• WE LIVE IN TIME i biografen

  • Den kristne film THE FORGE kan nu streames på fx Blockbuster.dk

  • VI ELSKER HAPPY ENDING som i fx SPEAK NO EVIL (2024)

  • FARVEL HR. HAFFMANN nu på Prime Video udover filmstriben.dk og dvd

  • SER DU MÅNEN DANIEL nu på Prime Video udover Netflix, dvd og blu-ray

  • LA CHIMERA i biografen

Alle anmeldelser - Drama

Koncerten

Le concert

En fyret, russisk dirigent får efter 30 år en chance for at give en koncert i Paris. Han griber muligheden, og det sætter gang i en lang række morsomme og groteske begivenheder.

DramaKomedieFilmstriben.dk
Produktionsår: 2009
Varighed: 119 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Radu Mihaileanu,
Medvirkende: Aleksei GuskovMélanie Laurent,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 28.12.2009



En musiker sætter sig for at lave en koncert med en flok mennesker, som efter normal bedømmelse ikke har forudsætningerne. Men se, om ikke det alligevel lykkes. Sådan er plottet i "Koncerten", og det er set mange gange før. Alligevel er "Koncerten" helt sin egen. Den er underholdende og tankevækkende, og den balancerer elegant mellem komedie og seriøst drama.

Da Bresjnev gav den legendariske dirigent Andreï Filipov ved Bolsjoj Teatret i Moskva besked på at fjerne alle jøder fra orkestret, nægtede han. Derfor blev han degraderet, og ved filmens begyndelse 30 år senere, gør han rent på teatret.

Temaet med de udelukkede jøder spiller en lidt tilbagetrukket rolle, men er alligevel en tråd gennem hele filmen. Sammen med dette tema rulles en endnu stærkere tragedie op. Det er den, der giver filmen sin dybeste mening.

Kommunisternes udrensning af jøder fra orkestret skete på en meget brutal måde midt i opførelsen af Tjajkovskijs violinkoncert. Derfor er det netop det stykke musik, Filipov vil have som hovednummer, da han gennem svindel får en mulighed for at tage sine gamle musikere med til Châtelet Teatret i Paris for at give koncert der. Og han har en bestemt grund til, at solostemmen skal spilles af en berømt, ung, fransk kvindelig violinist. Violinkoncerten fylder en del i handlingen, og filmens sidste del er en opførelse af hele den følelsesmæssigt stærke violinkoncert - på billedsiden med en krydsklipning mellem det spillende orkester i Paris og de begivenheder, der er handlingens tragiske baggrund. Det er nærmest genialt.

Det lykkes filmen at skildre den tragiske historie i en ramme, som for størstedelen er en flot gennemført komedie med overdrevne virkemidler. Her er den vodkadrikkende russer, den excentriske franskmand, den afdankede KGB-mand, jøden, der benytter lejligheden til at tjene nogle hurtige penge, mafiaen med maskinpistoler og sigøjneren, der ordner visa og pas til hele orkestret lige før afgang i lufthavnen. Sproget er fransk og russisk, og fransk med kraftigt russisk accent.

Mange af personerne er temmelig skæve eksistenser, som går deres egne veje - også da de kommer til Paris. Men takket være en lang række flotte skuespilpræstationer kommer man til at holde af dem, og de dukker jævnligt op i hukommelsen i dagene efter biografbesøget. Dvd-udgaven skal på ønskesedlen, for "Koncerten" har potentiale til at blive en af de film, der jævnligt skal findes frem.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.7 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Jensiver, 22-09-24 21:38:
Tjaikovskijs violincert opus 35 i hmol
Jørgen, 07-09-23 21:30:
Fantastisk film som kan ses og nydes igen og igen! Violinkoncerten er smuk og gribende.
Johannes, 14-11-22 09:36:
Hvordan får jeg titlen på den cello- solo som spilles ved første samlede prøve?
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer