Al ting har en ende. Selv "Game of Thrones". Man sidder efter sidste afsnit i 8. og sidste sæson og tænker: Mere. Det siger noget om den samlede kvalitet af serien. Jeg har så også hørt, at mere skulle være undervejs i nogle sidehistorier.
De, der har fulgt serien, har nok for længst set sidste sæson. Så jeg ødelægger næppe noget ved at skrive om, hvordan det gik. Menhvis en og anden læser endnu har den til gode,så vent lidt med at læse denne anmeldelse.
Spoleknappen må benyttes Jeg indrømmer, at jeg igen-igen blev fanget ind af dens univers og dens meget velturnerede historie. "Indrømmer"? Jo, for serien har været kritiseret for for meget sex og nøgenhed. Og det med rette. Når man har læst bøgerne, er det forventeligt. Tv-serien følger kun bøgerne, men man kunne have ønsket sig, at serien havde anerkendt, at der er forskel på læsningens "syn" og øjets. Så "spole-knappen" er blevet brugt indimellem. Også en enkelt gang i denne sæsons første afsnit. Men ellers har sæsonen holdt sig behagelig fri for denne "sindets og øjets voldtægt".
"Game of Thrones" har fået et ry for at være fortællingen, hvor selv den mest sympatiske helt ikke kunne vide sig sikker på at beholde livet. Én efter én er de blevet aflivet, de personer vi har knyttet os stærkest til. Det har givet en række "point of no returns", som altså har tilført historien en særlig dramatik. Men som historien er skredet frem, har dette dramatiske tvist lagt sig lidt. Vi har fået lov til at beholde nogle centrale helte. Historien har samlet sig mere og mere om det endelige opgør, og det får vi så her i sidste sæson.
Opgøret mod de levendedøde Opgøret former sig i to store dele. Første del handler om den øjensynligt altoverskyggende trussel fra nord, de levendedøde krigere, som kommer med vinter og altomfattende død. Anden del handler om opgøret om de 7 kongedømmer i Westeros, opgøret om jerntronen. I første del samles gamle modparter. Modsætningerne har været kæmpestore, men nu er der en modpart, som overgår alt andet, og derfor samles alt og alle om det ene – at undgå den store fortabelse. Og dog, ikke alle går med alligevel. Lannister-slægtens kvindelige overhoved, Cersei, som endnu sidder på jerntronen, bakker tilsyneladende op om kampen mod The White Walkers, men da det kommer til stykket, trækker hun sig og venter bare på gratis udslettelse af sine gamle modstandere i Westeros.
I et langt afsnit får vi den store krig mod zombierne, de hvide vandrere. Det er stærke sager, men måske også en anelse for tåget i sin udformning. Til gengæld er det effektfuldt, når serien tager sig tid til stilhed før storm. Det er en af de fine kvaliteter ved serien – den tager sig god tid til, at vi som seere står sammen med Jon Snow og alle de andre og kigger nordover i mørket og kulden og intet ser, mærker kun truende stilhed. Effektfuldt er også måden, de tilsyneladende uovervindelige hvide vandrere overvindes på. Den lille Arya viser sit helt særlige kamptalent og dræber Night King. Da han dør, dør alle de levendedøde, hvis liv hænger helt og holdent på hans liv.
Bran ender på tronen Derefter glider historien lige over i anden fase, det opgør som hele tiden har været historiens centrale omdrejningspunkt, kampen om magten i Westeros. Og herfra vender historien også tilbage til sin oprindelige, mere uforudsigelige tone. Det klæder den rigtig godt. Allerede i sæsonens første afsnit får vi antydninger af det. Det, som er begyndt at ligne en lidt for let og forudsigelig udgang af historien - dragedronningen Daenerys' og Jon Snows fælles, kærlighedsbårne kamp mod de onde - vakler en anelse, da det viser sig, at Daenerys' inderste lidenskab er magten. Og nu, efter nedkæmpelsen af The White Walkers, udfolder denne lidenskab sig helt. Daenerys går amok på sin drage i kampen mod Cersei og udsletter næsten alle de uskyldige indbyggere i byen, som Cersei befinder sig i. Jon Snow slår hende ihjel og må betale prisen ved at blive forvist til sin borg i nord, hvor han opholdt sig, før han for alvor blev hvirvlet ind i kampen om Westeros. Den sidst tænkelige af Stark-familiens børn, Bran, som tidligt blev krøbling, efter at være blevet skubbet ud af vinduet, ender på jerntronen. Denne lidt mystiske skikkelse med så ekstraordinære evner, at det var ham, Night King søgte at slå ihjel som sidste og afgørende slag mod Westeros-folket.
God afslutning 8. sæson blev ventet med stor spænding. Hvordan ville denne uforudsigelige historie ende? Jeg synes, den lander godt. Ikke helt og aldeles uforudsigeligt, men med tilpas meget tvist, til at den falder godt ind i historiens øvrige tråd. Særligt sæsonens to sidste afsnit løfter den op i den samlede fortællings høje niveau.
Der er naturligvis altid momenter af lidt hurtige og lette løsninger mod slutningen, når det hele skal rundes nogenlunde rimeligt af, men alt i alt falder det godt i hak.
Meget mere kunne siges om de mere indholdsmæssige temaer i historien. Jeg nøjes med at henvise til min tidligere anmeldelse af sæson 1-7. Mens jeg venter på historiens nye sidespor. Med forventningens glæde.
Serien er kommet på dvd og blu-ray.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-