"Du vil ha' noget. Du gør det, som skal til for at få fat i det. Punktum." (Chris Gardner)
Chris Gardner arbejder på at opnå den amerikanske drøm: "retten til liv, frihed og stræben efter lykke" (sandsynligvis den mest berømte sætning fra USA's uafhængighedserklæring). Han har brugt hele sin opsparing på bærbare røntgenscannere, som han håber på at sælge for at kunne skaffe indtægter til familien. Snart befinder han sig i gæld til op over ørerne, og ægteskabet knirker. De fleste læger synes, at maskinen er for dyr, og måned efter måned tager konen Linda ekstra vagter, for at de kan betale husleje og andre udgifter. Til sidst forlader Linda familien og overlader ansvaret for 5-årige Christoffer til Chris. Gælden bliver større og større, og det ender med, at de to bliver smidt ud, først fra lejligheden, senere fra et billigt motel. Efter at have overnattet på et banegårdstoilet, står de hver dag i kø for at få plads på et herberg.
En dag, Chris går forbi børsen, iagttager han en mand, der stiger ud af en skinnende Ferrari. Alle dem, han ser gå ind og ud af bygningen, smiler og ler og ser lykkelige ud. Chris søger en praktikplads, men da det går op for ham, at han ikke vil få løn i seks måneders oplæringstid, må han tage et svært valg. Længslen efter et bedre liv for ham og sønnen ansporer ham, og han siger ja til stillingen. Mens Chris jagter drømmen om lykke, holder han ud i troen på, at hvis man ønsker noget rigtig meget, vil man til sidst få det.
Baggrund
Filmen er baseret på den sande historie om Chris Gardner, som levede i ekstrem fattigdom, før han endte som mangemillionær. Nogen af detaljerne blev ændret i filmen: Linda er for eksempel en blanding af Chris' to koner, og forsøgene på at løse Rubiks terning er fiktion, som er tilføjet.
Will Smith så den rigtige Chris Gardner blive interviewet på 20/20, et amerikansk program, som fokuserer på historier om mennesker. Det, at han så Chris gå ind på banegårdstoilettet, hvor han og sønnen havde sovet, fangede Smiths opmærksomhed, og præcis på det tidspunkt bestemte han, at han gerne ville fortælle den historie. Da Smith og Gardner mødtes, følte han en umiddelbar kontakt, specielt med tanke på ideen om, at et menneske kan styre sin egen fremtid, uanset hvilken situation, man befinder sig i. Gardners søn, Christoffer, bliver spillet af Will Smiths egen søn, Jaden.
Will Smith blev nomineret til en Oscar i kategorien for bedste skuespiller i en hovedrolle og føler, at "det er den bedste præstation, han nogensinde har ydet".
Til refleksion
Hvad er lykke for dig?
Hvad mener du om de mål, Chris sætter sig i livet?
Hvilke ting, synes du, vi bør jagte i livet? Er lykke en af disse ting? Hvorfor/hvorfor ikke?
Hvordan adskiller Bibelen sig fra filmen i beskrivelsen af, hvordan lykke opnås?
Kilde: damaris.org/damaris.no, norsk oversættelse: Anne Solfrid Brennhovd
Læs om filmens producer, Devon Franklin.