Gud lever. Han bor i Bruxelles. Han er en rigtig skiderik, indebrændt og tvær over for sin kone og datter. Disse overraskende påstande åbner den surrealistiske komedie Det spritnye testamente.
I Bruce den almægtige (2003) møder vi Gud som en hyggelig, men myndig bedstefar, der både er god, almægtig og alvidende. Her er der altså mange træk fra det kristne gudsbillede.
Avatar (2009) tegner et nyreligiøst gudsbillede i skildringen af livskraften Eywah - i stil med The Force i Star Wars: The Force Awakens (2015).
I Thor (2011) møder vi guderne fra den nordiske mytologi, uforudsigelige og voldelige.
Filmene Exodus: Gods and Kings og Noa (begge 2014) er baseret på Bibelen, men skaber usikkerhed om Guds godhed.
Med stor overbevisning formidler "Det spritnye testamente" et helt nyt gudsbillede. Gud er ikke længere løsningen, han er blevet selve problemet. Han er ond og hjerteløs og har skabt menneskene for at blive underholdt med krig og katastrofer. Naturlovene er lavet for at forårsage maksimal ulykke. Gud repræsenterer det, vi foragter: Han er egoist, kvindeundertrykker, børnemishandler og sadist, - og er én, som forholder sig til verden via sin computer.
Oprør det eneste rigtige
Det siger sig selv, at i mødet med en sådan Gud kan mennesket kun ved at gøre oprør have et håb om lykke. Når Gud kommer til vor verden - på jagt efter sin 10-årige datter Ea, der har saboteret hans computerprogram - bliver han da også helt fortjent klynget op og straffet.
Hvordan skal vi så møde dette gudsbillede? For kristne kan filmens fremstilling af Gud i første omgang opleves som stødende. Men hvis vi vurderer indholdet nærmere, ser vi, at denne religiøse satire ikke rammer kristen tro med sin religionskritik. Det er ikke Bibelens Gud, som kritiseres, men et vrangbillede. Udfordringen i dag er imidlertid, at netop sådanne karikaturer spredes af ny-ateismens talsmænd, noget som hverken hjælper til forståelse eller til kritisk tankegang.
Vi bør også mærke os, at filmen ikke indeholder et bredt angreb på kristen tro. Den bekræfter derimod mange kristne værdier som retfærdighed, kærlighed, respekt, kamp mod uretfærdighed, omsorg for de lidende og undertrykte.
Selv Jesus har en positiv rolle i filmen. Han er med på at sabotere sin far og foreslår Ea at drage ud og finde seks apostle mere og så skrive et helt nyt - og bedre - testamente.
Ikke engang Gud var tilfreds med den forrige bog. Han ville have foretrukket, at have skrevet "Du skal hade din næste som dig selv."
Banalt budskab, radikale konsekvenser
Hvad er så indholdet i "Det spritnye testamente", som skal skrives? Kun lidt. Budskabet illustreres gennem det, Ea gør for sine seks nye apostle. Hun hjælper dem med at bryde ud af det, som holder dem nede - enten det er handicap, ensomhed, porno eller lav selvfølelse. Så derfor må man opdage sin egen "indre musik" og følge sin egen længsel, hvad enten man længes efter at opdage verden, finde kærligheden til mennesker og dyr (!) eller at skifte køn. Budskabet er dermed banalt, men med radikale konsekvenser.
Det er altid en udfordring at kritisere satirer. Selve genren er jo en slags humor. Bliver det så ikke latterligt at tage filmens budskab alvorlig? Nej, for heller ikke humoristiske film er udelukkende underholdende. De formidler også værdier, holdninger og meninger. Samtidig bringer en film som denne store spørgsmål på bane: Findes Gud? Er Gud god? Er livet forudbestemt? Hvordan bliver jeg lykkelig? Hvad sker der efter døden? Disse spørgsmål fortjener så absolut at tages alvorligt.
Men filmens "nye evangelium" er det derimod vanskelig at tage alvorlig. Hvem kan tro på reklameindustriens mantra om, at det "at følge sin længsel" er løsningen på alle vores problemer?
Følgende citat fra filmen Min lejlighed i Paris (2014) er meget nærmere sandheden: "Hver gang nogen følger sit hjerte, knuser de en andens."
"Det spritnye testamente" - om at følge sin længsel - er efter min mening problemet - og et ypperligt tema for en satire. Bibelens Gud er derimod løsningen.
Kilde: Kulturvinduet.no