Med henblik på eventuel adoption kommer den ni-årige Julia i pleje hos familien Scott og Patty, der har sønnen Billy. Julia har kun mødt omsorgssvigt fra sin mor, der sælger stoffer. Alligevel fornemmer vi et bånd fra Julia til hendes mor. Julia er opgivet af flere plejefamilier. Hun er indelukket og nægter at tale. Det eneste, hun har lyst til, er at se en videohistorie om en kanin.
Juleaften er familien på besøg. Der pakkes gaver ud, og drengene får luftbøsser, som de straks vil prøve af. De kommer til at ramme en kanin. Da Julia ser den, håber hun straks, at de kan tage den med hjem. Kaninen har brækket benet og vil ikke spise, så de besøger en ensom, sær dame, Betsy, der har masser af kaniner. Hun kan måske hjælpe. Julia lærer noget om at passe kaniner og opbygger et tavst venskab med Betsy.
For større børn, der kan li' kaniner, er det en meget sød film. Men den henvender sig mindst lige så meget til voksne. Plejemoderen Patty tror på, at Gud har en vej for dem. Hendes mand Scott er lidt mere på stand by. Alligevel er det ham, der minder Patty om, at hun har "en ven deroppe", da hun er nervøs før et forventet besøg af Julias mor.
Problemerne hober sig imidlertid op. Scott er arbejdsløs. Julia nægter at tale. Hendes mor svigter hende endnu engang. Kaninen ødelægger møblerne. Der bliver skænderier. Filmen handler derfor om at takle svære situationer. Den handler om, at kærlighed og troskab kan løse op. Den giver også en skildring af en kvinde (Patty), der bæres af en levende tro på Gud. Der er ingen direkte forkyndelse, men et stille vidnesbyrd og en famlende tro hos Scott.
Som bonus, eller måske som et af filmens væsentligste budskaber, får vi en klar påmindelse om, at hvis man har et kæledyr, skal man passe det ordentligt. Det er ikke et legetøj. Ifølge filmens cover har den da også fået varme tilbagemeldinger fra dyrevelfærdsorganisationer.