• DUNE: DEL 2 i biografen

  • Thomas Vinterberg laver miniserie om BRØDRENE LØVEHJERTE

  • SOUND OF FREEDOM nu på dvd og blu-ray med danske undertekster. Kan købes hos cdon.dk

  • BIRTHRIGHT OUTLAW på VOD, fx på Blockbuster.dk

  • Bedste film ved Oscar-uddelingen blev OPPENHEIMER

  • GOLDA nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • Bodilprisen 2024: BASTARDEN er bedste film på dvd og blu-ray

  • HOBBITTEN-filmene udgår fra Filmstriben.dk 31-3

Alle anmeldelser - Action

Gringo

En actionkomedie med David Oyelowo. Filmen har både alvor og en god del humor, og handler om en mand, der i Mexico ender i kløerne på en narkobaron. God underholdning.

ActionKomedie
Produktionsår: 2018
Varighed: 111 min.
Censur: 15 år
Instruktør: Nash Edgerton,
Medvirkende: Joel EdgertonCharlize TheronDavid OyelowoAmanda Seyfried,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen - 21.09.2018



EN GODTROENDE MAND VÅGNER OP 

"Jeg blev forbundet med mere seriøse roller, og det var roller, jeg elskede at spille, men jeg har også en fjollet side, og jeg var absolut på udkig efter noget lidt lettere." Sådan forklarer David Oyelowo om baggrunden for, at han dukkede op som Harold i action-komedien "Gringo". Vi kender ham blandt andet fra Selma, hvor han havde hovedrollen som Martin Luther King, og fra Queen of Katwe, Kærlighed kender ingen grænser og Niceville.

Det hele smuldrer
Harold er en stræbsom og lidt naiv ung mand, der er immigreret fra Nigeria til USA for at skabe sig en karriere og blive rig. Det vil han gøre ved at følge sin fars råd om at være ærlig og arbejde hårdt. I filmens begyndelse er han tilsyneladende godt på vej. Han elsker sin kone, har et dejligt hjem og et job som bogholder i et medicinalfirma, hvor hans ven er direktør. Firmaet står overfor lanceringen af et meget lovende produkt. Harold får til opgave af løse nogle problemer i forbindelse med et laboratorium i Mexico.

Men så begynder det hele at smuldre. Han er tæt på personlig konkurs, konen skrider og vennen er en skurk. Han ender i kløerne på den mexicanske narkobaron Black Panter. Men på et tidspunkt vågner han op og tager selv initiativer.

Karikerende uden af være plat
Flere handlingsspor snor sig ind imellem hinanden, men selv om det bliver ret kompliceret, lykkes det manuskriptforfatter og instruktør at fastholde fortællingen, så vi er med hele vejen. På mange måder er det en mørk film om en godtroende mand, som det går galt for, fordi han lander mellem onde mennesker. Men det er også en film om udviklingen hos en mand, der vokser i selvtillid og modenhed. Og så er det en film med mange virkelig morsomme og velplacerede indfald. Humoren og alvoren går fint hånd i hånd.

Det hører ofte med til genren, at personerne får en snert af karikatur. I nogle film kammer det over i plathed. Det sker ikke her. Instruktør og skuespillere formår at holde balancen, så alvoren i de alvorlige scener står skarpt. Filmens seriøse aspekter ødelægges ikke af dårlig komik.

Det er god underholdning
Skuespilleren David Oyelowo, som er troende kristen, har haft indflydelse på sin rolle. Det var hans ide, at Harold skulle være immigrant fra Afrika. Begge hans forældre er nigerianere. Og det klare Jesus-vidnesbyrd, som dukker op midt i filmen, er sikkert også hans ide. En del af vidnesbyrdet er med i traileren.

Nogle bliver skudt, men det vises uden splatter. Censuren på 15 år er helt på sin plads, men det er ikke den mest voldelige actionfilm på markedet. Der er ingen direkte sex-scener, men der er antydninger.

Filmen handler om kampen mellem ondt og godt, men man skal ikke se den for at fordybe sig i livets etiske spørgsmål. Det er den for overfladisk til. Man får en skildring af en ung mand, der vågner op til livets realiteter uden at miste sin tro, og man får et par timers god underholdning.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.5 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer