• IRENA'S VOW nu på dvd

  • A WALK TO REMEMBER nu på Viaplay udover filmstriben.dk, Prime Video og dvd

  • THE CHOSEN sidste dag på Netflix er 31. juli

  • PROJECT HAIL MARY på Prime Video og Blockbuster.dk

  • I SWEAR nu på dvd og blu-ray

  • THE BANSHEES OF INISHERIN nu på DRTV udover Disney+

  • AMERIKA 250 ÅR - se film fra landets historie fx LINCOLN

  • UGENS FILM: MILLION DOLLAR BABY - på filmstriben.dk, Viaplay, HBO Max, dvd og blu-ray

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Irena's Vow

Den unge, polske sygeplejerske Irena Gut blev under anden verdenskrig beordret til at være husholderske for den tyske officer Rügemer. Hun skjulte 12 jøder i hans hjem, men det var tæt på at blive opdaget flere gange.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaTEMA Anden verdenskrig
Produktionsår: 2023
Varighed: 121 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Louise Archambault,
Medvirkende: Sophie NélisseDougray ScottAndrzej Seweryn,
Stikord:
 Mod,










Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 10.07.2026



MED ANDRES LIV I HÆNDERNE 

"Irena's Vow" (Irenas Løfte) er den utrolige historie om polske Irina Gut, en almindelig ung kvinde, der reddede 12 jøder fra nazisterne. Men har vi brug for flere film om jøder, der bliver reddet fra nazisterne? Ja, vi har ganske vist ikke nazisme, men vi har brug for hele tiden at være opmærksomme på den autoritære ånd, som spreder sig fra grupper og personer, der med deres evne til at påvirke og ensrette, også i dag sniger sig ind på os. Vi har også brug for at få fokus på den forfærdelige antisemitisme, der igen stikker sit grimme fjæs frem. Og så har vi brug for at få den positive inspiration, der kommer fra mennesker, som modigt følger deres moralske kompas, når der er brug for det. Alt det kan denne film. Men det er ikke nok, hvis ikke filmen har en god historie at fortælle og har en flok filmmagere, der er i stand til at forløse historien til noget underholdende og seværdigt. Det har "Irena's Vow" også. Filmen er lavet ud fra Irena Gut Opdykes selvbiografi, der på dansk hedder Med livet i hænderne.

En vovet redningsplan
Ved filmens begyndelse er Irena (Sophie Nélisse) ved at afslutte sin uddannelse som sygeplejerske. Under en gudstjeneste i hendes katolske kirke, bliver menigheden beordret ud, mange bliver taget af tyskerne, og Irena bliver sendt til en ammunitionsfabrik i den østlige del af det nuværende Ukraine. Det kan hun ikke klare fysisk, så hun overføres til nogle indkvarteringsbarakker for soldater og kontorpersonale, hvor hun får opsyn med køkken og vaskeri. I forbindelse med vaskeriet er der en systue, hvor 11 yngre jøder arbejder. De har sagt, at de er skræddere, men de er alt muligt andet, så de har svært ved at holde det tempo, som nazisterne forlanger. Irena bliver ven med dem. Major Rügemer (Dougray Scott) har befalingen over barakkerne. Han får tildelt en jødisk villa som sin residens. Han tager Irena med som husholderske. Samtidig bliver hun klar over, at tyskerne har planlagt at overføre de 11 jøder i vaskeriet til en koncentrationslejr. Med en meget stram og ganske vovet tidsplan lykkes det hende at tage sine 11 jødiske venner med til kælderen under Rügemers villa. Der skjuler hun dem i et par år. Major Rügemer holder jævnligt sammenkomster og fester, så der er mange anledninger, hvor spændingen stiger.

En ven og mentor
Hr. Schultz (Andrzej Seweryn) er en tidligere kroejer, der arbejder for major Rügemer. Han er chef for Irena, men bliver også hendes ven og mentor, mens hun har ansvar for køkken og vaskeri. Han giver hende et godt råd i den vanskelige situation, de er havnet i: "Ved du, hvordan du kan overleve en sådan ændring i skæbnen? Du kigger ned. Du ser på dine egne fødder og tager ét skridt ad gangen. Hør intet, se intet, sig intet." Da hun vil fortælle ham om en forfærdelig oplevelse, hun har haft ude i byen, holder han straks en hånd op og siger: "Jeg vil intet vide." Hr. Schultz kommer senere ud til villaen som hjælper for Irena i køkkenet.

Varieret persongalleri
De fleste af personerne er skildret nuanceret af et godt skuespillerteam. Major Rügemer giver i et følsomt øjeblik udtryk for, at han er grundigt træt af krigen og nazismens myrderier. Han viser også en menneskelig side, da han uheldigvis får tre af de jødiske kvinder at se. Han giver Irena lov til fortsat at have dem i kælderen, ganske vist ikke helt uden omkostning for hende. Ud over major Rügemer lærer vi en anden nazist at kende. Det er befalingsmanden Rokita (Maciej Nawrocki), der lever op til alle de værste fordomme om nazister. Vi følger livet for de 11 jøder, der undervejs bliver til 12, men vi får ikke indblik i de spændinger og genvordigheder, der må have været gennem to års risikabel indespærring.

En levende tro
Da Irene så et brutalt mord på gaden, lovede hun sig selv - og nok også Gud - at hun aldrig ville være passiv tilskuer, hvis hun havde mulighed for at hjælpe. Vi finder efterhånden ud af, hvor hun har modet og sit moralske kompas fra. Hun har en levende kristen tro. Det bliver blandt andet tydeligt, da en af kvinderne i kælderen bliver gravid. Det kan være livsfarligt for jøderne med et spædbarn i deres skjul, men Irena forsvarer den ufødte. Både hendes og jødernes tro skildres med stor respekt. Jødernes hanukkah-fejring i kælderen krydsklippes med en dekadent julefest i stuerne. Der er mange scener med vedkommende dilemmaer, som kan være udgangspunkt for gode samtaler og frugtbar eftertanke.

Filmen er kommet på dvd



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer