SELVOFRINGEN TAGER OVERHÅND
Den autodidakte sønderjyske filminstruktør Frelle Petersen har lavet den tredje film med afsæt i den sønderjyske hverdag og med helt igennem sønderjysk sprog. Og igen en film som de to første – Onkel og Resten af livet - med en meget dæmpet hverdagstone fra først til sidst. En historie uden det mindste dram.
Det hele starter lyst og håbefuldt. Med mor Sofie og datter Clara. Man bliver hurtigt klar over, at Sofie er fraskilt, men hun har tydeligvis et fornuftigt forhold til sin tidligere mand og gode aftaler om fordeling af datteren.
Nyt arbejde, nye udfordringer
Sofie giver sig i kast med et nyt arbejde, som social- og sundhedsassistent i et plejehjem, og man mærker, at hun bestræber sig på at gøre det bedst muligt. Hun er villig til at tage mere på sig, end hun formelt set er nødt til, og det udnyttes i en situation, hvor der er underskud af ansatte.
Sofie ofrer sig, og hun bliver mere og mere ramt af selvofringen. Hendes ønske om at være sød, hjælpsom og god mod alle medfører hurtigt anstrengende overarbejde. Og samtidig har hun svært ved at møde det, man også altid vil løbe ind i, skeptiske, kritiske patienter eller en konstant negativ datter af en af patienterne.
Hendes datter får mindre opmærksomhed fra sin mor og trækker sig mere hen mod far. Og ensomheden og livstomheden banker mere og mere på i Sofies liv. Hendes søde, venlige hjælpsomhed erstattes efterhånden af en mere kontant attitude, helt nødvendigt for at kunne overleve, men også nedbrydende for den stilfærdige livsglæde. Og hun må efterhånden trække stikket ud og tage en pause.
Fokus på det gode man gør
En af hendes meget kontante, gode kolleger siger på et tidspunkt til hende: Hav altid blik for alt det gode, du har gjort - som et modsvar til Sofies altid selvkritiske følelse af ikke at leve op til det, hun synes, hun burde leve op til. Langsomt, uudtalt går det op for Sofie, at kollegaen har ret, og til allersidst genopstår et forsigtigt håb, helt konkret i form af et øjebliks bevægende, stilfærdig-varm genforening af mor og datter.
Filmen er som sagt fra først til sidst totalt udramatisk, fuldstændig jordnær, genkendelig, jævn og almindelig. Efter sigende er flere af skuespillerne helt uden skuespillererfaring, taget lige ud af det almindelige sønderjyske hverdagsrum. Man savner ikke et øjeblik mere professionelle skuespillere. Selvom hovedpersonen, Sofie, leveres af skuespiller Jette Søndergaard, også sønderjyde, yderst professionelt i den meget jordnære, hverdagslige rolle.
Jeg indrømmer, at filmen for mig blev så stilfærdig udramatisk, at jeg periodisk kedede mig en smule undervejs. Men det hører med, at den i al stilfærdighed lander med en fin, menneskeklog, realistisk håbefuldhed, som samlet set giver den en streg opad. Det helt simpelt menneskeligt kloge anliggende kan godt have mere at give fra sig end stærke dramaer, der med forte fortissimo råber løgn og sandhed ud.
Og så venter jeg spændt på, hvad Frelle Petersen kan finde på fremover, måske ligefrem udenfor Sønderjylland ...