John Davidson (spillet af Robert Aramayo) vokser op i 1980’ernes Skotland i en familie, hvor moren, Shirley Davidson, tager sig af hjemmet, mens faren, David Davidson, er den ambitiøse patriark, der tilbringer det meste af sin tid på pubben. I de første ti år af Johns liv er der ingen tegn på Tourettes. Han passer sin skolegang, arbejder som avisbud og er en talentfuld målmand på byens fodboldhold.
Men langsomt begynder tingene at ændre sig. Uforklarlige nakketics opstår – både i skolen og på fodboldbanen. Intensiteten øges gradvist, og ticene udvikler sig til ukontrollerbare ord, sætninger og bevægelser, som får stor indflydelse på hans hverdag. John bliver konstant misforstået og må gennem sine teenageår leve med mobning, vold – både fra sin far og skolens rektor – samt latterliggørelse fra omgivelser, der opfatter hans adfærd som uopdragen. På dette tidspunkt er Tourettes endnu ikke bredt anerkendt som en lidelse, hvilket først for alvor sker i 1990’erne.
John oplever flere voldsomme hændelser i sit liv. Hans drømme om en fodboldkarriere knuses, grundet rektorens slag over hænderne med et bælte. Forældrene skammer sig over deres søn og forsøger desperat at undertrykke hans udbrud. Den konstante følelse af foragt og afvisning kulminerer en dag, hvor John forsøger at drukne sig selv i byens å. Han bliver heldigvis reddet, men bryder grådkvalt sammen i hospitalssengen med ordene: “I just can’t take it.” Herefter springer fortællingen 13 år frem i tiden. Et livsændrende møde Tretten år senere er Johns liv stadig præget af modgang. Han er arbejdsløs og bor stadig hjemme hos sin mor, der fortsat har svært ved at acceptere hans lidelse. En tilfældig dag i supermarkedet bliver dog et vendepunkt. Her møder John nemlig en tidligere skolekammerat, der ønsker samvær med ham.
John fortæller åbent om livet med Tourettes, som nu er anerkendt i samfundet, men stadig omgærdet af manglende forståelse. Han bliver inviteret til middag hos Debbie, skolekammeratens mor – en invitation, han tøvende forsøger at afslå. Her bliver det tydeligt, hvor dybt skammen og mindreværdet fra ungdommen sidder i ham.
Debbie insisterer dog og byder ham indenfor med varme og åbenhed. I hendes hjem gælder én simpel regel: Man siger aldrig undskyld for noget, man ikke selv kan gøre for. For første gang i sit liv møder John et menneske, der ikke blot accepterer ham, men oprigtigt forsøger at forstå ham.
John flytter efterfølgende ind hos Debbie og hendes familie, som hjælper ham med at opbygge et nyt liv – med plads til venskaber, arbejde og kærlighed. Mødet med familien bliver et stærkt og konkret bevis på, hvor afgørende kærlighed og forståelse er for mennesket. Et kæmpe forbillede Som voksen formår John at skabe sig en stabil tilværelse. Han flytter for sig selv og opnår en lederstilling i byens community center. Samtidig vokser hans ønske om at give den omsorg og accept videre, som han selv har oplevet hos Debbie.
Han engagerer sig i arbejdet med familier, der har børn med Tourettes, holder foredrag og arrangerer lejre med det formål at skabe større forståelse og normalisering af lidelsen. John bliver et forbillede for mange og et stærkt eksempel på, hvor langt man kan nå ved at turde tale åbent om livets svære sider.
Filmen afsluttes stærkt med autentiske klip fra John Davidsons virkelige liv. Her deler han sine frustrationer over at leve med Tourettes – blandt andet sin undren over, hvorfor netop han skal bære denne byrde. I en verden, hvor lidelse er en uundgåelig del af tilværelsen, står John Davidsons historie som et rørende vidnesbyrd om, hvordan man kan nægte at lade sig definere af sin lidelse – og i stedet bruge den til at gøre en forskel for andre. Filmen ”I Swear” er en morsom og rørende fortælling om vigtigheden af næstekærlighed og en stor opfordring til at møde sine omgivelser med positiv nysgerrighed og accept fremfor fordømmelse og foragt.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-