Amerikansk og asiatisk kultur støder sammen, og det kommer der noget frugtbart ud af. Men først må alle igennem en del begivenheder, der mærker dem positivt.
Den 70-årige Clint Eastwood har givet os en filmperle. Den er både morsom, spændende, rørende og tankevækkende. Åbningsscenen er en begravelse. Walt Kowalski (Clint Eastwood) er blevet enkemand. Stilen lægges helt fra begyndelsen. Kowalski er en gnavpot. Han regner ikke kirken for noget. Han foragter børnebørnenes opførsel. Hans to sønner har ingen respekt for ham. Han trækker på skuldrene af præsten i den katolske kirke.
Ved mindesamværet fortæller præsten, at han har lovet Kowalskis nu afdøde kone at gøre alt, for at Walt Kowalski går til skrifte. Han får en barsk afvisning af Walt, som siger: "Det eneste, jeg har at skrifte, er, at jeg ikke vil skrifte." Men det bliver ikke den sidste ordveksling mellem de to.
Selv om Walt Kowalski er en gammeldags racist, bliver han boende i området, til trods for at det efterhånden er beboet af "skævøjer", som han kalder dem. Filmens handling udspiller sig især mellem den gnavne Korea-veteran, Walt, og den asiatiske familie i nabohuset. To teenagere i familien trænger efterhånden ind bag hans panser, og han begynder at tø op. Her stopper vi, for det er svært at skildre ret meget mere af handlingen uden at spolere noget af spændingen i filmen.
Stilen i filmen er barsk med rappe replikker. Kultursammenstødet mellem den meget traditionstro, asiatiske familie og den ærkeamerikanske Walt er virkelig morsomt og også tankevækkende beskrevet. Flere gange klukler man over scenerne. Ikke fordi der gøres grin med nogen, men fordi begivenheder og replikker virkelig er komiske. Sproget er meget beskidt med mange kraftudtryk. Det er det, der gør, at vi ikke kan give filmen topkarakter. Samtidig kræver filmen næsten det skrappe sprog.
De problemer, USA altid har haft i forholdet mellem forskellige etniske og kulturelle grupper, er nu også kendt i Danmark. Derfor er skildringen af kultursammenstød og bander også vedkommende her til lands.
Den katolske præst er nidkær og pågående, men samtidig ægte. Han skildres helt uden karikeren, og der er meget god forkyndelse i hans møde med Walt. Nogen har kaldt "Gran Torino" for Eastwoods testamente. Hvis det er rigtigt, kan man også se den som en forsoning med kirken. Den har Walt nok tidligere mest set med de briller, han har på i filmens begyndelse, hvor han siger til præsten, at han ikke har brug for sådan en "overuddannet jomfru, der ikke ved noget om livet og døden". Den opfattelse af kirken ændrer sig gennem filmen. Men præsten lærer også noget. Der ligger mange fine pointer i spillet mellem de to. Clint Eastwoods figurer har ofte været barske mænd, der tog retfærdigheden i egen hånd og ikke havde brug for politiet eller andre former for offentlig lov og orden. Også det gør denne film op med.
Vil man bruge filmen som oplæg til samtale, er der meget at tage fat på. Der er krigsveteranens forhold til tilgivelse og syndsbekendelse. Der er racismen og bandevolden. Der er den ældre mands hjælp til en ung, forvirret og lidt underkuet teenagefyr. Der er præstens nidkærhed for sin flok. Det kan også være spændende at gå på jagt efter symbolik i mange af scenerne.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.
Læs artiklen Min næste, som ser på det tema i "Gran Torino".
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.2 af 6. 6 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-