Advokaten Fletcher Reede (Jim Carrey) kæmper hårdt for at få hverdagen med et stresset job og familieliv til at hænge sammen. Én af hans vigtigste redskaber for at få det hele til at gå op i en højere enhed er at lyve. Ikke blot en lille tilfældig løgn en sjælden gang, men systematiske løgne overalt. Han lyver over for sin søn, sin ekskone og så naturligvis på jobbet. Som advokat benytter han sig nemlig i høj grad af at lyve for på den måde at stille sine klienter i et bedre lys. Og det lykkes som regel.
Da Fletcher endnu engang har brændt sin søn Max af og ikke dukker op til hans fødselsdagsfest, beslutter Max at gøre noget ved sagen. Da han puster lysene på sin fødselsdagslagkage ud, ønsker han samtidig, at hans far ikke kan lyve i 24 timer. Naturligvis går ønsket i opfyldelse, det er jo film, og det får katastrofale følger for Fletcher. Pludselig kan han ikke lyve, og så kommer han for alvor til kort. Han indser nu, at han er viklet ind i et net af løgne, og langsomt går konsekvenserne op for ham. Både hans ekskone Audrey og Max udnytter situationen og får nogle sandheder frem, men det største problem er en stor og vigtig retssag, som Fletcher skal føre samme dag. Han har selv overbevist sin klient, en fraskilt blondine, om, at hun er fuldstændig uskyldig og et stakkels offer for sin tidligere mands ondskabsfuldheder. I lodret strid med sandheden naturligvis. At Fletcher pludselig ikke kan lyve, giver selvfølgelig store problemer i retssagen, og klienten bliver voldsomt forvirret over, at Fletcher ikke længere kan fastholde de forberedte argumenter. I løbet af retssagen fatter Fletcher dog sympati for modparten og sagen tager en uventet drejning.
Samtidig med kvalerne på jobbet, skal Fletcher kæmpe med at overbevise sin ekskone om, at hun ikke skal flytte til Boston med deres fælles søn. Det kræver dog, at Fletcher ikke igen skuffer Max, hvilket ellers er sket meget ofte. Hver gang har Audrey set skuffelsen i Max' øjne og har haft den tvivlsomme fornøjelse at skulle trøste ham, fordi hans far igen har brudt en aftale. Det ønsker hun ikke længere at stå model til.
Fletchers møde med en virkelighed uden mulighed for at stikke en løgn er tankevækkende. F.eks. da han møder en tigger på gaden. Tidligere har han blot skyndt sig forbi, mens han har sagt, at han ingen penge havde. Da han nu ikke længere er i stand til at lyve, møder han den samme tigger. Denne gang kan han ikke lyve og bliver derfor nødt til at fremkomme med alle de mere eller mindre tåbelige argumenter, som han normalt blot har tænkt. Her rammer filmen noget centralt med sit fokus på den udbredte folkesygdom: at stikke en lille uskyldig løgn i ny og næ, og den viser, at man ved at fortælle sandheden kan spare sig selv og sine omgivelser for mange problemer, selvom løgnen umiddelbart virker som den letteste løsning.
”Fuld af løgn” bæres i høj grad af Jim Carrey og hans særlige talent. Carreys visuelle komik er som sædvanlig i højsædet og faktisk meget sjov. Og det er godt det samme, for selve historien er noget tynd og forudsigelig. I slutningen går det hele op på pladderromantik og Hollywood, og det er ikke fremmende for filmen. Men hvis man tager ”Fuld af løgn” for det, den er, nemlig en tyndbenet komedie med et udmærket budskab, ja så er det en ganske sjov og udmærket film.