THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
HVOR FINDER JEG EN NÅDIG GUD – OG ET TÅLELIGT LIV?
Anden sæsons første afsnit af "Herrens veje" efterlod os fornærmende tæt på kanten af det acceptable for en dansk TV-serie. De seneste fire afsnit (2-5) er samlet set på et niveau, der bestemt retfærdiggør seriens berettigelse. Særligt afsnit tre var af høj kvalitet, hvor Lars Mikkelsen storspiller på absolut højeste niveau.
Alle afsnittene forsøger at fordele sendetiden mellem de bærende karakterer. Det giver en fin dynamik i fortællingen, men også uundgåeligt en større overfladiskhed, da man ikke dvæler ved dramaet i de enkelte skæbner. Visse dele kunne godt bære mere plads, fx da de skåler for August under julemiddagen. Hvorfor hviler de ikke lidt i den stemning? Eller i samtalerne mellem Johannes og Elisabeth eller Christians refleksioner over sin splittelse mellem succes og mangel på autenticitet.
Emilies sorg
Til gengæld fylder Emilies sorg meget, når man tænker på, hvor uinteressant den er formidlet. Hun skal agere den kyniske naturalist, der forsøger at behandle sin sorg med sin egen rationalitet, som godt ved, at August bare er pist væk. Til gengæld kan hun så ikke få sig selv til at begå aktiv dødshjælp for Ellen, selvom både Ellen og hendes søn virkelig ønsker det. Emilie forsøger først at dulme sin sorg med et hurtigt knald med en sygeplejerske, men det er først, da relationen til psykiateren Daniel udvikler sig, at noget begynder at virke forløst. Da Daniel endelig er hjemme ved Emilie, går hun lidt i panik over, at han ser et billede af August, og hun er ved at ødelægge situationen. "Det er bare August, der ikke vil flytte sig," svarer hun, da Daniel spørger, hvad der er galt. "Men August må godt være her, han skal bare holde en lille smule afstand," svarer Daniel livsklogt. Den rummelighed ser ud til at lindre de indre brud hos Emilie.
Elisabeth og Johannes er begyndt at nærme sig hinanden efter nogle heftige afsnit. Elisabeth har været utro med en fra sorggruppen, fordi Johannes ikke begærer hende. Da hun fortæller om utroskaben går Johannes i panik, men skænderiet ender faktisk med, at Johannes tager sin skyld på sig og bekender, at August "døde, og det er min skyld". Igen er skuespillet leveret eminent af Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen, der får hele rummet til at sitre af intensitet. Det er simpelthen mesterligt og en sjældent set bedrift i dansk TV.
Mennesket skal forsones, ikke Gud
Johannes er vred på Gud, og han føler sig forladt. Svend har spottet det og konfronterer ham med det. "Han passede ikke på min søn," siger Johannes med sydende vrede og påpeger, at der måske i sidste ende ikke er nogen, der lytter til hans bøn. Skarp ærlighed, men samtidig er det også bagtæppet for et teologisk problem, som serien har. At det egentlig er mennesket, der skal forsones, ikke Gud. Når menneskene i "Herrens Veje" overkommer kriser, så skyldes det ikke en styrke i deres tro – eller rettere: den Gud, de tror på – det skyldes en indre kraft og ærgerrighed, som faktisk virker på trods af troen. Da Johannes læser Augusts efterladte prædikener, ser han August i en vision, hvor Johannes får sagt undskyld – og bliver tilgivet. Naturligvis skal tilgivelse også finde sted mellem mennesker. Men i "Herrens Veje" er Gud stort set skrevet ud af ligningen (Svends skriftemål i slutningen af afsnit fem er måske en undtagelse).
Christian væmmes intenst over sin succes som coach og iværksætter. Selvom han er glad for Amira og hendes datter Safya, så tynges han af kommercialiseringen af det budskab, han føler, har sat ham fri – og det påvirker hans forhold til Amira, der jo er hans CEO. "Open Mind" er for Christian mere end smarte replikker, det er vejen til mere ærlighed og ægthed. Det er tydeligt nok, at Christians tro/livstolkning er i tættest kontakt med generel dansk spiritualitet, men serien får plus for ikke at romantisere denne livstilgang. Christian er på ingen måde fri fra anfægtelser og frustrationer, blot fordi han har nogle buddhistiske grundsætninger, han kan fabulere over.
Mange gode scener, som vi kan spejle os i
"Herrens Veje" var ved at gå i sig selv, men nu hvor sorgen og tvivlen fylder seriens indhold, er der mange gode scener og flere spændende snakke. Der dvæles for lidt ved de enkelte scener og historier, men til gengæld virker serien til at have fundet et leje, hvorfra der kan tales om vigtige ting på en måde, så almindelige mennesker kan spejle sig i karaktererne. Det har vi længe haft brug for. Jeg går derfor forventningsfuld ind til sidste halvdel, hvor serien skal afsluttes. Der er stadig mange åbne ender, som jeg ser frem til at få bundet – i fokus må være et endeligt opgør imellem de resterende medlemmer af familien Krogh. Forhåbentlig med forsoning til følge.
Gemmer din stemme...
