stor sandsynlighed overlevede i første omgang måske 23 matroser, som befandt sig i agterenden af den kæmpestore ubåd. Det er ganske vist blevet benægtet fra officielt russisk hold, som insisterer på, at alle ombordværende døde meget hurtigt. Men flere ting taler meget klart for, at en del overlevede i måske op til flere dage. Hermed også antydet lidt om det endegyldige udfald. Det skal dog ikke holde nogen tilbage fra at se filmen. Den er fremragende.

Selvtilstrækkelighed
Jeg husker i øvrigt historien ret godt, fordi den fandt sted lige efter, at jeg og min familie havde forladt Nordnorge efter 6½ år nord for polarcirklen, altså ikke så vældig langt fra Barentshavet, hvor det skete. Det føltes lidt underlig hjemligt, lidt mærkelig tæt på. Også fordi den norske militærflåde blev indblandet i lighed med andre internationale militærflåder. Det handlede om eventuel bistand i en situation, hvor russerne synes ude af stand til at gennemføre den fornødne redningsaktion. Og det er ikke mindst dét, der er omdrejningspunktet for filmen. Jeg sad i biografmørket og rasede over de russiske myndigheders ufatteligt selvtilstrækkelige, arrogante afvisning af hjælp udefra, som efter alt at dømme betød, at liv, der gik tabt, kunne have være reddet.

De sidste minutter
Vinterberg formår at bygge denne spænding intenst op. Tidvis sidder man og spænder i kroppen, mens man så at sige befinder sig sammen med de overlevende i den mere og mere iltfattige ubåd. Eller man deler sorgen med de hjemmeværende, fortvivlede hustruer og børn. Filmen sætter på en måde døden helt op på øverste hylde i vores liv. Vi får en fortættet fornemmelse af det, der er vores alle sammens vilkår – at vi skal dø, at der er en deadline for ethvert liv. "Du dør så langsomt, at du tror, du lever," som en norsk digter skrev engang. Og hvad vil vi bruge vores sidste stund til? Matroserne i ubåden bruger deres sidste minutter på at synge en sang. De ved, de kun har få minutter tilbage. Ilten er sluppet op på grund af et uheld, som medfører en lille brand i det lokale, de befinder sig i. Branden sluger den sidste ilt. De synger – i stedet for at jamre og skrige. Hvad gør visheden om døden ved os i vores liv?

Klassisk katastrofefilm
Det er sandt nok, som kritiske anmeldere siger, at filmen ikke føjer noget nyt til filmkunsten. Filmen indgår i en klassisk række af katastrofefilm. Men i den række stiller den sig helt op blandt de forreste. Man kunne også ønske sig, som andre anmeldere påpeger, at vi havde fået den serveret på originalsproget, russisk, og ikke på engelsk. Men jeg synes, man må tilgive Vinterberg denne svaghed, al den stund filmen vel også søger et internationalt publikum, og fordi det i det hele taget måske ville have været et svært, for ikke at sige umuligt, gennemførligt projekt med russisk tale for en dansk instruktør. Man kan også sagtens påpege, at filmen ligger ret langt fra Vinterbergs typiske signatur i andre film – "Festen", Submarino, Jagten. Men hvad gør det? Vinterberg har udvidet sit repertoire.

Men hvorfor sad jeg nu der og blev vred på anmelderne? Bare fordi, jeg synes, de er dumme? Næppe. Jeg tror, irritationen over den kulturelle feinsmekkeri, jeg sporede i anmeldelserne, bredte sig lidt og blev rodet sammen med vreden og sorgen over hændelsen og over de russiske myndigheders umenneskelige hovmod og måske – på et meget ubevidst plan – over fornemmelsen af døden, der altid puster os i nakken. Men skylden for det må jeg nok placere et helt andet sted end hos anmelderne. Eller: Det må vi tage på os alle sammen. Anmeldere og alle andre.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.7 af 6. 6 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer