Den franske film "I min datters navn" er en lille perle af en film. Den bygger på en sand historie om en mand, André Bamberski – fremragende spillet af Daniel Auteuil - der søger efter retfærdighed for drabet på hans datter.
Historien begynder i Marokko, hvor han og hans kone og to børn lever et liv i de bedre franske og internationale kredse. I kredsen af internationale bekendtskaber optræder den tyske læge, Krombach. Krombach begynder at lægge an på Bamberskis kone, og det udvikler sig til en affære. Bamberski finder imidlertid ud af det. Konen bryder sammen og beder om tilgivelse. Bamberski tilgiver, men forlanger også, at de forlader Marokko og flytter tilbage til Frankrig.
Affære i al hemmelighed Det stopper dog ikke utroskaben. Affæren fortsætter i al hemmelighed, indtil Bamberski griber de to på fersk gerning og derved får retten til at beholde børnene. Han finder med tiden ind i et nyt forhold, mens hans ekskone har fundet sammen med Krombach i Tyskland. Bamberski tager på kærestetur med sin nye kvinde og sender de to børn til moren og Krombach i Tyskland. Den ældste, datteren, er blevet teenager. På ferieturen ringes Bamberski op og får den frygtelige meddelelse, at hans datter er død. Hun har øjensynlig fået et uforklarligt ildebefindende. Krombach har gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at genoplive hende.
Retfærdigheden sker fyldest Da Bamberski efter begravelsen ser obduktionsrapporten, melder der sig en mistanke. Flere ting i rapporten stemmer ikke med den officielle historie. Han forfølger mistanken og får den bekræftet af fagfolk. Krombach har løjet. Og herfra begynder den 30 år lange jagt på retfærdigheden – at Krombach må blive holdt til ansvar for det, der efter al sandsynlighed har været en voldtægt med efterfølgende dødbringende indsprøjtning. Retsvæsenet viser sig ualmindelig trægt og uvilligt. Især det tyske, som - selv efter at Krombach dømmes for lignende forseelser - ikke vil udlevere ham til det franske retsvæsen.
Bamberski tager til sidst sagen i egen hånd og får nogle kriminelle typer til at kidnappe Krombach og aflevere ham bevidstløs i Frankrig. Her ender han med at få en dom. Bamberski får også ét år for iværksættelse af kidnapning. Men retfærdigheden er sket fyldest.
Måske ærgrer læseren sig over, at jeg har afsløret historiens udgang. Men selvom spændingen i historien er godt bygget op, er det ikke dér, filmens nerve ligger. Den ligger derimod i spørgsmålet: Hvor langt skal et menneske gå for at få retfærdighed? Ædt op af trangen til retfærdighed Bamberski fremtræder som besat af ønsket om retfærdighed og hævn. Man spørger sig uvilkårligt: Er han ikke blevet et dobbelt-offer? Først for drabet på datteren. Dernæst for besættelsen af trangen til at få ram på morderen. En trang som koster ham hans nye kvinde og i det hele taget koster ham et relativt set normalt, godt liv, selv efter et ubærligt tab. Men samtidig understreger filmen det helt uundværlige: at se retfærdigheden ske fyldest. Tilværelsens uretfærdigheder kalder intenst og uophørligt på retfærdighed. Vi kan aldrig helt og aldeles slå streg over uretfærdigheder. Vi kan blive nødt til at lægge dem til side, putte dem ned i en skuffe. For ikke blive ædt af vores egen trang til retfærdighed og derved blive dobbelt ramt. Derved berører filmen langt nede et almenmenneskeligt tema: Kan mennesket nøjes med halv retfærdighed? Kan vi gå i graven med bevidsthed om, at uretfærdighed får lov at blive ved med at herse rundt med os, og at det aldrig bliver anderledes? Findes der ingen endegyldig retfærdighed?
Det kostede livet Læseren fornemmer måske, hvor det bærer hen med disse spørgsmål. Det bærer i retning af det, der også er et grundtema i Bibelen. Og svaret dér er: Retfærdigheden vil til sidst ske fyldest. Alt vil til sidst komme for en dag. Og det fascinerende er, at set i dét lys kan man vælge at se et sammenfald mellem filmens og Bibelens tilvejebringelse af retfærdigheden. I filmen koster det et menneske det gode liv. Bamberski må give tab på alt, hvad der kunne have bragt ham almindelig livslykke. "Jeg fortryder det ikke," siger han til sidst. I Bibelen kostede det ikke bare et menneske det gode liv, det kostede ham livet. Og han sagde ikke bare: Jeg fortryder det ikke, men: "Det er fuldbragt."
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.7 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-