Max Manus-filmen havde allerede premiere i Norge i december 2008. Den 7. januar 2010 havde filmen premiere i Danmark. Filmen blev indspillet i 2008 med Axel Heine i hovedrollen som Max Manus. Filmen følger Max gennem årene under anden verdenskrig og er et drama i samme format som Flammen og Citronen, dog mere voldeligt.
Efter at have bekæmpet kommunisterne i Finland i 1940, vender Max Manus tilbage til Norge, som i øjeblikket er besat af nazisterne. Han slutter sig til den norske modstandsbevægelse i deres kamp mod tyskerne, men bliver anholdt. Det lykkes ham at flygte til Skotland, hvor han får træning i sabotage, før han vender tilbage til Norge for at udføre forskellige sabotagemissioner mod nazisterne.
Max Manus vender tilbage til Norge med sin ven Gregers Gram. Deres første mission mod tre tyske forsyningsskibe lykkes. Hurtigt får Max og hans gruppe succes og bliver en særlig målgruppe for Gestapos øverstbefalende Siegfried Wolfgang Fehmer. Max undgår dog at blive fanget, og med Gram og Gunnar danner han den såkaldte "Oslo-gruppe".
Efterhånden bliver krigen mere og mere brutal, og mange af Max' venner mister livet i kampen mod tyskerne, begynder han at bebrejde sig selv for at være den, der overlever. Depressionen bliver dyb, og alkohol bliver flugten fra virkeligheden.
"Frihedskæmperen Max Manus" er en god filmoplevelse, som fortæller en spændende historie og viser, at krig giver både fysiske og psykiske sår. Sår som kan være så store, at man aldrig kommer sig helt over dem, hvilket vi kan have en tendens til at glemme, når vi sender danske soldater i krig.
Hovedpersonen Max Manus kan i slutningen af filmen ikke forene sig med den virkelighed, han lever i. Han ser intet positivt. Og det til trods for, at der hænger broderier på hans væg med citatet Gud er Kærlighed.