• THE BLIND SIDE TV3 | 09-12-22 | kl. 20.30 og 10-12-22 | kl. 17.45

  • DRIVE MY CAR Oscarvinder på filmstriben og dvd

  • LADY BIRD nu på Viaplay udover HBO, dvd og blu-ray

  • FOKUS: FILM - Film som ressurs i menigheten norsk bog

  • UDVANDRERNE nu på dvd og blu-ray

  • TEMA - JULEFILM fx BLACK NATIVITY på VOD

  • TEMA - FAMILIEJULEFILM fx JINGLE JANGLE: ET MAGISK JULEEVENTYR på Netflix

Alle anmeldelser - Drama

Ingen kender dagen

Fem fortællinger om en dag i livet hos en udfordret læge, en genert skoleelev, en gravid hustru, en træt datter og en utro ægtemand.

DramaTEMA Danske film
Produktionsår: 2022
Varighed: 105 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Annette K. Olesen,
Medvirkende: Lisbeth DahlMorten Hee AndersenJacob CedergrenTrine Dyrholm,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Niels Christian Askholm - 27.10.2022



TILLID ER GODT, KONTROL ER BEDRE 

Med dette Lenin-citat indledes fortællingerne i Anette K. Olesens nye filmdrama "Ingen kender dagen". Citatet antyder filmens tematiske retning, nemlig tillid, men har som sådan ellers ingen betydning eller mening for historierne, der skal til at udfolde sig på det store lærred.

Filmens manuskript er blevet til ved, at Olesen har bedt fem danske forfattere give deres bud på en kort fortælling om tillid. Sammen med filmens anden manuskriptforfatter Maren Louise Käehne, har Olesen adopteret de fem fortællinger til en filmatiseret multiplotfortælling.

Multiplotstrukturen er ikke et hyppigt brugt filmformat, men har eksisteret igennem hele filmhistorien, f.eks. D.W. Griffiths "Intolerance" fra 1916 eller Richard Curtis julekærlighedsdrama" Love Actually" fra 2003. Modsat disse to eksempler, hvor historierne fletter sammen til sidst, forbliver Olesens fortællinger separate, og er således kun forbundet tematisk og cinematografisk.

Ganske vist fortæller filmbeskrivelsen, at vi følger fem mennesker, der befinder sig hvert sit sted i landet, og som i løbet af den samme dag kommer ud for forskellige hændelser. Men hverken det ene eller det andet manifesterer sig faktisk i filmen og synes sådan set heller ikke vigtigt for de enkelte fortællinger. Det er givetvis nærmere udtryk for henholdsvis tekniske krav for at få støttekroner og et forsøg på at forene de fem adskilte historier.

Fem slags tillidsbrud
I den første fortælling, som indrammer filmen, spiller Trine Dyrholm lægen Eva, der skal assistere politiet i en tvangshjemsendelse af en gruppe udviste afghanere. Undervejs til Kabul bliver hendes morale kompas og tillid til systemets retfærdighed sat på prøve. Denne første fortælling kan kategoriseres som politisk drama, og er den mest dragende af de fem.

Den småkejtede og generte skoleelev Emil (Emil Aron Dorph) oplever skyggesiden ved den digitale tidsalder, da han ufrivilligt får delt et intimt billede. Tilliden til den såkaldte ven, der delte billedet med halvdelen af skolen, er brudt, og Emil løber væk. Han møder senere sin lærer, der tager ham med på en køretur. Denne fortælling fremstiller tilliden – eller bruddet på samme – mellem klassekammerater og mellem lærer og elev.

Med et blåt øje møder vi den 7-årige Laura, der er på vandretur med sin mor i klitterne. Humøret er godt, men Laura er ved at være træt og sulten og kan ikke helt forstå, hvorfor de ikke bare kan bede far om at hente dem. Moren kommer med den ene undskyldning efter den anden, når Laura gerne vil kontakte faren. Situationerne i fortællingen er mere eller mindre åbenlyse for seeren, men for Laura er det ikke lige til – for hun stoler jo på sin mor. Vi stifter her bekendtskab med den nok mest eksistentielle form for tillid, der findes – nemlig grundtilliden mellem mor og barn. En tillid så hårdnakket og alligevel så skrøbelig.

Den nyligt gifte og gravide Maja (Sofie Juul Blinkenberg) deltager i begravelsen af en yngre kvinde og mor, som hendes mand, Simon, kendte tilbage i gymnasiet. Men hvilken relation havde han egentlig til den afdøde? Maja konfronteres med uklarheder om sin mands fortid og søger væk fra selskabet for at samle tankerne. En tillidserklæring fra en fremmed, bliver måske tungen på vægtskålen for, hvad Maja vælger at gøre. Skal den afdøde hjemsøge det nygifte pars relation, eller skal Maja vise sin mand tillid og lade fortid være fortid? Denne historie opfordrer os til ikke at lade de forbundne risici være en hæmsko for at vise tillid til den/det fremmede. Og ligeså til ikke at lade tillidsbrud stå i vejen for ny tillidsopbygning.

På vejen ud til et lejet sommerhus stopper Adam (Jakob Cedergren) op ved en landevejsbod – han har ikke nok kontanter, men tager alligevel varerne med. Få sekunder efter fortryder han, bakker bilen og leverer varerne tilbage. I sommerhuset mødes han med Viyan – de er gift, bare ikke med hinanden. Stemningen er lummer og lettere akavet. I forsøget på at fuldbyrde sidespringet, bliver parret gentagne gange afbrudt af den mistroiske ejer, som ikke helt stoler på Viyans forklaring om, at de er gift og har børn. Denne fortælling er filmens comic relief – en velspillet, morsom historie, der med humor viser mange facetter af tilliden under angreb, fra det blåøjede til det mistroiske. Sammen med beretningen om lægen Eva, er denne fortælling filmens klare styrke.

Suveræn livstyring
"Ingen kender dagen" er en interessant film, der behandler en af de fundamentale byggesten i vores samfund og tillige i vores menneskelige relationer – tilliden. I Danmark har vi svært ved at forstille os et godt liv uden en overvægt af tillid til både systemet og andre mennesker. Tilliden er den spontane og suveræne livsytring og den naturlige respons i mødet med andre, som filosof og teolog K. E. Løgstrup ville formulere det.

Olesens mosaik forsøger at tydeliggøre, hvor gennemsyret vores liv er af tillidsrelationer, og hvor vigtigt det er for os at kunne stole på andre. Den viser det subtilt, men i høj grad med omvendt fortegn – frustrationen og fortvivlelsen, der melder sig, når tilliden bliver brudt og mistilliden begynder at sive ind. Den giver seeren stof til eftertanke.

Filmen bevæger sig genremæssigt til både højre og venstre, så selvom den cinematografisk er enstonet og lettere melankolsk, er det dog til at mærke, at manuskriptet er bygget på fem forskellige forfatteres værker. Det gør måske ikke noget, for filmen er stadig værd at se, men man sidder tilbage med tanken om, at det måske kunne være blevet endnu bedre, hvis fortællingerne blev fortalt som separate, måske mere udfoldede, kortfilm, som i Damián Szifrons mesterlige "Wild Tales" fra 2014.

"Ingen kender dagen" er anbefalelsesværdig og lander på 4 stjerner.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer