• PAST LIVES på dvd og blu-ray

  • THE ZONE OF INTEREST nu på MAX udover dvd og blu-ray

  • ONE LIFE i biografen

  • HORIZON - EN AMERIKANSK SAGA (DEL 1) i biografen

  • BABYLON nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • GOLDA nu på Viaplay udover filmstriben.dk, dvd og blu-ray

Alle anmeldelser - Animation

Inderst inde 2

Alt ånder fred og idyl, men så melder puberteten sin ankomst med nye og stærke følelser. Tag en tur i biffen og giv følelserne frit spil i Pixars efterfølger til den moderne klassiker Inderst inde.

AnimationAdventureKomedieFamiliefilmTEMA Familiefilm A/7 år
Produktionsår: 2024
Varighed: 100 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 7 år
Instruktør: Kelsey Mann,
Medvirkende: Danske stemmer:Lærke Winther AndersenFanny Leander BornedalJesper Ole Andersen,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Niels Christian Askholm - 22.06.2024



BØJLE, BUMSER OG FREMMEDE FØLELSER 

"Inderst inde 2" byder på et glædeligt gensyn med den hockeyglade pige Rileys finurlige og karikerede følelser Glæde, Triste, Vrede, Frygt og Afsky. I forrige film, Inderst inde, måtte følelserne – i særdeleshed Glæde – give plads til de andre og forstå behovet og styrken ved samarbejde for at genoprette harmonien i Rileys sind.

Her i efterfølgeren har samarbejdet båret frugt, og de mange gode oplevelser har skabt Rileys selvopfattelse, som dikterer: "Jeg er et godt menneske." Vi møder et stærkt team af følelser – alt spiller, og samarbejdet forløber gnidningsfrit. Lige indtil en morgen, hvor den røde lampe i kontrolpanelet mærket ’Pubertet’ lyder. En nedbrydningskugle smadrer ind i hovedkvarteret og nye følelser melder deres ankomst. Med ét må de oprindelige følelser bide skeer med de nye kollegaer Angst, Misundelse, Flovhed og Kedsomhed. Uundgåeligt opstår der kontroverser, som ender ud i, at Angst ødelægger den trofælignende selvopfattelse og sender de oprindelige følelser i eksil.

Herfra overtager Angst styringen i forsøget på at oprette Rileys nye selvopfattelse, som skal kunne rumme de mere komplekse følelser og situationer, der opstår for en svedlugtende trettenårig pige. Alt imens Glæde og det oprindelige slæng forsøger at bringe den gamle selvopfattelse tilbage til hovedkvarteret.

Angsten som drivkraft
Ingen følelser er forkerte, og alle følelser er uundværlige. Det er en af hovedpointerne, vi tager med os fra etteren. Og heller ikke nu fremstår Angst som en rigtig skurk. For angsten er garant for fremdrift og drivkraft til forandring. Angst kan forudse mulige fremtidsscenarier, som Glæde ikke har øje for. På næsten kierkegaardiansk maner præsenterer Angst Riley for de muligheder, hun møder på sin vej, og får hende til at gribe dem.

Men som et deja-vu må vi sande, at én følelse ikke kan skabe en harmonisk selvopfattelse. Står angsten alene fører det til mental lammelse og lavt selvværd. Et balanceret selvbillede opnås i samspil med de andre følelser – heraf en morale meget lig den fra første film med det tvist, at kompleksitet og diffuse følelser også må omfavnes.

Betagende æstetik og ærgerlig overfortælling
Siden udgivelsen af "Toy Story" i 1995, som var verdens første computeranimerede film, har Pixar været garant for animation af allerhøjeste kvalitet, og det label er også at finde på "Inderst inde 2" med sit æstetisk finurlige og farverige univers. Der er således ikke mange fingre at sætte på det håndværksmæssige. Desværre bærer historiefortællingen præg af en kedelig form for overfortælling, der sikrer, at selv de allermindste får det skåret ud i pap. Det er imidlertid i strid med show-it-don’t-tell-it-mantraet og en overkompensation for manglende kreativ fortælleteknik.

Introduktionen af de fire nye følelser på Rileys inderside og flere nye bekendtskaber i det ydre gør desværre også, at der ikke er megen tid til at udfolde de nyankomne i persongalleriet. Angst bliver således den mest toneangivne, mens de resterende tre bliver ganske små, grænsende til ubetydelige, bi-karakterer, hvilket selvfølgelig er en skam.

Sommerens familiefilm
Selvom "Inderst inde 2" ikke når samme højder af mesterlig genialitet som sin forgænger, er filmen alligevel et hæderligt bud på en efterfølger. Den halter lidt på fortælledelen, men er samtidig hjertevarm og komisk afbalanceret. Den har meget på sinde og er et skønt bud på skildringen af en teenagepiges pubertære indre og ydre kaos i jagten på at forstå sig selv og opfinde sig selv på ny. En god film for både store og små. 4 store stjerner herfra.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer