• Film med stikordet PÅSKE fx RISEN - på dvd og blu-ray og fx lån på bibliotek.dk

  • Thomas Vinterberg laver miniserie om BRØDRENE LØVEHJERTE

  • SOUND OF FREEDOM nu på dvd og blu-ray med danske undertekster. Kan købes hos cdon.dk

  • BIRTHRIGHT OUTLAW på VOD, fx på Blockbuster.dk

  • GOLDA nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • Bodilprisen 2024: BASTARDEN er bedste film på dvd og blu-ray

  • HOBBITTEN-filmene udgår fra Filmstriben.dk 31-3

Alle anmeldelser - Action

Fury

En tankbesætning kæmper fortvivlet mod den sidste bitre tyske modstand kort før anden verdenskrig slutter. En film med mange tankevækkende eksistentielle og religiøse vinkler.

ActionDramaTEMA Anden verdenskrig
Produktionsår: 2014
Varighed: 129 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: David Ayer,
Medvirkende: Brad PittLogan LermanJon BernthalShia LaBeouf,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: Sprint Aagaard Korsholm - 11.03.2015



FEM MÆNDS VENSKAB, TRO OG VALG
Don 'Wardaddy' Collier (Brad Pitt) har sammen med sin besætning i en M4A3E8 Sherman tank, Fury ("raseri") kæmpet i anden verdenskrig lige fra Nordafrikas ørken i 1942 og op gennem hele Europa, hvor de nu kæmper tæt på Berlin i nazisternes sidste stærke dødskrampe.

Desværre er en af besætningen blevet slået ihjel, og besætningen tildeles en ung soldat, Norman (Logan Lerman), der ellers skulle have været placeret ved en skrivemaskine. Unge Norman er bestemt ikke glad for udsigten til at sidde i en tank. Bedre bliver det ikke, da hans første opgave er at vaske sin plads ren for blod og ansigtsrester fra ham, han nu afløser. Norman er imod at slå andre ihjel, og hans pacifisme koster dyrt i det første sammenstød med fjenden, hvor Wardaddy mister flere kampvogne. Derefter tvinger Wardaddy Norman til at skyde en tysk fange, for han "skal lære at dræbe". Igennem de følgende dages kampe kommer Norman mere ind i flokken, og hans oplevelser af tyskernes barbariske fremfærd mod deres egne hærder ham, så han ender som en glødende maskingeværskytte i Fury. Filmen kulminerer, da Fury alene skal prøve at forhindre en afdeling SS-soldater i at udslette en sårbar afdeling af de allierede. Med sprængt larvefodsbælte sidder kampvognen fastlåst midt på en korsvej. Wardaddy giver derfor sit hold muligheden for at flygte ud i mørket. Men alle bliver og kæmper den sidste heroiske kamp sammen.

Blod, mudder og lidt helte-romantik
Filmen lægger sig på en måde i kølvandet af de mange "realistiske" krigsfilm, hvor det forfærdelige og ikke ret helteagtige ved krigen udfoldes. Der er rigtig meget blod og mudder og håbløshed – tilsat den modbydelige oplevelse af at være spærret inde i en meget snæver metaldåse, hvorfra man kun kan se lidt af det, der sker udenfor! Dog er der mere fokus på helte og deres fantastiske evner i direkte kamp end i fx klassikeren Saving Private Ryan. Beskrivelsen af detaljer som fx styrkeforholdet mellem de tyske Tiger-tanks og de allierede Sherman-tanks er ret realistiske. Dog må det siges, at i den sidste kamp nærmer vi os det overnaturlige i Wardaddy-besætningens indsats.

De fantastiske fem
Filmens styrke ligger i personskildringerne, hvor det lykkes at nå at få sat kød og blod og personlighed på alle fem fra besætningen: Wardaddy, der prøver at holde sammen på sin besætning – og sig selv – og dermed være i stand til at vinde sine slag. Coon-ass (Jon Bernthal) er en ret så brutal figur, der vist hverken tror på Gud eller på nogen mening i noget – andet end at kæmpe så godt som muligt. Gordo (Michael Peñas) er en lun mexikaner, der prøver at sprede lidt varme i flokken – samtidig med, at han er en iskold dræber i kampens hede. Bible (Shia LaBeouf) er en klart bekendende kristen, der både citerer bibelvers og udspørger Norman om hans personlige tro. Norman får i kampens hede også et soldaternavn: Machine. Normans udvikling fra uskyldig pacifist til rasende dræber er forudsigelig – men dog gennemført på en ret elegant måde. I løbet af samspillet mellem de fem kommer mange betragtninger af eksistentiel og religiøs art frem. Det bliver aldrig til de lange samtaler om disse emner – men de spiller alligevel en langt større rolle end i de fleste andre krigsfilm. Ret interessant og spektakulær er Bibles opfattelse af sig selv som kaldet af Gud (ligesom profeten Esajas) til under Guds beskyttelse at bekæmpe det onde. Han er overbevist om, at Gud lader dem leve, indtil de har fuldført den opgave, de har fået. Det er nok ikke tilfældigt, at det sidste store slag udkæmpes i midten af en korsvej. Dels kan det illustrere valget: skal vi slås eller flygte? Og dels kan det illustrere den kristne tolkning af krigen, som filmen udspiller mellem Bible og Norman: kalder Gud os til at bekæmpe det onde med våben, eller kalder Gud os til hellere selv at dø end at tage et andet menneskes liv? I filmen "vinder" Bibles syn vel. I hvert fald skifter Norman holdning og bliver til Machine-(gun). Men i filmens sidste scener opfatter han sig nu ikke som særlig helteagtig på grund af sin kamp.

Man kan se filmen udelukkende for de intense scener og den megen action. Man kan også se den for at nyde de tankevækkende samspil og samtaler mellem de fem meget forskellige personligheder og skæbner i den ilde tilredte Sherman, der har fået malet Fury på kanonløbet.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 4 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*

*
*
Annoncer