Hvad betyder det?

Hvad er budskabet i thrilleren "Knowing"? Læs en analyse af filmen og bliv en smule klogere. Baggrund, 
Produktionsår:
Varighed:  min.

Instruktør:
Medvirkende:
Stikord:

---

Anmeldelse:

Af: Tony Watkins - 02.05.2009

Advarsel: Indeholder spoilere

I 1959 graver nogle elever ved en ny skole en tidskapsel ned. Kapslen indeholder deres tanker og forestillinger om, hvordan verden vil se ud i 2009. Nu - 50 år senere - bliver kapslen åbnet. Caleb Koestler (Chandler Canterbury) finder ikke - ligesom de fleste klassekammerater - et papir med rumskibe og robotter. På hans papir står der uendelige rækker af tal. Lucinda Embry (Lara Robinson), den mærkelige pige, som for 50 år siden nedskrev disse tal, har altid påstået, at en usynlig fremmed hviskede dem til hende. Da Calebs far, John Koestler (Nicolas Cage), som er professor i astrofysik, ser papiret, opdager han en velkendt talrække: 911. Det, som gør denne observation ekstra skrækindjagende, er de næste fire tal (2996), som er det præcise tal på omkomne efter 11. september.

Johns interesse er fanget. Han bruger det meste af den følgende nat til febrilsk at studere tallene. Mønsteret, han finder, ryster hans videnskabelig-rationalistiske opfattelse. Ved hjælp af Google, finder han ud af, at tallene korresponderer med alle de største katastrofer, der er sket i løbet af de seneste 50 år. Det gør, at han nu tror, at svarene må findes andre steder end i videnskaben. Til sidst opdager han, at tre af tal-sekvenserne henviser til vores egen, nære fremtid. Selv om Johns kollega, kosmologen Phil (Ben Mendelsohn) indrømmer, at dette er "mere end uhyggeligt," advarer han John mod blindt at tro på numerologi og andre suspekte teorier. "Folk ser det, de ønsker at se i dem," siger han og hævder også, at Johns dømmekraft muligvis er svækket, fordi det kun er et år siden, han mistede sin kone.

Johns overbevisning om tallenes forudsigelser er imidlertid ikke så let at ryste. Han opsporer Diana og Abby Wayland (Rose Byrne og Lara Robinson), Lucindas datter og barnebarn, og snart konkluderer han, at Caleb og Abby er centrale aktører i det, der er ved at ske.

Til trods for en del negative anmeldelser er Knowing en gribende og fængslende thriller. Filmen er instrueret af Alex Proyas, som først blev kendt gennem filmen "The Crow" (1994), og senere bekræftede sit rygte som en førsteklasses instruktør med filmene "Dark City" (1998) og "I, Robot" (2004). På samme måde som i "Dark City", opdager vi, at jo længere ind i filmen, vi kommer, jo mere viser der sig nogle meget interessante temaer. Kritikeren Robert Ebert, en stor tilhænger af filmen, skrev uddybende bloggs om filmen sideløbende med sin anmeldelse for Chicago Sun Times, hvor han har fået mange hundrede indlæg, som kommenterer de spørgsmål, filmen rejser.

Et hovedtema i "Knowing" er spørgsmålet, John Koestler rejser i sin klasse: "Er universet deterministisk (forudbestemt) eller tilfældigt? Med andre ord: sker ting, fordi de er forudbestemt til det, og fordi de hænger sammen med alt andet, som tidligere er sket? Eller er der én uden for verden, som kontrollerer alt, der sker? Eller sker ting uden nogen som helst grund - bare helt tilfældigt? Som astrofysiker er det nærliggende at tro, at Koestler vil argumentere for determinisme, men på grund af tabet af sin kone, bliver svaret til klassen, at "jeg tror bare, ting sker". Kvantefysikken introducerer både tanken om grundlæggende tilfældigheder på et fysisk - om end meget lille - niveau og erkendelsen af, at der findes grænser for, hvad vi kan vide. Men det forekommer ikke at være det, Koestler mener, når han beskriver tilfældigheder som "en række af meningsløse, men uundgåelige ulykker". Hvis hændelser er uundgåelige, er de ikke tilfældige. Kan de så beskrives som ulykker?

"Knowing" udforsker altså ikke spørgsmålet om, hvorvidt universet er deterministisk eller tilfældigt. Selv om mange mennesker hævder det første, findes der ingen, som virkelig tror det sidste. I stedet for undersøger filmen, om hændelser har en mening eller hensigt. Hvis en hændelse ikke har nogen mærkbar mening, føler vi, at den er tilfældig. Hvis en hændelse derimod har mening i den store sammenhæng, kan vi opleve det som forudbestemt.

Koestlers spørgsmål til klassen sætter deterministiske hændelser op imod de, som opleves meningsløse og tilfældige. Ironien er imidlertid, at hvis determinisme findes, er der ingen hændelser, der har mening, de sker bare. Om hændelserne opleves gode eller dårlige, betydningsfulde eller trivielle er irrelevante, for de er ikke mere en konsekvens af en fysisk proces. Som Richard Dawkins siger i bogen River Out of Eden: "Universet, vi observerer, har nøjagtig de egenskaber, vi forventer at finde der, hvis der ikke er nogen mening eller hensigt, intet ondt eller godt, intet ud over ubarmhjertig ligegyldighed." Da John Koestler opdager, at hans egen familie befinder sig midt i de forudsagte hændelser, forsvinder enhver tvivl om, hvorvidt disse hændelser har en betydning. Det bliver tydeligt, at de er alt andet end tilfældige, og at de sker med en hensigt. Det betyder, at det er forudbestemte hændelser, men det behøver ikke at betyde, at hele universet er fastlåst i et deterministisk mønster. Det kan jo være, at der findes en kraft, som sørger for, at hændelserne sker, men som i sig selv ikke er forudbestemt.

Dette fører os til et andet aspekt, filmen rejser ved determinisme: Findes der en fri vilje? Er vi determineret, så alt, som definerer os, ikke er mere end uundgåelige konsekvenser af det, som tidligere er sket? Er vi ikke mere end et resultat af de genetiske og miljømæssige faktorer, som har formet os siden vi blev undfanget (og naturligvis også før det)? Eller er vi frie aktører, som kan vælge vores handlinger og responser? Hvis vi er fuldstændig determineret, vil mine tanker og opfattelser være lige så forhåndsprogrammerede som mine handlinger. De er ikke mere end elektriske signaler i hjernen, som udløses af fysiske processer, som vi ikke er herre over. Problemet med det er, at vi dermed ikke har muligheden for at tænke meningsfyldte tanker om, hvorvidt disse tanker og opfattelser er sande eller falske; vi har slet og ret ingen mulighed for at tænke anderledes.

Hvis vi virkelig har frihed til at tænke og tro, - hvis man faktisk har evnen til rationelt at veje beviserne i verden op mod hinanden for at komme frem til en konklusion, så er det - i hvert fald teoretisk- muligt, at vi kan finde ud af, hvad der er sandt og rigtigt. Det rejser imidlertid det afgørende spørgsmål om, hvor denne frihed kan komme fra, hvis alt, som findes, er en fysisk verden, som styres af fysiske processer. Virkelig frihed synes kun at være mulig, hvis vi mennesker er skabt til at være fri af en uafhængig, ikke-fysisk aktør uden for vores fysiske verden.

John Koestler befinder sig i en situation, hvor han mærker den stærke spænding, der er mellem determinisme og fri vilje. De skræmmende nøjagtige forudsigelser om kommende katastrofer antyder, at verden er deterministisk - i hvert fald, da Johns forsøg på at afværge en af katastroferne fuldstændig mislykkes. Samtidig har han - ligesom os - en stærk fornemmelse af at have en fri vilje. Han vælger at handle. Han elsker sin søn og vil gøre hvad som helst, for at han skal være tryg. Nicolas Cage siger: "Der er et stærkt følelsesmæssigt sted i filmen, hvor Caleb spørger: "Skal jeg dø nu?", og min karakter siger: "Det vil ikke ske. Jeg vil ikke lade det ske." Han vil gøre hvad som helst for at holde det løfte. Fra det øjeblik handler filmen hovedsageligt om, hvad John kan og må gøre for at holde det løfte."

Et grundlæggende spørgsmål i filmen er, hvordan Lucinda Embry kunne skrive alle disse tal ned som forudsigelser af katastrofer 50 år frem i tiden? I løbet af filmen ser det ud til, at der er to forskellige muligheder. Den første mulighed er, at Lucinda fik informationen af et overnaturligt væsen, som kender fremtiden og hvad, der kommer til at ske. Den anden mulighed er, at hun har fået information af et eller flere væsener fra fremtiden, eller endda uden for tiden i sin helhed. Begge disse muligheder rejser imidlertid spørgsmålet om, hvorfor en ung pige skulle få denne information for at grave den ned i en tidskapsel, som ikke skulle graves op, før der var gået 50 år. Jeg er ikke i stand til at give svaret på det spørgsmål, og flere andre spørgsmål lader filmen stå ubesvarede. Men "Knowing" vil under alle omstændigheder tvinge dig til at reflektere over disse udfordrende filosofiske spørgsmål.

Udover at indeholde temaet om determinisme, fokuserer filmen også på et andet vigtigt tema, særlig sidst i filmen, nemlig spørgsmålet om tro. Vi opdager tidligt i filmen, at John i bedste fald kan kaldes agnostiker. Caleb, som selvfølgelig savner sin mor, har et håb om, at hun nu lever i himmelen, men kæmper samtidig med visheden om, at faderen ikke tror det samme. Da Caleb konfronterer John med det, forsøger han at sno sig udenom ved at hævde, at han aldrig har afvist en himmel, han er bare ikke sikker på, at den findes. Desuden forsikrer han Caleb om, at han kan tro på det, han selv vil. Det er delvis rigtigt og delvis forkert. Det er rigtigt, at Caleb har frihed til at tro på noget andet end faderen, men det underliggende budskab i udsagnet "du kan tro på det, du selv vil" er, at Caleb kan vælge at tro på noget, som giver ham trøst uanset om det er sandt eller ej. Og det er meget problematisk, fordi det, vi tror på - hvis det ikke er determinisme - kun er gyldigt, hvis det faktisk korresponderer med den virkelighed, vi lever i. Hvis det ikke gør det, er det bare ønsketænkning. Det kan virke trøstende i en kort periode, men hvis det ikke er sandt, vil det til syvende og sidst falde i grus. Derudover er Calebs tro problematisk, fordi han ser ud til at have godtaget den vestlige tankegang om, at mennesker vil komme i himmelen, fordi de er gode. Det bibelske syn på det er, at muligheden for at komme til "den nye himmel og den nye jord" er afhængig af vores forhold til Jesus, Guds søn, og hans værk: tro eller afvisning.

Da Johns søster Grace kommer på besøg, viser det sig, at han også har et anstrengt forhold til sine forældre. Vi får ikke oplyst årsagen til det, men Johns far er præst, og problemet ser ud til at være, at de to er uenige om forskellige trosspørgsmål. Grace ser det sådan: "Du kan ikke li' at være søn af en præst." Da hun tilbyder at bede for ham, svarer han: "Nej, lad venligst være med det." Det ser ud til, at John er en typisk rationalistisk videnskabsmand, som ikke bryder sig om det, som ikke kan bevises erfaringsmæssigt. Det, som sker i filmen, ryster imidlertid hans overbevisning og gør ham usikker. Undervejs i efterforskningen af mysteriet om tallene, besøger John og Diana det mobile hjem i skoven, hvor Lucinda engang boede. De opdager, at hun har været meget plaget af angst på grund af det, tallene forudsagde. Udover avisudklip om de forskellige katastrofer, findes der et billede af profeten Ezekiel, som modtager bogrullen af Gud, og dele af visionen, som han ser i Ezekiels Bog kapitel 1. Diana siger, at hendes mor var fuldstændig opslugt af det billede. Bogrullen i Ezekiels Bog 2,9-10 er tydeligvis tænkt som et billede på listen med tal, da de begge indeholder forudsigelser om dommedag.

Filmens konklusion tager fat i Ezekiels vision og tolker den på en måde, som passer inden for rammerne af en science fiction-film, men som samtidig er en stor misforståelse af det, som egentlig siges i denne tekst. Det, profeten så, var et syn af Gud stående på tronen, og han havde svært ved at sætte ord på oplevelsen. Det var et møde, som påvirkede hele hans liv, fordi han bragte Guds ord om dom over Israels folk, som var i eksil i Babylon og havde vendt ryggen til Gud. Det handlede ikke om et møde med rumvæsener i et rumskib. Samtidig fører John Koestlers møde med de hviskende væsner og opdagelsen af deres virkelige identitet frem til, at hans syn forandres. Mødet med dommedag og afslutningen på livet her på jorden og sandsynligvis mødet med Gud gør, at han finder tilbage til troen og genforenes med faderen, som tager hjerteligt imod ham. "Dette er ikke afslutningen, min søn," siger faderen. Den største opdagelse, John har gjort i løbet af filmen, er ikke, hvad tallene betyder, eller hvorfor disse ting sker, men at der findes flere sider af virkeligheden, end vi er klar over. Videnskaben har sine grænser, uden for den har vi den åndelige dimension, som ikke er åben for videnskabelig forskning.

I epilogen ser vi, at Caleb og Abby føres bort fra jorden sammen med de andre "udvalgte" til en ny verden. Om denne verden er et eller andet sted i tid og rum er irrelevant.  Pointen er tydelig: de er de nye Adam og Eva, som nu vil oprette en ny menneskerace. De møder endog livets træ. Det skaber en rørende slutning på filmen, men ud fra et bibelsk syn er der noget her, der ikke stemmer. Det er rigtigt, at der vil komme en ny begyndelse, efter at Gud har dømt verden. Men den nye jord vil ikke blive befolket af mennesker, som er fejlbarlige, og som har en iboende trang til oprør mod Gud. I stedet for vil den bestå af alle dem, som satte deres lid til Jesus Kristus og troede på hans død og opstandelse. Det, han gjorde, bragte ikke bare tilgivelse og en ny begyndelse, men garanterer alle troende en opstandelse fra de døde til en ny eksistens i en perfekt verden, som varer evigt, og som er fri for svagheder, fejltrin og oprør. Dette er en meget lysere fremtid præget af håb, end den, vi møder i filmen "Knowing".

© Tony Watkins/Damaris.no

---