• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Alle anmeldelser - Drama

Glass

To mænd med superkræfter vælger at benytte dem på hver deres måde; heroisk og skurkagtigt. Men er deres kræfter bare ren indbildning?

DramaGyserScience fictionThriller
Produktionsår: 2019
Varighed: 129 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: M. Night Shyamalan,
Medvirkende: James McAvoyBruce WillisSamuel L. JacksonSarah Paulson,
Stikord:
 Gys,










Anmeldelse:

Af: Christian Riis Jensen - 21.01.2019



SUPERKRÆFTER OG TRAUMER 

Filmen er sidste kapitel i en trilogi af M. Night Shyamalan. De forrige to er "Unbreakable", som handler om karakteren David (Bruce Willis), mens "Split" omhandler Kevin (James McAvoy). Her i treeren flettes de tre historier sammen, da den tredje karakter, Mr. Glass (Samuel L. Jackson) bliver præsenteret. Jeg har hverken set "Unbreakable" eller "Split", så denne anmeldelse er alene baseret på" Glass".

De forrige to film introducerer to mænd med evner ud over det naturlige. De vælger at benytte deres kræfter på forskellige måder, da de begge har haft en turbulent fortid, der stadig nager i deres bevidsthed. Det er her, "Glass" tager sit udgangspunkt, for de to benytter stadig deres kræfter til hver deres formål. De ender begge sammen med den allerede indlagte Mr. Glass på en psykiatrisk anstalt, hvor man forsøger at kurere dem for superhelte- og skurkekomplekser.

Selvindbildte superkræfter
Rigtig meget af tiden mindede plottet mig om et scenarie, hvor "overnaturlighed skal modbevises", hvilket man ofte ser kristendommen blive udsat for. Men jo længere, man når hen i filmen, des mere sættes det overnaturlige op imod psykoanalyse. Filmen er primært en psykologisk thriller. F.eks. insisterer Dr. Staple (Sarah Paulson) på, at Kevins voldelige, dyriske og dominerende personlighed, "Bæstet", er en følge af en barndom fuld af misbrug.

Filmen har flere steder nogle "friske pust", som i store træk kæder handlingen sammen med superhelte i tegneserierne, der fjerner det virkelighedsnære element. For eksempel, når Dr. Staple laver sammenligninger, der skal overbevise David og Kevin om, at de er det modsatte af superhelte. Men Mr. Glass tror, på trods af sin ekstreme intelligens, helhjertet på, at tegneserier med superhelte er krøniker skrevet om supermennesker som ham selv, Kevin og David.

Filmen formår at diskutere tro og overbevisning uden egentlig at indblande religion. Handlingen konkluderer blandt andet, at menneskers tro på noget eller nogen er så kraftfuldt, at folk på sidelinjen ikke altid kan forstå det. Filmen er desuden negativ over for menneskers brug af en argumentationsform, der benytter sig af smålig og ensidig brug af videnskabelig logik.

Mr. Glass er en aldeles afgørende karakter, hvilket retfærdiggør filmtitlen, men han fungerer mere eller mindre som kongen i et spil skak. Han gør egentlig ikke den store forskel, før han viser sig at være den afgørende brik, der giver historien ny mening. Det meste af filmen sidder han dog bare i kraftigt bedøvet tilstand i sin kørestol.

Spaltede og splittede
James McAvoy gør det helt fænomenal i rollen som den skizofrene Kevin med 24 selvstændige og meget forskellige personligheder. Hver enkelt personlighed har træk, der gør dem unikke. Både han- og hunkøn, forskellige dialekter, forskellige tonelejer, forskelligt kropssprog, forskelligt humør, forskellig alder, osv. Når han skifter personlighed, får han krampagtige trækninger i ansigt og krop, og så er det en helt ny rolle, han spiller.

Udover at være helt formidabelt skuespil, får man nogle interessante øjeblikke; som for eksempel på et tidspunkt, hvor de konstant skiftende personligheder langsomt bliver overbevist om, at deres 24. medlem i "flokken" er den dominerende og dyriske: "Bæstet" er måske egentlig ikke i stand til alt det, som de tror. Han er måske ikke den frelser, som de håber på skal skaffe dem deres retmæssige plads i lyset. Da "Bæstet" bringes frem i lyset, udbryder han, "de har mistet deres tro på mig".



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer