• BATMAN BEGINS DR3 | 16-12-18 | kl. 21.00

  • I biografen MORTAL ENGINES

  • TEMA - kristne film Trosbaserede film - fx SAME KIND OF DIFFERENT AS ME

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx DE UTROLIGE 2

  • TEMA jULEFILM - fx BLACK NATIVITY

  • TEMA - FAMILIEJULEFILM fx STJERNEN

Alle anmeldelser

Isle of Dogs

Alle anmeldelserAdventureAnimationKomedie
Produktionsår: 2018
Varighed: 101 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Wes Anderson,
Medvirkende: Stemmer: Scarlett JohanssonBryan CranstonBill Murray,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen - 30.07.2018



I LOVE DOGS  

Isle of Dogs. Hvis man siger det hurtigt nogle gange, kan man pludselig høre kærlighedserklæringen. Wes Anderson fremviser en smittende affektion for hunde og japansk kultur i denne visuelle lækkerbisken af en film. Enhver kender af Wes Anderson vil lynhurtigt genkende hans stil i denne hans anden stop-motion-tour de force, og enhver fan af Wes Anderson vil fornøjes. Er man til gengæld ikke bekendt med eller udpræget begejstret for hans tidligere værker, kan man få "Isle of Dogs" galt i halsen. Og er man et barn, er det på eget ansvar.

Hunde og galskab
I Megasaki City har en hundeinfluenza spredt sig, så det er til fare for byens borgere. Derfor deporterer den katteelskende borgmester Kobayashi alle hunde til en affaldsø lige ud for byen. I den forbindelse mister den 12-årige dreng Atari sin kære hund, Spots, og sætter sig for at bringe ham tilbage. På affaldsøen møder Atari et kobbel af alfahunde, som sætter sig for at hjælpe ham på hans mission med at opspore Spots, selv om koblets selvbestaltede leder, Chief, er yderst mistænksom over for mennesker. Undervejs knytter Chief og Atari stærkere bånd, mens den galsindede Kobayashi på fastlandet sætter sig for at aflive affaldsøens hunde, og en amerikansk aktivist forsøger at støde Kobayashi fra tronen, og professor Wantanabe arbejder på at finde en modgift mod hundeninfluenzaen.

Stil over indhold?
Wes Anderson er tit blevet skudt i skoene, at han prioriterer stil over indhold. Men Andersons filosofi er, at stil er indhold. Nogle kritikere kalder ham også for følelseskold, fordi han benytter sig af deadpan-humor, som kan gå hen over hovedet på folk, og fordi der kan synes at mangle en følelsesmæssig kerne i hans film. Hans totalt kontrollerede og pussenussede stil kan virke distancerende, og det kan tage folk ud af filmens historie, at den er spækket med kendisskuespillere i store som små roller. Jeg elsker hans humor og hans stil, og derfor kunne jeg også godt lide "Isle of Dogs". Måske især på et intellektuelt plan. Jeg får ikke en klump i halsen over emotionelle tematikker i filmen, og jeg føler mig som betragter snarere end medvirkende i filmen, for stilen skaber distance og ikke identifikation for mig. Jeg lo heller ikke så kosteligt, som jeg ellers ofte gør over hans sære underspillede humor. Til gengæld nød jeg filmen for dens virtuose visuelle udtryk, og jeg labbede hans kræsen for detaljer i mig. "Isle of Dogs" kæler for publikum med en overdådig scenografi, som sætter øjnene på overarbejde i et forgæves forsøg på at få alle finesserne med.

Depraveret og politisk
Langt hen ad vejen er "Isle of Dogs" en klassisk Anderson-film, men den er knap så pussenusset som hans sædvanlige dukkehusæstetik. Der er barske tematikker og scener, og affaldsøen er depraveret og sørgelig. Og vel nok for første gang begiver Anderson sig ind i at fortælle en historie med et politisk budskab. Det er ikke svært at se den megalomane Kobayashi, der prædiker frygt til sine vælgere, som et sammenkog af verdensscenens nuværende despotiske rædselskabinet eller slet og ret en karikatur af Trump. Og deportationen af "samfundets affaldseksistenser" til en øde ø må give mindelser til den verserende flygtningekrise.

Ikke for børn
Anderson lefler ikke for nogen. Han udstikker og holder sig pertentligt til sin egen unikke stil og laver en film, som vil tilfredsstille ham selv. Og derfor mener jeg også, at det er misvisende, at man har vurderet, at filmen er for folk fra 7 år og opefter. Det er ikke en familiefilm. Jeg tror, de fleste børn vil kede sig og ikke få det fulde ud af handlingen. Til gengæld giver stop-motion-stilen filmen et barnligt udtryk, som kan få voksne til igen at opleve film med naive øjne. Hundenes sprog er oversat til engelsk, men alle japanernes tale forbliver for det meste uoversat, hvilket kaster én tilbage til den fascinerende oplevelse det var som barn at se en film på et fremmedsprog, hvor man intet forstår, men må gætte på, hvad der sker, ud fra hvad der sker i handlingen. Det er et sjovt valg, og dem er der mange af i filmen, men der er desværre også oaser i filmens forløb, hvor handlingen går lidt i stå. På den ene side er det nemlig en meget simpel historie, som kunne være forløst bedst på kortere spilletid, men på den anden side er der afstikkere til sidehistorier inde på fastlandet, som ikke er lige så interessante som handlingen med hundene. Som helhed er filmen fornøjelig og original, og fanger man den sorte humor fra starten af, så får man sig en god filmoplevelse. Det er klassisk Anderson – ikke hans bedste og ikke hans værste film. 



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer