Peter er ægtemand og far i en familie, der en dag giver ham et ultimatum. Enten går du i misbrugsbehandling, eller også forlader vi dig. De gør det af kærlighed, og han erkender, at de har en pointe.
Alt for mange danskere ved ikke, hvad alkoholisme er. Det ved de, når de har set denne film. Hvis noget kan skabe kø ved behandlingsstederne, så er det "Fuld af kærlighed". Men det er ikke sikkert, at det sker, for en alkoholiker har en utrolig insisterende evne til at benægte fakta. Et behandlingshjem for alkoholikere indgik i uddannelsen, da jeg (Jørgen) for 50 år siden var diakonelev. Vendepunktet i behandlingen skete den dag, hvor alkoholikeren omsider erkendte, at han havde en kronisk sygdom, som betød, at han aldrig mere kunne drikke alkohol. Uden den erkendelse blev ingen tørlagt, og så fortsatte alkoholen med at ødelægge livet. Denne helt nødvendige erkendelse står centralt i filmen. En ramt familie Manuskriptforfatter og instruktør Christina Rosendahl ved, hvilken katastrofe det er for en familie, at mor eller far er alkoholiker. Hun ved også, hvad det bringer af udfordringer, hvis alkoholikeren går i behandling og bliver tørlagt. I et interview har hun fortalt, at hun håber, filmen kan være med til at råbe politikerne op, så de omsider handler i forhold til et kæmpe problem, der plager et stort antal familier i Danmark, mens familiens nærmeste ser rådvilde og magtesløse til, og samfundet er passivt på grund af berøringsangst.
Som filmkunstner nøjes Christina Rosendahl ikke med at råbe op. Hun har givet os et stærkt og vedkommende portræt af en tilsyneladende helt almindelig dansk familie. Der er forældrene Peter (Lars Rathe) og Helen (Stine Stengade), og så er der de tre børn Gustav (9 år), Jenni (Ellen Paaske), der går i 3g, og endelig den tyveårige Sofia (Viilbjørk Malling Agger). Sofia er på en måde filmens hovedperson. Hun er på vej til at træde ind i voksenverdenen, men dropper nogle planer, så hun kan være den ansvarlige, der kæmper for at holde familien sammen. Det bliver både sagt og vist, at vi her har en familie, der knyttes sammen af kærlighed. Og ægte kærlighed har evnen til at sige fra overfor det, der vil ødelægge. Gå i behandling eller vi går I deres desperation har mor og børn sendt bud efter en terapeut fra Anonyme Alkoholikere. Han hjælper dem til at stille Peter overfor et ultimatum. Han får valget mellem at gå i behandling eller miste dem. Modvilligt vælger han at følge med terapeuten fra Anonyme Alkoholikere, som tager ham med til fem uger på behandlingshjemmet. Midt i filmen kommer han tørlagt hjem, og så begynder familien den vanskelige proces med at finde ind i en ny virkelighed, hvor far er tørlagt alkoholiker. Det er her, Christina Rosendahl giver handlingen et overraskende og genialt tvist, som tvinger os til at forsøge at forstå nogle af de processer, der rammer en familie med en alkoholiker i sin midte. De mange år med alkohol som det styrende element betyder, at der er en ophobning af frustrationer, som man nu skal forholde sig til. Ved en middag med et par gode venner stilles det hele på spidsen. Som den øvrige danske befolkning aner de ikke, hvad alkoholisme er.
"Et enkelt glas ved en festlig anledning, kan da ikke skade noget," siger vennen. "Jo," siger Peter. "Det er meningen, at jeg overhovedet ikke skal røre alkohol resten af mit liv." "Men vi kan da ikke sidde her og feste og drikke, mens du ikke rører en dråbe," indvender vennen indigneret. Stærk oplevelse og værdifuld viden Filmens styrke ligger to steder. Den ene er den mesterlige præsentation af familien, som skyldes gode skuespillere, der er perfekte til rollerne. Og så naturligvis alle de professionelle filmfolk omkring dem. Historien fortælles, så vi kan følge med, leve os ind i personernes følelser og forstå deres reaktioner. Den anden styrke er, at det er lykkedes for Christina Rosendahl at strø en masse værdifulde, saglige og nødvendige oplysninger om alkoholisme ud over filmen, på en måde, der virker helt naturligt integreret. Det er ikke kun familier med en alkoholiker, der har brug for at vide noget om kronisk alkoholisme. Det har vi alle, for ingen af os ved, hvornår vi er sammen med en alkoholiker. Sindsro-bønnen, der står centralt i Anonyme Alkoholikeres arbejde, runder filmen af som en form for morale: Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.
Jeg synes det er en rigtig god skildringsfilm omend en anelse “skåret ud i pap”, i forsøget på at få budskabet ud. Eneste ting jeg har at indvende imod filmen, er at jeg oplever scenen, hvor ældste pigen er til druk fest, skildres lidt som idealet af det rigtige ungdomsliv, og det ser jeg 2 problematikker i, for det første bliver det lidt malplaceret i budskabet i filmen og for det andet synes jeg der er så meget oppe omkring hvor skadeligt det er og at vi blandt unge i dk har et alt for alvorligt højt og skadeligt alkohol forbrug/kultur.
Gemmer din stemme...
-