IKKE NOGET NYT
Vi er nu kommet til den tredje bog af Dan Brown, som Ron Howard filmatiserer. Vi følger fortsat Robert Langdon, der er specialist i religiøse symboler. I de tidligere film, Da Vinci Mysteriet og Engle & dæmoner, har han beskæftiget sig med relikvier, mærkelige logoer, uvurderlige kunstgenstande og andre ting i den boldgade. Der er altid en eller anden verdensomspændende katastrofe under opsejling, som Langdon skal forhindre ved at løse gåder, der indeholder noget fra kunsthistorien kombineret med en eller anden historieløs konspirationsteori.
Som noget nyt handler det i denne film ikke om et eller andet kristent/kirkeligt. Denne gang er temaet overbefolkning og Dante. Og som du kan se, hænger disse to ikke sammen. Det gør det også kun på overfladen i filmen, men som i alle Dan Browns bøger er plottet lige så tyndt som et lag fernis. Så her er der ikke noget nyt.
Overbefolkning, biovåben og Dante - kan du se sammenhængen?
Den megalomane Bertrand Zobist, en tech milliardær er så besat af overbefolkning, at han har skabt et biovåben, der drastisk vil reducere menneskehedens antal. Allerede i filmens første minutter dør Zobrist, og derefter er det et kapløb med tiden for at finde biovåbnet, før det udløses. Så langt så godt, men så begynder det at blive irriterende. For vores helt Robert Langdon skal nu finde dette våben ved hjælp af Dantes beretning om Helvede. Man må tage sig til hovedet, for hvilken terrorist giver andre muligheden for at afværge terrorhandlingen - og så tilmed ved hjælp af en gåde. Come on. Det er simpelthen for tyndt. Og når vi nu er i gang med elendighederne, så tager vi lige replikkerne med. Der er virkelig ikke brugt mange kræfter på at få hævet dialogerne op på et nogenlunde niveau. Og farvetonen i filmen minder om 90'ernes pseudo-teologiske film som" End of Days" og "Stigmata", så måske ville den have gjort det bedre dengang.