MED LIVET SOM INDSATS
Det er ikke ofte, at jeg besøger genbrugsbutikker, men når jeg gør, søger jeg næsten automatisk hen til dvd-hylden i håb om, at der skulle være en enkelt seværdig film, som hæver sig væsentlig over de mange B-film. Og denne gang var jeg heldig, da "John Q" fra 2002 dukkede frem af middelmådigheden.
Da John Quincy Archibalds (Denzel Washington) lille søn får et hjerteanfald under en baseballkamp, konstaterer hospitalets hjertekirurg Dr. Raymond (James Woods), at drengen ikke kan overleve, hvis ikke han får transplanteret et nyt hjerte. Problemet er bare, at operationen koster 250.000 $ – et astronomisk beløb, som den fattige fabriksarbejder ikke har en chance for at betale.
Et sygt sundhedssystem
John arbejder på en stor stålfabrik og har via sin ansættelseskontrakt ret til at få dækket sin søns operation, men det viser sig, at firmaet på grund af dårlige tider har valgt en ny forsikringsordning for sine ansatte, som ikke dækker så store operationer. Hospitalet afviser derfor konsekvent at indstille drengen til transplantationen, hvis ikke de får en udbetaling på 30.000 $, men heller ikke dette beløb er John i stand til at skaffe. Da sønnens helbred langsomt, men sikkert forværres, vælger John desperat at tage sagen i egen hånd og kidnapper både personale, hjertekirurg og skadestuens patienter med det ene formål at tvinge hospitalet til at operere sin søn.
Da nyheden når ud til både politi, presse og den voksende menneskemængde udenfor hospitalet, er der lagt op til en kompliceret og dramatisk thriller, hvor de mange interessenter kæmper for hver deres aktier i sagen.
Filmen sætter med sin fiktive fortælling fokus på en af USAs største tragedier, hvor mere end 50 millioner mennesker enten ikke har en sygeforsikring eller i bedste fald har en særdeles mangelfuld en af slagsen. Dernæst fortæller filmen kærligt og troværdigt om en hårdt arbejdende kristen far og mor (Kimberly Elise), der vil gøre alt for at redde deres søn, og hvor venner, naboer og menighed støtter op med hjælpsomhed og støtte.
Stærk, men ikke fejlfri film
Film og manuskript er ikke fejlfri, og undertegnede kan sagtens pege på sekvenser, hvor historien efter min smag enten bliver lidt for svulstig eller urealistisk. Filmen har dog nogle skuespilpræstationer af meget høj kvalitet. Kimberly Elise personliggør morens karakter med fantastisk stor indlevelse. Raymond Woods spiller med stor succes en meget troværdig og facetteret hjertekirurg. Robert Duvall er overbevisende i rollen som politichefen Frank Grimes. Ja, selv flere af de små biroller er flot besat. Men hovedrollen og dermed hele filmen bæres af en næsten altid fremragende Denzel Washington. Jeg fik ikke øje på nogle svagheder hos Washingtons præstation overhovedet, og jeg fristes næsten til at tænke, om rollen mon er skrevet til netop ham?
Under alle omstændigheder har Denzel Washington som en respekteret og anerkendt skuespiller haft en særlig evne til at vælge sine roller med omhu – roller og film, hvor der ofte er nogle væsentlige etiske og religiøse dilemmaer på spil, og hvor hans eget kristne livssyn ofte får lidt spillerum.
Der var en længere scene i fortællingen, som greb mig. Filmen har gennem det meste af handlingen en fortættet spænding, men på et tidspunkt skifter handlingen tempo og fokus:
Venter på et mirakel
Da skadestuen er omringet af politi og presse, får vi lov til nogle minutter at se ind i det pludseligt opståede minisamfund af læger, sygeplejersker, patienter og gidseltager – personer som skildres som helt almindelige mennesker med hver deres problemer og svagheder. En scene som også viser, at John Q. hverken er hjerteløs eller kynisk, men bare er en empatisk, fattig og desperat mand, der vil gøre alt for at redde sin søn, om det skal koste ham selv livet.
I samtalen på skadestuen spørger en af patienterne John Q. om, hvad han vil gøre, hvis hans ærinde ikke lykkes, hvortil John svarer: "Jeg ved det ikke. Jeg venter på et mirakel. Venter på, at Gud griber ind."