STADIG SJOV OG GAKKET
Hvis ikke, man har set de forrige to Johnny English-film, så kender de fleste nok Rowan Atkinson for sin rolle som den skøre Mr. Bean eller den britiske satireserie "Blackadder". Det gør dog intet, hvis ikke man har set de forrige Johnny English-film, men de er bestemt værd at se.
Klassisk, dog uden klasse
Den britiske hemmelige efterretningstjeneste er blevet infiltreret – eller "hacket", - så alle aktive spioners identiteter er blevet afsløret. Premierministeren er ikke videre begejstret for at engagere Johnny English, men da han er pensioneret, befandt hans identitet sig ikke i det hackede system.
Filmen er præget af, at English forholder sig old-school til genren og dermed også parodierer moderne spionfilm. Det er en kamp imellem klassisk og moderne. For eksempel så latterliggør English alt moderne teknologisk udstyr, han støder på, og den klassiske Bond-pige spilles endda af Olga Kurylenko, - som var Bond-pige i Quantum of Solace, - der parodierer sin egen tidligere karakter rigtig godt.
Plottet er ikke særlig underholdende, for der skal ikke meget til, før man har gennemskuet hele handlingen. I de fleste komediefilm i dag, er der plads til både humor og en historie med substans, men det præsterer Johnny English ikke. Når man ikke overraskes af handlingen, sidder man faktisk bare og venter på den næste joke eller sjove scene, hvilket kan være trættende, hvis man forventede at blive underholdt i alle 89 minutter. Det betyder, at man knap nok kan huske filmens indhold en time efter, at den er slut. Det, man sidder tilbage med, som man kan huske bedst fra filmen, er nogle af de jokes, der ramte bedst.
Alle kan være med
Filmens humor er klassisk Rowan Atkinson, der er en mester inden for falde-på-halen-komedier og uskyldig/stueren humor. Det er den slags film, hvor hele familien kan være med på at grine af de samme ting, uden at der ligger nogen skjult hentydning eller undertone, som man skal have en vis alder for at forstå. Humoren er lige præcis det, du ser eller hører. Den medfører ikke ligefrem latterkramper, men kan måske fremtvinge let og munter latter. Derfor er det også en skam, at nogle af de potentielt sjoveste øjeblikke bliver vist i traileren.
Atkinson bidrager med nogle af de klassiske Mr. Bean-fiduser med ny drejning, hvilket vil være et dejligt gensyn for mange. F.eks. har de nogle af de sjoveste scener fra filmen "Mr. Beans ferie" fået et twist med blandt andet overdreven brug af Virtual Reality-briller og adrenalin-piller. Det er nok ikke alle, der vil nyde filmen lige meget, for man kan let komme til at føle, at man ser noget, man har set mange gange før.