MERE NUANCERET 3'ER
Det fortælles, at C. S. Lewis efter bestselleren Fra Helvedes blækhus blev bedt om at lave en to'er. Han skal have sagt nej med den begrundelse, at det ville være for hårdt endnu engang at leve sig ind i Djævlens måde at tænke på.
Jeg havde det egentlig lidt på samme måde, da jeg tog fat på tredje sæson af "House of Cards". Jeg oplevede de to første sæsoner som en ret ubehagelig omgang. De underholdt godt, men samtidig gjorde de mig til sortseer. Alt blev ligesom fanget i ét blik: magtens blik. Al den menneskelige gøren og laden kunne ses som udtryk for viljen til magt. Og serien var så effektivt skruet sammen, at det var svært at skille tv-serie og virkelighed ad.
Magten får modspil
Tredje sæson er ikke fri for den virkning. Men der er kommet flere farver på. Dét var et hovedproblem med de to første sæsoner: Der manglede et modspil eller en modbevægelse. Magtviljen tog altid sidste stik. Serien forekom kynisk i sit grundanslag. I tredje sæson er der tendenser til, at andre stemmer, andre motiver blander sig i koret. Og desuden synes den rene magtvilje at få sin bekomst. Dens forfaldsside viser sig også.
Måske får vi nuanceringen smidt på bordet allerede i første episode. I en meget stærk scene er hovedpersonen, præsident Francis Underwood, inde i en kirke, og efter en samtale med en biskop beder han om en alenestund ved alteret. Han stiller sig under krucifikset og siger med dyb foragt: "Kærlighed – er det dét, du har at sælge? Jeg køber det ikke …" Og så spytter han på den korsfæstede. Pludselig falder krucifikset ned foran ham og knuses. Man kan se det som en bekræftelse af Underwoods foragt. Man kan også se det som en skjult dom over Underwood.
Magtbryndens bagside
Centralt i tredje sæson står forholdet mellem Francis og hans kone Claire. Dét har hele tiden spillet en vigtig rolle, men her er det, som om netop dét forhold afslører magtbryndens bagside. De kan dybest set ikke engang være sikre på hinanden. Hidtil har det set ud, som om de to har holdt sammen gennem alle op- og nedture, også deres indbyrdes sådanne. Bundet sammen af samme higen efter magt, men dog loyale i denne sammenbundethed. Men nu slår selv denne loyalitet revner. Claire forstår det mere og mere: Hun er dybest set også kun endnu et redskab for hendes mands ene store lidenskab i livet: magt. Francis siger i en skærende klar scene til Claire: "Uden mig er du intet." Selv er han heller intet – uden magt. I en tidligere episode siger han det klart: Uden magt er vi fortabte, uden magt har vi intet.
Claires erkendelse af ægteskabets indre forrådnelse kommer bl.a. ved hjælp af en forfatter, som Francis har inviteret til at skrive en bog om hans store politiske projekt, som en skjult valgreklame. Forfatteren er netop en af seriens spirende modrøster til den rene magtvilje. Han repræsenterer det skarpe blik for bagsiden af medaljen. Han ser, at selv den ubrydelige loyalitet hos præsidentparret findes på den ene parts, Claires, bekostning.
Normalt liv med kone og børn
Underwoods tidligere stabschef Douglas eller Doug, som han kaldes, er en interessant skikkelse. Han var tæt på at dø i slutningen af sæson 2. Han er egentlig færdig, men med enorm stædighed kommer han på fode igen, og på sin egen sindrigt intelligente måde sporer han sig igen ind mod magtens centrum. Doug har en bror, som lever et normalt liv med kone og børn, og som viser Doug stor omsorg og medmenneskelighed i denne tid. Denne bror fungerer som Dougs kontrast, der tydeliggør magtbegærets mørke afgrund. Doug er dybest set som en hund i forhold til Underwood. Han vil gøre hvad som helst for at opnå dennes gunst. Han er et eksempel på magtens forkrøblede efterladenskaber.
Danske Lars Mikkelsen har en betydelig rolle som Ruslands præsident, en slags Putin-variant. Han spiller rollen fortrinligt. Ligesom alle seriens øvrige skuespillere. Sæson 4 kører for tiden hen over skærmen. Jeg venter på boksen. Jeg har fået nok for denne gang. Det er slemt nok at følge den amerikanske nominerings-valgkamp på afstand. Det minder om noget.