Nobelprisbelønnede William Goldings med rette berømmede roman Fluernes Herre fortæller historien om en gruppe drenge, som efter at have overlevet et flystyrt pludselig befinder sig på en ukendt, øde ø. Her er de helt alene, delvist fremmede for hinanden, uden voksne, og skal nu forsøge at overleve i denne dødsens alvorlige slags "Robinson Ekspedition" for børn. De opbygger et lille samfund med en høvding i spidsen, men tingene udvikler sig og løber dem af hænde, eftersom reglerne, de opstiller, viser sig ufuldstændige og alt, alt for lette at bryde. Hurtigt bliver kampen for at overleve en kamp børnene imellem, hvor al genkendelig logik er sat ud af spillet. Sorgløsheden over at være alene i verden forsvinder som dug under den varme sol i takt med, at virkelighedens gru går op for drengene. Goldings fortælling bliver dermed til et ildevarslende og klaustrofobisk vidnesbyrd om selv små menneskers evne til at ødelægge alting, ikke mindst sig selv.
Instruktøren Peter Brooks film fra 1963 er, modsat Goldings roman, ikke noget stort værk. Den består mestendels af forvirrende klip af råbende drenge, der som berusede vælter rundt på en strand. Filmen fungerer i enkelte af personportrætterne og delvist i præsentationen af drengenes frygt, men jeg synes, den mangler en grundlæggende forståelse af udviklingen i bogen i forhold til det lille børnesamfund. Afgørende scener synes abrupte, andre scener synes ligegyldige; musikken er irriterende, og den rodede filmklipning giver ikke megen tid til at lade uroen sænke sig. Det er en teknisk simpel film, der ej heller i sin indledende introduktion af drengene formår at besvare de spørgsmål, den stiller. Det hæmmes filmen gevaldigt af. Det er nu engang vanskeligt at interessere sig for personudviklingen hos figurer, man ikke er blevet rigtig introduceret for. Instruktøren har ikke evnet at tage hånd om det, der litterært fungerer storartet, og på film virker disse udeladelser nærmest amatøragtige, fordi det, der stilles i stedet, ikke er fyldestgørende. Måske er "Fluernes Herre" en fortælling, der ville gøre sig bedst som animeret film – eller bare slet ikke som film overhovedet.
Det mest ærgerlige er dog, at filmen nedtoner det, der synes at være hele pointen med Goldings roman: Nemlig at skabe et portræt af menneskets iboende potentiale for ondskab. Den satan, der hintes til i titlen, forbliver i filmen underlig udvendig. Det er som om filmen ikke tør tage skridtet og vise os børn, der faktisk er – onde.
Historien forbliver dog en tankevækkende fabel, det anbefales enhver at stifte bekendtskab med – og tænke over: Hvorfor gør drengene, som de gør? Hvad driver dem? – og hvad ville du selv gøre?
Men – læs endelig bogen i stedet for at se filmen!