Fem lægestuderende fremkalder bevidst nærdødsoplevelser hos hinanden. I begyndelsen synes det at give gode resultater, men situationen ændrer sig i meget negativ retning.
På et større amerikansk hospital kæmper fem lægestuderende for at leve op til de høje krav om viden og faglig dygtighed. I et forsøg på at præstere banebrydende forskning indleder Courtney (Ellen Page) et tophemmeligt forsøg: to af hendes medstuderende, Jamie (James Norton) og Sophia (Kiersey Clemions) skal hjælpe hende med at dø. Ganske kortvarigt skal hun være død. I denne periode på cirka et minut skal hendes hjerne scannes for at se, hvad der sker i den lige efter døden. Derefter skal de andre vække hende til live igen med de midler, de bruger ved personer med hjertestop. Courtney har skaffet sig adgang til et ellers ubrugt hospital i kælderen. Det er til brug i katastrofesituationer og befærdes ellers kun af rengøringspersonale. Courtney oplever en "nærdødsoplevelse", og scanningerne viser, at der imens har været aktivitet i forskellige dele af hjernen. Samtidig oplever hun en "bivirkning": Hun kan pludselig huske stort set alt, hvad hun har lært op gennem tiden. Lokket af disse resultater, vil de andre også prøve.
Bivirkninger I løbet af kort tid oplever gruppen på i alt fem unge, at deres forsøg har andre bivirkninger end de positive. De begynder at få hallucinationer af gyser-lignende karakter. De finder ud af, at det i samtlige tilfælde drejer sig om noget ondt, den enkelte har gjort i sin fortid. Ofrene for dette vender nu tilbage og hjemsøger de unge. Det meste af filmen handler om de unges kamp for at overleve i kampen mod disse "dæmoner" og få dem væk igen. Handlingen skal ikke røbes – men de klarer det ikke alle lige godt. Nærdød – livet efter døden I begyndelsen kunne man tro, at filmen handlede om at udforske, hvad der sker efter døden. Men meget hurtigt kommer alt til at dreje sig om fortiden her i livet, og hvad det betyder for min nutid. Filmens hovedtema begynder at ligne personlig skyld og hvordan man slipper af med den. Filmens løsning er – ikke overraskende – at man må søge tilgivelse. Søge den hos offeret for ens ondskab – eller, hvis vedkommende er død: søge at tilgive sig selv. Filmen opererer på intet tidspunkt med nogen form for metafysik eller religion, for så havde der vel været muligheden for at en højere instans end én selv kunne tilsige tilgivelsen. Det er jo fx grundnerven i kristendommen. Men i filmen bliver vi i et verdensbillede, hvor alle rædsler kan forstås psykologisk/neurologisk, så "dæmonerne" godt nok opleves meget overnaturlige og åndelige, men altid kan forklares ved hallucinationer, fremkaldt af den øgede bevidsthed om skyld, der er en bivirkning ved disse kunstige nærdødsoplevelser. Gyser Dybest set fortjener filmen måske slet ikke at blive betegnet som en film med et dybere tema. Som så ofte før virker det mest som en ny ramme, man kan bringe et gammel klassisk gyserkoncept i. For det er igen de mørke og øde rum og de mystiske mørke væsener, der ligner afdøde mennesker med glødende, onde øjne, der udgør hovedelementerne. De stakkels unge føres også på helt klassisk vis tilbage til gerningsstederne for deres "forbrydelser". Her byder filmen ikke på noget nyt. Beskrivelsen af de enkelte personligheder og deres interaktion med hinanden bliver også på det sædvanlige overfladiske/stereotype plan. Så leder man efter en klassisk gyser, der trods alt har et sammenhængende plot og ikke vælter i grøften med store mængder af splatter, er" Flatliners" en god film at hygge sig med i det mørke efterår. Men hvis man sætter næsen op efter en seriøs behandling af fænomenet "nærdødsoplevelse", bliver man skuffet og får måske snarere en "nærsøvnsoplevelse".
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 3.0 af 6. 2 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
