• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Biografi/baseret på virkelig historie

Guernseys litterære kartoffeltærteklub

The Guernsey Literary and Potato Peel Pie Society

Den berømte forfatter Juliet Ashton besøger i 1946 kanaløen Guernsey for at lave en artikel om en læseklub. Hun får meget mere, end hun kommer efter. Det ender med en hel bog, som dog ikke kan udgives.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaRomanceTEMA Anden verdenskrig
Produktionsår: 2018
Varighed: 124 min.
Censur: 11 år
Instruktør: Mike Newell,
Medvirkende: Lily JamesJessica Brown FindlayTom CourtenayMichiel Huisman,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 28.09.2018



FÆLLESSKABET OM BØGERNE BLEV ET FRISTED 

Juliet Ashton (Lily James, kendt fra "Downton Abbey") er i 1946 en berømt forfatter i London. Hun bevæger sig i de øverste sociale lag og er kæreste med den amerikansk diplomat, Mark Reynolds, der overøser hende med blomster. Hendes forlægger presser på for at få hende til at flytte til noget bedre, for bøgerne har gjort hende velhavende.

Juliet modtager mange breve fra fans. En dag får hun brev fra gårdejer Dawson Adams (Michiel Huisman) fra den britiske kanalø Guernsey. Han fortæller om en læseklub, de har på øen. De udveksler flere breve, og Juliet bliver nysgerrig. Da hun skal lave en avisartikel om bøger, tager hun til Guernsey i håb om at skrive om klubben.

Guernsey var besat
Ved krigens begyndelse besluttede Churchill, at England ikke skulle forsvare Guernsey og de andre kanaløer. Det betød, at tyskerne bombede øerne 28. juni 1940 og indtog dem uden modstand. Inden da bliver en stor del af Guernseys indbyggere blev evakueret til England. Tyskerne beslaglægger alle grise som proviant til de tyske tropper. Så de lokale bønder må derfor nøjes med at dyrke kartofler. Da en gruppe efter en hemmelig fest bliver taget af tyskerne, opfinder de en læseklub som undskyldning for at mødes. Ved festen serverede en af deltagerne en selvopfunden kartoffeltærte uden smør og mel. Kun kartofler og skræller. Deraf navnet Guernseys litterære kartoffeltærteklub, som viser sig så livskraftig, at den fortsætter efter krigen.

Juliet kommer langsomt ind på livet af øboerne. Læseklubbens medlemmer er meget lukkede. Der er bl.a. flere forhold, som ingen ønsker frem i lyset. Juliet får klar besked om, at hun ikke må skrive om dem. Langsomt kommer hun ind bag facaden. Hun begynder at ane en både forfærdelig og smuk historie, og hun er endda i stand til at hjælpe dem til en opklaring at et af deres tunge spørgsmål. Flere personer har skyldfølelse over noget, de synes, de burde have forhindret andre i at gøre.

Kærlighed lige efter bogen
Filmen er helt klassisk med et par, der omsider finder ud af, at det nok alligevel ikke skal være dem, for de ser helt forskelligt på, hvad der giver livet værdi. Og ja, Juliet bliver forelsket i bonden Dawson, som er helt nede på jorden. Hos ham kan man holde en gris i favnen og være med til en kalvefødsel. Som tilskuere er vi ikke i tvivl om, hvordan det vil ende med de to, og alligevel er det lige ved at gå galt til sidst. Det er en romantisk film, men den vil mere end det.

Filmen bygger på en bog med samme titel, som er baseret på virkelige hændelser. Den har mange flotte naturscener, og man bliver klogere på, hvordan det var på kanaløerne under anden verdenskrig. I modsætning til englænderne hjemme på hovedøen, måtte de leve side om side med tyskerne under hele krigen.

En nydelse at se filmen
Lily James spiller hovedrollen som Juliet lige så fremragende, som Michiel Huisman spiller Dawson. Læseklubben er et sammenrend af personer med hver sit originale særpræg. Det giver plads til en del stilfærdig humor. Der er lidt Babettes gæstebud over det hemmelige festmåltid med sprød svær og hjemmebrygget spiritus.

I filmen er der mange citater fra bøger. Læseklubben opdager, at bøger kan være et fristed. Selve fællesskabet - det at være noget for hinanden - giver mening. Den kristne tro er nænsomt flettet ind i nogle af scenerne. Og hæng endelig på til sidst. Fortællingen er ikke slut, når rulleteksterne begynder.

Filmen er kommet på dvd.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.2 af 6. 16 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Jane, 19-08-22 15:56:
Skøn film… må fortælle alle at den skal ses. Husk, som skrevet, endelig at hænge på under rulleteksterne.
Merethe, 13-04-22 21:42:
Fantastisk film.
Lizette, 03-05-20 22:50:
Filmen går lige i hjertet. Som at møde sin familie. En glædelig lettelse af kreativitet og fordybelse. Jeg får lyst til at rejse hjem.
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer