Kan man forestille sig, at en film, hvis dramatiske højdepunkt er en kamelmors accept af sit føl, er værd at se? Nej, vel. Ikke desto mindre er det tilfældet med "Historien om den grædende kamel".
Vi er vel omtrent så langt fra Hollywood, som vi kan komme med denne film. Også rent geografisk. Vi befinder os i Gobiørkenen blandt mongolske nomader. På denne enorme højslette med smukke bjerge i synsranden lever en familie med sine kameler og får. Filmen fører os uden dramatiske effekter ind i en tilværelse, som er så anderledes end alt, hvad vi ellers kender, at alene dét er dybt fascinerende. Man får på stedet lyst til at tage første fly til – ja, hvorhen tager man fly til, hvis man vil finde disse nomader i Gobiørkenen? Det føles, som om de lever på en anden planet.
Selvom det samtidig antydes, at også denne familie befinder sig i et mærkeligt rum mellem fortid og nutid. I filmens slutscene har familien fået tv. Et næsten ildevarslende billede på modernitetens kvælertag på de sidste rester af en tid og en levemåde befriet for vor tids uendelige informationsstrøm med deraf følgende rastløshed og stress.
Det er den store ro og stilhed, der præger historien og billederne. Der sker meget lidt og siges meget lidt. Filmen tager sig tid. Vi får lange nærbilleder af kamelansigter. Hvem skulle have troet, at et kamelansigt kunne rumme så meget personlighed.
Historiens dramatiske omdrejningspunkt gælder som nævnt kamelmoderen, som ikke vil acceptere sit føl. Familien griber, efter flere forgæves forsøg på selv at løse problemet, til sidste udvej: Der tilkaldes en musiker, som skal spille for kamelen. Og minsandten om ikke det lykkes: mor og barn forenes. Endog med tårer i moderens ansigt. Kamelen græder. Og det er lige før, vi også gør det.
Umådelig simpelt og enkelt er det hele. Og umådelig smukt og stærkt at se på.
Filmen har vundet en række filmpriser og var også Oscar-nomineret.