• SONIC THE HEDGEHOG 2 nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-vERSE nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • GRAN TURISMO nu på Max udover dvd og blu-ray

  • TRE JULEFILMS-ANBEFALINGER bl.a. DE EFTERLADTE

  • VEJEN HJEM i biografen

  • TEMA FAMILIEFILM JUL fx STJERNEN

  • TEMA julefilm fx I HEARD THE BELLS

Alle anmeldelser - Drama

Great Expectations (serie)

Det gælder for enhver pris om at blive noget stort her i livet, tænkte den fattige dreng – men blev prisen for høj?

DramaTEMA Serier
Produktionsår: 2023
Varighed: 347 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Brady HoodSamira Radsi,
Roman/manuskript: Charles Dickens,
Medvirkende: Olivia ColmanFionn WhiteheadShalom Brune-FranklinAshley Bashy Thomas,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 30.12.2023



EN KLASSIKER I FLOT UDGAVE 

Charles Dickens' berømte socialrealistiske roman Great Expectations om 1800-tallets England er endnu en gang filmatiseret. Denne gang har man foretaget en del ændringer i forhold til romanens plot, men hovedindholdet er alligevel nogenlunde intakt:

Den fattige unge mand Pip (Fionn Whitehead), arbejder som smedelærling hos sin søsters mand. Men han drømmer om at blive rig og blive en 'gentleman'. To ting hjælper ham på vej. Det ene er, at han under dramatiske omstændigheder hjælper en undsluppen fange, og af denne får del i en større sum penge. Den anden er, at han betales for at være passende intellektuelt selskab for en ung dame – Estrella (Shalom Brune-Franklin) - på et nærtliggende fornemt hus, hvor hun lever isoleret sammen med sin 'mor', den rige og meget excentriske miss Havisham (Olivia Colman). Gennem Havishams advokat, Jagger (Ashley Bashy Thomas), kommer Pip endelig til sine drømmes by: London. Her begynder han sin kamp for at komme op af karrierestigen. Handlingen skal ikke røbes, men nogle temaer skal angives:

Moral eller rigdom
Jaggers er en driftig advokat, der tjener mange penge. Han vil gerne lære Pip det samme og presser ham gang på gang til at gøre noget, der strider mod den unge mands samvittighed. Igen og igen må Pip vælge mellem det, han finder rigtigt og det, der fører ham fremad på sine drømmes vej. Undervejs får vi indblik i mange typer af lumske måder at manipulere mennesker på i London, hvor jungleloven gælder på alle sociale niveauer: "Æd eller bliv ædt". Også rom og opium hører med til Pips 'uddannelse' til en 'rigtig gentleman'.

Kærlighed
Pip har to kvinder i sit liv: En feministisk, intelligent, ung lærerinde i sin hjemby, der hjælper ham med at lære fransk og andre ting, som miss Harvishams 'uddannelse' af Pip kræver. Og så Estrella, der er en mystisk skønhed, der længe opretholder det spil, hendes 'mor' har lært hende. I det spil findes ægte følelser ikke – eller, hvis de gør, betragtes de som uheldige fremmedelementer i spillet om at komme til tops i livet. Et arrangeret fornuftsægteskab, aftalt udelukkende mellem rige gamle mænd og kvinder ser ud til at blive Estrellas skæbne. Estrella tror ikke på ægte kærlighed – ikke i virkelighedens verden i hvert fald.

Miss Havishams kærlighedsliv er ramt af en tragedie: hendes udkårne kom aldrig til brylluppet. Derfor går hun stadig i sin brudekjole og hader alle mænd inderligt. Hendes dybeste mål med Pip er ikke at give ham en lykkelig karriere, men at straffe alle mænd ved at styrte ham i ulykke.

Gentleman
Dickens bruger her en titel, datiden fandt meget attråværdig og vender dens betydning helt om, så den står for det fordærvede menneske, der med alle midler udsuger andre for selv at leve fedt og godt. I serien optræder både dømte forbrydere og ansete borgere fra samfundets top – men er der dybest inde i dem nogen forskel?

Beskrivelsen af en ung mands længsler og drømme, ambitioner og naivitet er beskrevet på en måde, der kan genkendes af mange, selv om de ydre rammer er ret ekstreme og målet i vor tid ikke længere er at blive en 'gentleman'.

Gud
På den tid ville de fleste i England betragte sig selv som kristne. Derfor optræder forholdet til Gud hist og her – Pip beder fx på et tidspunkt en fortvivlet bøn. Men dette aspekt fylder ikke meget og skaber ingen bærende elementer i fortællingen.

Morale
Her kunne man nok alligevel helt dækkende anføre et citat fra Bibelen: "Kærlighed til penge er roden til alt ondt." Det passer i hvert fald, hvis 'penge' kan stå for penge, nydelse, luksus, magt, position og andet, der hører med til være 'eliten' i et meget klassedelt samfund. Serien følger Dickens' dybe kritik af dette samfund og gør det med samme redskab, som forfatteren selv benyttede: at afdække disse 'rigdommes' fattigdom og de 'rige gentlemens' dybe menneskellige fattigdom. Et fattigt liv i en landsbysmedje giver måske langt mere ægte lykke end en topadvokat i London kan håbe på at få?

På trods af den enorme forskel på 1800-tallets England og vor tids Danmark, er der vel her en god ting at overveje for vor tids unge (og alle os, der er ældre) der også lever i et samfund, der på mange måder opfordrer til at søge lykken ved at 'nå til tops'.

Spændende spørgsmål
Ved at se serien får du svar på disse spørgsmål:
Vender miss Havishams brudgom tilbage til hende? Kan Pip får sig selv til at skyde et andet menneske? Finder Estella nogensinde sin rigtige mor og far? Er Jaggers dybest set en slyngel, eller er der også hjerte i ham? Hvad skete der med den undslupne fange?

En flot serie
Under alle omstændigheder er serien god underholdning, hvis man kan lide at dykke ned i 1800-tallets England, møde mærkelige personligheder og skæve skæbner, få romantik og dramatik i passende og ret anstændige former samt nyde nogle gode skuespillere, hvoraf Olivia Colman efter min mening også i denne serie er en nydelse i hendes ofte lidt underspillede, men vildt dygtige gengivelse af sin karakter og dennes udvikling.

Serien kan ses på Disney+.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer