STÆRKT DRAMA
Historien bygger på Marcelo Rubens Paivas erindringer om sin mor og deres families kamp for at overleve – og for at bevare håbet. Filmens titel er identisk med bogens titel, en bog som i øvrigt udkommer på dansk næste år.
Filmen lægger ud med fornøjeligt samvær hos familien Paivas, som bor helt nede ved havet i storbyen Rio de Janeiro. Her følger vi dem i herlige fritidsstunder på stranden, i huset, med venner og bekendte, med tydeligvis stor kærlighed, varme og humor i familien, med ikke mindre end 5 børn. Men pludselig sker der et afbrud en eftermiddag i 1971. Familiens far, Rubens, bliver hentet af nogle mænd, tilsyneladende til et kortvarig forhør, men dagene går, og kort efter hentes også moren Eunice og en af døtrene. De forhøres i en fængselslignende bygning, men ser aldrig Rubens. Datteren slipper hjem efter kort tid, mens Eunice først sendes hjem efter flere uger.
Håbet om snart at møde Rubens lever stadig, men som tiden går vokser uvisheden hos Eunice, og efter noget tid får hun at vide, at han er dræbt. Hun vælger at tie fuldstændigt med det overfor børnene. Hun vil tydeligvis beskytte dem for den ubærlige sorg og i stedet blive ved med at lade dem håbe. Hun bærer med andre ord sorgen helt indenbords.
De ældste børn fornemmer svagt noget endegyldigt sorgfuldt hos moren, men de taler ikke om det, og livet fortsætter øjensynlig på normal vis, indtil moren af økonomiske grunde er nødt til at lokke dem til flytning til hendes egen hjemtrak.
Stille sorg
Filmen foretager to gange et spring fremad med årene, så vi til sidst befinder os sammen med voksne børn og den gamle mor, som er ramt af alzheimers efter flere år med et markant job i kraft af stor videreuddannelse efter mandens død.
Morens tavshed om farens død føles undervejs mærkelig. Skulle hun ikke have meldt det tydeligt ud til sine børn? Men hendes forsøg på at beskytte dem mod ubærlig sorg synes alligevel at være lykkedes. Og det slog mig, at min egen mor gjorde noget, der lignede det en smule, da hendes mand, min far, pludselig døde som 48-årig, og hun var efterladt med 7 børn. Naturligvis skjultes fars død ikke, men mor holdt efter de første uger sin dybe sorg meget for sig selv. I bagklogskabens lys helt klart for at skåne os og for at fastholde os i livslysten. Dét er nok i flere henseender meget imod nutidens omfattende fiksering på psykologi og følelser, men jeg er egentlig taknemmelig for min mors vej med sorgen.
Politisk sigte
Filmen har tydeligvis også et andet sigte. Den afslører meget stærkt det forhenværende diktaturs meget mørke side, men i virkeligheden sigter den også mod at minde nutidens demokratiske Brasilien – og ethvert andet demokratisk samfund om, at kampen for sandhed og retfærdighed aldrig må glemmes.
Under arbejdet med filmen oplevede instruktøren, Walter Salles, hvordan landets politiske klima, under Jair Bolsonaros styre, igen begyndte at minde om diktatur-tiden, og hvordan kampen for sandheden stadig er aktuel. I et interview sagde han: ”Da vi begyndte at udvikle filmen, bevægede virkeligheden i Brasilien sig faretruende tæt på fortiden. Det gjorde det desto mere presserende at fortælle denne historie”.
Og så havde han netop blik for, at filmens tema om statens magt over individet rækker langt ud over Brasiliens grænser: “’I’m Still Here’ viser, hvad der sker, når staten trænger helt ind i en families kerne og bestemmer,
hvem der får lov at leve eller dø. I dag ser vi nye former for autoritarisme vokse frem – ikke kun i Brasilien, men i verden. Derfor er filmen ikke kun en fortælling om fortiden, men en advarsel om nutiden.”
Diktatur er endnu ét af mange udtryk for menneskets grundlæggende modtagelse af tilbuddet om selv at blive gud. ”Den dag, I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud” (1. Mos 3,5).
Filmen vandt årets Oscar som bedste udenlandske film, og Fernanda Torres vandt som bedste kvindelige skuespiller i rollen som Eunice.