Vi er i Iran. Et par kører i en bil i aftenmørke sammen med deres lille datter. Pludselig rammer manden, Eghbal, en hund, og bilen må standse, med gråd fra datteren og ærgrelse fra forældrene. De kører videre, men pludselig er det bilen selv, der dør. De finder et bilværksted og får hjælp. Men en mekaniker fra bilværkstedet, Vahid, agerer mærkeligt. Han skjuler sig for dem og følger efter dem på motorcykel, da de kører hjem. Udenfor hjemmet tager han Eghbal til fange, og sidenhen har han ham med ud i et ørkenområde, hvor han lægger ham i et udgravet hul og begynder at tildække ham med jord, for at han skal dø pinefuldt langsomt. Som seere går det meget langsomt op for os, hvad det drejer sig om. Vahid har været i fangenskab og tortur, og han mener, at Eghbar var manden, der stod for det. Eghbar afviser det selvfølgelig. Vahid kommer øjensynlig lidt i tvivl og tager ham med tilbage og leder efter andre, som også har været ramt. De ender med at være en lille gruppe, som efterhånden er helt sikre på, at Eghbar var torturisten. Undervejs bliver en af dem ringet op af datteren, som er fortvivlet. Ikke over det med faren, for hun aner ikke, at de har ham i fangenskab, men over moren, som øjensynlig er stærkt sygdomsramt. De ender med at hjælpe mor og datter til sygehus, og det viser sig, at hun er gravid og meget tæt på fødsel. Ondskaben i os alle Efter det, tager de ud i ørkenen med Eghbar, smider ham igen i hullet. Men de fleste i gruppen tøver med at slå ham ihjel. Eghbar afviser selv igen og igen, at han var torturisten. På et tidspunkt begynder en af dem mere og mere intenst at få ham til at indrømme, at han lyver og indrømme, at det var ham, der torturerede dem. Og i forlængelse af pine og plage begynder han bid for bid at tilstå, at det var ham. Som seere er vi også længe usikre på, om det vitterlig er ham, indtil han altså ender med at tilstå det meget ligeud. Filmen akkumulerer meget stærkt, da Eghbar omsider vedkender sig skylden.
Vahid ender med at lade ham slippe hjem - ud af fangenskabet og døden. Vi har altså at gøre med et almindeligt menneske, et umiddelbart sympatisk menneske, med kone og børn – som alligevel har repræsenteret den meget ligefremme ondskab. På den måde rammer historien noget genkendeligt i det almenmenneskelige, det som den tyske filosof Hannah Arendt har kaldt ”ondskabens banalitet”. Arendt argumenterede for, at de værste ugerninger ofte ikke begås af sadister eller monstre, men af almindelige mennesker inden for et destruktivt system. Tilgivelse Det positivt tankevækkende ved historien er de ramtes reaktion til syvende og sidst. Langsomt, med meget små skridt, ender de med at tilgive den onde.
Det rummer et perspektiv, som kan findes i mange varianter i Det Nye Testamente - Jesu mange ord om at tilgive mennesker, om at elske fjenden. ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt 5, 44). Eller som jeg tilfældigvis læste det i Biblen morgenen efter biografturen, om Peter, der spurgte Jesus: "Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?" Jesus svarede ham: "Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange" (Matt 18, 21-22).
Man kan godt føle Jesu ord som urealistisk overdrevne. Men filmen fortæller en historie, som fremkalder det samme, i et menneskeligt realistisk perspektiv.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-