• DEN LILLE PRINS (2015) nu på Viaplay udover filmstriben.dk

  • DE LYDLØSE i biografen

  • DEADPOOL & wOLVERINE nu på dvd og blu-ray - og på Disney+ 12/11

  • PERFECT DAYS på dvd og filmstriben.dk

  • MØRKELAND nu på dvd og blu-ray

  • WE LIVE IN TIME i biografen

  • Den kristne film THE FORGE kan nu streames på fx Blockbuster.dk

Alle anmeldelser - Drama

Kollision

Hvad sker der, når et lykkeligt familieliv rammes af forfærdelige ting? Kan man overleve den slags kollisioner? Filmens hovedtemaer er død, skilsmisse og sorg.

DramaTEMA Danske film
Produktionsår: 2019
Varighed: 117 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Mehdi Avaz,
Medvirkende: Nicolaj Lie KaasCecilie StenspilKarla AvazHenning Jensen,
Stikord:
 Død,
 Sorg,










Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 25.03.2020



NÅR DØD OG LIV KOLLIDERER

Leo (Nikolaj Lie Kaas) og Olivia (Cecilie Stenspil) er et lykkeligt ægtepar med to dejlige børn: storebror Gustav (Henning Jensen) og lillesøster Liv (Karla Avaz). Leo er netop blevet direktør for svigerfars oliefirma og tilbringer en stor del af sin tid på en boreplatform ude på havet. Olivia hygger sig i deres rigmandsvilla med de to børn.

En hårdt ramt familie
Vi møder familien den dag, hvor Gustav hædres for sine fremragende evner som student, og vi forlader familien den dag, hvor Liv opnår det samme. I de år, der er mellem de to episoder, har familien oplevet voldsomme og forfærdelige tragedier på mange planer. Det hele begynder med, at Gustav falder om med et hjerteanfald ... Mere skal ikke afsløres her, men de absolutte hovedtemaer i filmen er død, skilsmisse og sorg. Sidetemaer, der naturligt flettes ind i alt dette er dynamikker imellem Leo og Olivia – og mellem dem og deres respektive forældre og svigerforældre – og så forholdet til Gustav og Liv. På mange måder er Liv filmens fortæller, der får lov at lave voice-over i de mere tænksomme øjeblikke.

Effektfuld film
Filmen er på mange måder effektfuld. Den rummer noget vold og sex, så 15 år er nok rimeligt som grænse – men det er ikke de effekter, der er skruet mest op for. Det er de følelsesmæssige svingninger hos hovedpersonerne, der går fra indadvendthed til orkanagtig stormstyrke. Her viser skuespillerne deres store potentiale, og her er for mig filmens største styrke. Dens plot er en del steder ret forudsigeligt, men rummer dog også overraskelser. Filmen prøver også at arbejde på meta-planet, hvor vores tanker om liv og død og meningen med livet bearbejdes. Dette er naturligt flettet sammen med beskrivelsen af, hvad sorg kan gøre ved mennesker – og hvordan man kan hjælpe hinanden med at leve videre trods alt. Det er her, at Livs stemme fører os ind i billedet med et sort hul i universet. På den ene side er det jo ifølge vores nuværende viden en gigantisk masse, der nu er skrumpet ind til en lillebitte ting, der suger alting til sig. Vel egentlig et stærkt billede på, at mennesker, der har fyldt rigtig meget i mit liv, ved deres død kan blive et sort hul, der truer med at suge mig helt væk. Liv har samtidig en stædig fremhævelse af, at lige før man suges ind i hullet, opleves tiden som evig – hvordan man så vil tolke det eksistentielt.

Det sorte hul
Filmen beskriver mange smerter. For mig gjorde det størst indtryk at møde beskrivelsen af det postpostmoderne (en betegnelse for fasen efter det postmoderne) menneskes hjælpeløshed over for de store ting her i livet: døden, sorgen, tankerne om det, der ligger ud over dette liv. Man er hjælpeløst på bar bund, for man har ikke længere et samlet verdensbillede, der rummer det hele. Filmens forsøg på at give lidt lys ind i alt dette, bliver kun til nogle almene billeder af stjerner og sorte huller som ... ja, som hvad? Jeg kunne sådan unde det postpostmoderne menneske at se det kristne verdensbillede, der på en fantastisk måde kan indramme de tanker og følelser, der naturligvis under alle omstændigheder er umenneskeligt voldsomme, men som i mødet med Gud og hans styrke og kærlighed kan finde et håb og en hvile, som stjernetanker og billeder med sorte huller trods al deres lyriske skønhed ikke kan give. Men som skildring af vores tid, er jeg bange for, at filmens billede er smerteligt realistisk.

Filmen er kommet på dvd.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 7 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer