Kunsten at græde i kor

Et rystende portræt af en dreng, som er fanget imellem loyalitet over for sin far og kærlighed til sin søster. Drama, Filmstriben.dk, TEMA Danske film, 
Produktionsår: 2006
Varighed: 106 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Peter Schønau Fog,
Roman/manuskript: Erling Jepsen,
Medvirkende: Bjarne Henriksen, Jannik Lorenzen, Julie Kolbech, Jesper Asholt,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 21.05.2007

"Kunsten at græde i kor" er en debut-film. Det i sig selv er bemærkelsesværdigt. Man tænker: Er der ingen ende på talenter i dansk film? Peter Schønau Fog hedder instruktøren. Hold øje med ham, for han kan lave film.

Filmens manuskript er taget fra en bog af Erling Jepsen, som efter omtaler og interviews at dømme har skrevet en historie med stærkt selvbiografiske træk.

Historien handler i korte træk om drengen Allans opvækst i et hjem præget af en far, som spiller en mærkelig betydningsfuld rolle i lokalsamfundet som den, der ved alle begravelser magter at sætte ord på alles sorg, så ikke et øje er tørt, samtidig med at han er ynkeligheden selv, med et incestuøst forhold til datteren.

Filmens scoop er, at den formår at lade denne hjerteknugende historie blive set konsekvent gennem barnets øjne. Allan er fortælleren og i en vis forstand hovedpersonen. Han er sønnen, der kæmper for sin fars og familiens liv. Han sørger for, at faderen også får det sidste, trøstende ord, da ærkefjenden, købmand Buddes, søn dør. Han sørger for, at søsteren endnu engang må gå den skæbnetunge gang ned ad trappen til stuen for at "trøste" den grædende far i sofaen. Han accepterer rollen som medfølgende anstandsdame og efterfølgende meddeler, da søsteren omsider får lov til at slippe af sted til fest med en af de 70’er-langhårede unge. Alt sammen gør han i barnlig uvidenhed, indtil det langsomt begynder at gå op for ham, hvad der foregår, og ikke mindst: hvem faderen virkelig er.

Denne barnlige, "uskyldige" vinkel på historien gør, at filmen aldrig overskrider grænsen for det, der kan vises og ses. Det incestuøse kommer frem i gedulgte ord og antydninger og i glimtet af en pige, der går ned af trappen i undertøj.

Vi ser kun det, Allan ser. Til gengæld forstår vi mere end Allan, og hjertet snører sig adskillige gange i livet. Men forskellen på Allans indsigt og vores kalder også jævnligt på smilet. Utroligt nok lader det sig endda gøre at grine højt undervejs i en historie, som ellers synes at lade omtrent alt håb ude.

Faderens gudelige tilbøjeligheder er ikke specielt forbundet med et sædvanligt, fordomsfuldt fordømmende billede af "de missionske", men naturligvis virker kombinationen af faderens moralsk-religiøse falbelader og hans komplette mangel på rygrad og moral stærk. Man undgår ikke ubehaget og foruroligelsen ved den cocktail.

Skuespillet er fremragende. Ikke mindst de to barneroller, Allan og søsteren, er et fund. Faderen spilles af Jesper Asholt, som i interviews har sagt, at rollen krævede hyppige og lange pauser, fordi den var så sjælsudkrængende. Man forstår det. En række andre roller spilles af lokale sønderjyske amatører, så filmen formår at holde en troværdig sønderjysk tone hele vejen igennem.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---