THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
TROVÆRDIG FILMSERIE
Jeg fik første sæson af "Homeland" i fødselsdagsgave af børnene. En af HBO's mange successerier. Den lå og samlede lidt støv, inden fruen og jeg kom i gang med den. Men efter første afsnit var alt støv blæst af i løbet af ingen tid. Vi åd første sæson, som man æder en pose chips. Og næste med. Og næste og næste. Indtil videre fire sæsoner. Helt umuligt at vente på femte sæson. Som måske, måske ikke er den sidste.
Serien er forrygende. Det bedste, jeg har set af slagsen. Jeg hører heller ikke til de meste hardcore serie-ædere endnu. Det er en lidt ny verden for mig. "Breaking Bad" er indtil videre min mest omfattende erfaring. Den var til gengæld også fuldstændig forrygende. Men det er "Homeland" altså efter undertegnedes mening ikke mindre.
På sin vis kan de minde lidt om hinanden. I hvert fald i plottets evne til hele tiden at finde nye overraskende spor, som bliver ved med at holde seeren i en skruestik. Med "Homeland" er det dog sådan, at den lander sin første historie med tredje sæson. I fjerde sæson begynder det delvis forfra med et nyt plot.
Første sæson drejer sig kort fortalt – og uden at afsløre for meget – om den i mange år formodet afdøde amerikanske soldat Brody, som pludselig findes i live. Han har været i fangenskab hos en Al Qaeda-lignende gruppe. En kvindelig CIA-agent er imidlertid skeptisk og mener, at den genfundne soldat er plantet af Al Qaeda.
Historien udvikler sig med fabelagtigt spændende forviklinger, som involverer både personlige og storpolitiske forhold.
Hvert afsnit har kvaliteter som de bedste spillefilm. Skuespillet er helt i top. Den lange serie - tolv afsnit á en lille times tid i hver sæson - giver ro til at udvikle personerne og lægge troværdige nye lag på hele tiden.
I det hele taget afvikles det hele med overbevisende troværdighed. Kun ganske få gange er der antydninger af noget, man finder det svært helt at tro på. I en spillefilm af et par timers varighed med samme historie, ville man som regel være nødt til at lave nogle kortslutninger for at nå til vejs ende. Som seere godtager vi præmissen og accepterer som regel urimelighederne, hvis de ikke er for åbenlyse. Når man ser sådan en serie, opdager man, hvor meget mere troværdigt en sådan historie kan fortælles, hvis den bare har tid nok.
På sin vis fungerer opslugtheden på samme måde, som da Charles Dickens eller Victor Hugo i 1800-tallet udgav deres store romaner i mindre føljetoner, som blev revet væk af læserne, fordi de var skrevet med samme sans for cliffhangere og stadigt nye spor i historien. Følger man en serie som "Homeland" fra uge til uge, er det utvivlsomt det samme, der er på spil, og kvaliteten er egentlig tæt på at være den samme.
Og dog kan jeg ikke helt befri mig fra tanken om, at der er en forskel. Jeg spørger mig selv, om ikke film-mediet alligevel indbyder til en form for åndelig dovenskab sammenlignet med læsningen af det, der blev til verdenslitteratur? Film kan jo i den grad noget, bogen ikke kan. Film kan forføre på en meget direkte og voldsom måde, i kraft af kombinationen af ord, billeder og musik. Når man læser, skal man selv sætte billeder og lyd på. Og man skal tygge sig gennem side efter side med en hastighed langt under filmmediets. Det vil også sige med en langsomhed, der indbyder til langt mere refleksion. Tankerne sættes meget mere i spil ved læsningen.
Jeg sidder selv i glashus, for jeg ser sådan en serie med allerstørste nydelse. Men jeg tænker af samme grund, om jeg kunne blive forfalden og hengive mig til de mange, endnu usete (juhu) kvalitetsserier fra HBO og lige så stille lægge læsningen af den gode litteratur lidt på hylden. Som det i hvert fald er sket nu i den periode, hvor vi har været i gang med "Homeland".
Jeg var så godt nok i gang med femte sæson af "Kampen om tronen"/"Game of Thrones". Endnu en gigantisk HBO-succes, baseret på bøgerne af samme navn. Så hvad er bedst – at læse den eller se den? (Jeg er lige ved at tro, at den kan være bedre at se, for bogen har så ufatteligt mange historier kørende, at jeg selv efter fem alenlange bind har svært ved at holde fast i trådene og af samme grund overvejer, om jeg gider fuldføre læsningen, om end det alt sammen er svært underholdende. Det er altid ulige lettere at følge forskellige spor, når man får billeder på. Jeg hører dog hårdnakkede rygter om – og tror det gerne ud fra læsningen – at der i tv-serien er særdeles meget utilsløret nøgenhed og vold, så måske er læsningen trods alt bedre …)
PS. Jeg glemte næsten at nævne fjerde sæson af "Homeland". Den holder indtil videre ikke helt mål med de første tre sæsoner. Måske var plottet bare så uimodståelig godt i dem, at der skal meget til for at kunne gøre det igen. Eller også løfter den sig bare til nye, svimlende højder i en ny sæson. I hvert fald var fjerde sæson en anelse ufokuseret. Men havde det nu være første sæson i en helt ny serie, havde vi såmænd nok været helt solgt.
Gemmer din stemme...
