Hvis den tyrkiske film "Honning" kommer på dvd, kan jeg forestille mig, at den kan indgå i en pakke, som gives til folk, der forbereder sig til en tjeneste som missionær i Tyrkiet. Filmens beskrivelser af de tyrkiske samfund passer meget godt ind i det, jeg har oplevet, når jeg som missionssekretær i Luthersk Mission har rejst i Tyrkiet.
Filmen er absolut seværdig, og der går et stykke tid, før den kommer ud af min bevidsthed. Den kan være en brik, der er med til at give et billede af Tyrkiet. Landet er for stort til, at man kan tegne ét billede, der beskriver hele landet, men filmen kan levere et væsentligt bidrag.
"Honning" har fået meget flotte anmeldelser i de danske aviser, og i februar 2010 vandt den Guldbjørn-filmprisen på Berlin Film Festival. Det er en poetisk film om den seksårige Yusuf og hans hjemmeliv og det første skoleår, hvor en begyndende stammen lægger bånd på hans udvikling i forhold til klassekammeraterne. Yusuf elsker at gå med sin far, som er biavler, på arbejde inde i den spændende skov, men en dag kommer faderen ikke hjem, og drengen isolerer sig.
"Honning" giver et meget realistisk billede af et tyrkisk landsbymiljø - et eller andet sted i et bjergrigt, skovklædt område. Det er en meget intens - og meget smuk film, hvor kameraet hele tiden er utrolig tæt på både ansigter og situationer. Hvis man forestiller sig en akse med action på den ene side, befinder "Honning" sig på den diametralt modsatte side.
Sådan, som det ofte er i Tyrkiet, er religionen til stede, men den fylder ikke hele livet. Man ser, at personerne er muslimer - der lyder kald til bøn fra minareten, og man ser faren bede - men jeg tror egentlig ikke, at den almindelige dansker lægger særligt mærke til det.
Set ud fra et kristent perspektiv tegner filmen en melankolsk håbløshed. Den viser, at islam ikke kan skabe håb for mennesker. Man kan ikke lade være med at sidde og tænke på, hvad det er for en fremtid, der er, for mor og søn i det samfund, efter at faderen ikke kommer hjem.
Kilde: Tro & Mission nr. 17/2010