• BELLE TV2 | 11-07-20 | kl. 23.45

  • UNDTAGELSEN i biografen

  • Bibelfilmserien THE CHOSEN nu med danske undertekster i app'en

  • FREMAD på dvd/blu-ray

  • SANGKLUBBEN i biografen

  • Dokumentar om FRED RODGERS se nederst i A BEAUTIFUL DAY IN THE NEIGHBORHOOD

Alle anmeldelser - Dokumentar

Honningland

Honeyland

DokumentarDramaFilmstriben.dk
Produktionsår: 2019
Varighed: 87 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Ljubomir StefanovTamara Kotevska,
Medvirkende: Hatidze MuratovaHussein Sam,
Stikord:
 Valg,










Anmeldelse:

Af: Anders Sune Hansen - 02.06.2020



TAG KUN HALVDELEN 

Det første, der slår én, når man ser dokumentarfilmen "Honningland", er de voldsomt smukke billeder af det makedonske landskab set i super-total: de dybe farver, de øde strækninger – det mættede lys. Hurtigt kommer mennesket dog på banen; vores hovedperson, den 55-årige enlige kvinde, Haditze Muratova, der bor alene med sin gamle invalide mor i en forladt og afsides beliggende landsby. Måske er der ikke tale om direkte fattigdom, men alt vidner om et liv på kanten af det mulige – hendes eneste indtægt stammer fra honningen fra vilde bier.

Haditze er i åbningssekvensen på vej hen til et af sine bistader, der befinder sig vidt omkring; dette bistade ligger på siden af et bjerg, og man kan kun komme derhen ved en smal klippeafsats. Kameraet dvæler nu ved, hvordan Haditze omhyggeligt og kyndigt udtager bikagerne for at samle den værdifulde honning op i glas. Vi tolker det straks som: ”Mennesket bruger naturens ressourcer, men på respektfuld vis”, hvilket også kommer til udtryk i det motto, Haditze har i forbindelse med sin biavl: ”Tag den ene halvdel af honningen og giv den anden til bierne” (som føde). Hendes bistader findes også i hulrum i ruinernes mure og i egentlige bistader, der er selvfremstillede. Vi får en fornemmelse af et menneske, der lever i pagt med naturen og forstår den og som derfor er i balance.

Rovdrift mod bæredygtighed
En dag kommer en larmende og kvægavlende nomadefamilie med lastbil og campingvogn til den ellers forladte landsby. De slår sig ned lige ved siden af Haditze. Og snart har Haditze fået lidt selskab; hun leger lystigt med de yngste af familiens syv børn. Faren Hussein Sam bliver interesseret i Haditzes biavl og får et lille antal bier af hende, så han kan begynde for sig selv. En købmand fra byen får nys om Husseins honning og vil gerne købe den af ham. Hussein følger til at begynde Haditzes råd om kun at tage halvdelen af honningen og give bierne den anden halvdel, men da købmanden kommer kørende oftere og oftere og presser på, fristes Hussein til at sælge ham al honningen og ikke lade en halvdel tilbage til bierne. Dette resulterer i, at Husseins bier går til angreb på Haditzes bier, og på det nærmeste udsletter hendes bestand. Hussein og hans familie forlader landsbyen, og Haditze er ladt tilbage uden noget indtjeningsgrundlag, nu da hendes bier er døde. Hun beklager sig til sin mor over at være ugift og uden forsørger, og moren afslører da, at den afdøde far har sagt nej til alle ægteskabstilbud. Oven i alt dette kommer vinteren og den gamle mor dør. Vi forlader Haditze uden at kende hendes videre skæbne, og hun sidder foran sin mors grav og skuer ud i landskabet; hendes stærkt markerede træk og intense blik er man blevet fortrolig med og fascineret af gennem filmen. Nu får man ondt af hende.

Et ødelagt mikrokosmos
Haditze har temperament (hvilket man oplever i de fornøjelige samtaler med moren), men er også mild og livsglad trods de trange kår. I en meget rørende episode ser man, hvordan hun - inden hun skal til en byfest - farver sit hår kastanjebrunt med et mærkevareprodukt, som hun har købt, selvom hun egentlig syntes, det var for dyrt. Det er gribende, hvordan denne kvinde mærket af det fattige og hårde liv stadig har en pæn portion forfængelighed og livsvilje; ”man vil gerne se godt ud,” siger hun.

Hovedtemaet er ifølge instruktøren Tamara Rotevska den moderne konsumerisme, og vi ser tydeligt, hvordan den ødelægger et liv, der ellers er i balance med sig selv og naturen; Hussein og den griske købmand forstår ikke naturens mekanismer - eller skønhed, og de forlader et ødelagt mikrokosmos, hvor Haditze sidder hjælpeløst tilbage.

Tamara Rotevska har haft som krav, at handlingen skal være forståelig alene ud fra billederne, og det lykkes da også at skabe en overordentlig smuk billedfortælling. Gennem talen får man så fat på de mere detaljerede sammenhænge.

Konstruktion eller virkelighed?
Dokumentaren bruger den objektive fluen-på-væggen-metode, hvilket vil sige, at personerne hverken bliver interviewede eller forstyrrede i deres gøremål; vi er tavse tilskuere til et stykke virkelighedsdrama. Kameraarbejdet er dejligt varieret med både håndholdt og fast optagelse og beskæringen går fra den helt store super-total og helt ned i det dvælende og undersøgende nærbillede. Meget overbevisende bruges dette greb til at skabe nogle billeder af stor skønhed og (med-)menneskelighed.

Man har fornemmelsen af, at handlingen strækker sig over ca. et halvt år, men filmen er klippet sammen af 400 timers råfilm, og optagelserne har stået på gennem 3 år. Det er som om, instruktøren har villet skabe en illusion om en mere fortættet historie, der løber over nogle få måneder, hvilket modsiger den dokumentariske art. Er denne dokumentar delvist konstrueret? Påfaldende er det jo, at det afgørende øjeblik, hvor nomadefamilien dukker op i udkanten af byen tilfældigvis bliver filmet. Det er også lidt mærkeligt, at Haditze har det samme tøj på gennem hele filmen – måske er alt ikke uberørt og den skinbarlige virkelighed; noget er måske konstrueret? Men denne usikkerhed gør ikke filmen mindre interessant eller smuk.

Kan ses på blockbuster.dk og Google Film.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer