• TEMA familiefilm fra 11 år fx den kristne FAMILY CAMP

  • INDERST INDE 2 i biografen

  • ORDINARY ANGELS på VOD, fx Blockbuster.dk

  • FILM MED STIKORDET FODBOLD fx SOMMEREN '92

  • FULD AF KÆRLIGHED i biografen - den 4. mest sete danske film i 2024

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Hammarskjöld

Som FN's generalsekretær havde Dag Hammarskjöld en overbevisning om afkolonialisering af Afrika. Hans vision stoppede brat, da han omkom i en flyulykke i 1961.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaThriller
Produktionsår: 2023
Varighed: 114 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Per Fly,
Medvirkende: Mikael PersbrandtThure LindhardtCaspar Phillipson,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 26.04.2024



VISION OM AFKOLONIALISERING 

FNs generalsekretær fra 1953 til 1961 var svenskeren Dag Hammarskjöld. Han stoppede brat i 1961, da han styrtede ned med et fly i det, der dengang hed Nordrhodesia, i dag Zambia.

Efter hans død fandt hans personlige assistent en bunke notater, Hammarskjöld havde skrevet gennem årene. Nu lå de klar som et manuskript med en tilkendegivelse fra Hammarskjöld om, at de gerne måtte udgives. Indholdet overraskede meget. Der var en markant religiøs-kristen grundtone i det. Uden forventning om salg nøjedes man med 500 eksemplarer i første oplag af bogen Vejmærker. Bestyrtede, forargede reaktioner på denne ukendte side af Hammarskjöld kom prompte fra ledende svenskere. Bl.a. den svenske statsminister, Tage Erlander, som i sin dagbog skrev: "Dag Hammarskjölds bog har skræmt mig. Hvor var han på vej hen?”

Ja, hvor var han på vej hen?
Den danske instruktør Per Fly, som bl.a. har lavet den seværdige trilogi, Bænken, Arven og Drabet, om det danske klassesamfunds tre grupper, fattige, rige og middelklasse, har lavet en film om Hammarskjölds sidste års tid, en tid hvor han vel ikke havde nogen anelse om, at vejen førte ham ud af denne verden.

Vejen handlede om Hammarskjölds overbevisning om afkolonialiseringen af Afrika, konkret afkolonialiseringen af Congo, som havde været under belgisk styre, og i en provins i Congo, Katanga, var der stadig belgiske markante kræfter på spil. De fik opbremset afkolonialiseringen med stærkt voldelige handlinger.

Hammarskjöld tog fat i det på en måde, som gjorde ham temmelig upopulær for en række dominerende stemmer i FN, ikke mindst Sovjetunionen. Men han fastholdt sit anliggende, og det endte med døden i flystyrtet, som i mange år officielt blev anset for at være flypilotens fejl, men i de seneste år er det kommet frem, at der sandsynligvis var tale om en nedskydning.

Per Fly leverer denne historie med stor sikkerhed, flotte scener og den store svenske skuespiller, Mikael Persbrandt velspillende i hovedrollen. Men filmen mangler alligevel lidt dybde, tyngde og nuance. Den bevæger sig lidt for meget i en form for ensidig, overskriftsfremstilling.

Homoseksualitet som fiktion
Forsøget på at give den menneskelig dybde bringes i spil med en sidehistorie, der handler om en homoseksuel forfatter, Peter Levin, som Hammarskjöld har været venner med fra ungdommen, og som han nu møder igen, og dermed genvækkes så småt hans egne homoseksuelle følelser. Alt sammen ren fiktion. Der er ingen konkret viden om noget sådant hos Hammarskjöld. Det er ren og skær gætværk ud fra hans singleliv og ting, han skrev i Vejmærker, som handlede om ensomhed og længsel. Men vel at mærke i bogen ikke så meget som en kvart sætning i retning af homoseksualitetens længsel. Kort sagt: Det lugter alt for meget af det evindelige nutidige behov for fremhævelse af homoseksualitetens største selvfølgelighed.

Filmen lader indimellem Hammarskjöld sidde i nattetimerne med sit eftertænksomme skriveri, men sjovt nok gives der næsten ingen plads til den trosmæssige dimension. Kun til allersidst får vi gudsdimensionen i en halv sætning. Man får næsten fornemmelsen af, at Per Fly stadig er på linje med reaktionerne, da Vejmærker udkom første gang. Som en anmelder i en svensk avis skrev: "Det var da heldigt, at han døde, inden han blev gal … Troede han, at han var Kristus?"

Nej, det gjorde han nok ikke. Anmelderen har øjensynlig ikke fattet troens særlige livsindsigt. Hammarskjöld så med stor selvindsigt den vitale forskel mellem Gud og mennesker: "at Gud skal have tid til dig, anser du sikkert for lige så indlysende, som at du ikke har tid til Gud” (Vejmærker). Denne dybereliggende tone kunne have været stærk at få med i filmen.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer