Al historieskrivning er fortolkning. Ethvert forsøg på at beskrive fortiden må nødvendigvis igennem fortællerens og andres fortolkningsapparat – inklusive de myter, der ofte opstår omkring begivenheder og personer. Således også med historien om de to danske frihedskæmpere og sabotører, Bent Faurschou-Hviid (Flammen) og Jørgen Haagen Schmidt (Citronen), hvis liv og levned efter verdenskrigens afslutning blev fortalt med stor overdrivelse. De to blev nærmest mytologiske figurer og symboler på den danske modstand under besættelsen af Danmark. Måske især fordi faktum er, at rigtig mange danskere ikke gjorde modstand, men enten lod stå til eller samarbejdede med den tyske værnemagt. Derfor var der i tiden efter krigen behov for heltehistorier, blandt andet til at dække over sørgelige sandheder.
Instruktør Ole Christian Madsen, kendt fra film som Prag og "En kærlighedshistorie", har forsøgt at finde om bag overdrivelserne og myterne for at fortælle den nogenlunde sande historie om Flammen og Citronen. Også hos en filminstruktør er der imidlertid stadig tale om fortolkning, og hvor meget sandhed, der er i filmen, må tiden og forskningen vise – også selv om researchen bag filmen tog otte år.
Der er under alle omstændigheder tale om en rigtig god film. Og en rigtig dyr film. Danmarks hidtil dyreste filmproduktion, med et budget på over 46 millioner. Det er klart, når man tænker på de kulisser, der er skabt.
I filmen følger vi Flammen og Citronen, spillet af Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen, i deres arbejde for modstandsgruppen Holger Danske. De samarbejder med politichefen Aksel Winther (Peter Mygind), som fortæller dem hvilke folk, de skal finde og henrette. Flammen og Citronen arbejdede både med sabotage, hjælp til flygtninge og altså også det, der er fokus på i denne film: Henrettelse af den tyske værnemagts danske hjælpere.
Vi ser, hvordan de to går til sagen meget direkte og uden omsvøb. Som Flammen siger i et sjældent svagt øjeblik: "Vi må huske, at de ikke er mennesker, men forrædere." Så er det nemmere at slå ihjel. Der sker imidlertid en alvorlig vending i handlingen, da politichefen en dag beordrer dem til at finde og henrette en række tyskere. Deres opgave var som sagt at henrette de danske hjælpere/forrædere, så både Flammen og Citronen bliver mistænksomme og tøver, da de får ordre om at skyde tyskere. Helt galt går det, da Flammen møder kuréren Ketty og forelsker sig i hende. Det viser sig, at Ketty måske ikke er til at stole på, og at hun ved noget om Aksel Winther, som kan ændre hele situationen for dem.
Historien er spændende fortalt. Det, man især lægger mærke til, er, at der ikke er tale om en krigsfilm, men om et psykologisk drama, en thriller. Der bliver brugt god tid på personbeskrivelser, og i stedet for de store, brede kameravinkler, fyldes filmlærredet ud med personernes ansigter. Det er personerne, deres tanker og kampe, der er i centrum.
Det lykkes rigtig godt, og både Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen formår at spille rollen med kameraet så tæt på ansigtet. Thure, med sit sammenbidte ansigt, og Mads, storsvedende og i konstant behov for at tage piller, så han ikke sover (det fortælles om Citronen, at han aldrig sov og var aktiv konstant).
I andre, gode roller ses en række tyske skuespillere, blandt andet Christian Berkel, som spiller Gestapo-chef.
I krigstid er det mere end almindeligt svært at vide, hvem man skal stole på. Dette faktum bygger mange nyere film om anden verdenskrig på, og "Flammen og Citronen" er ingen undtagelse. Noget af spændingen i filmen ligger netop i at finde ud af, hvem der arbejder for hvem, og hvem man kan stole på. Det er - ved siden af de fyldige personbeskrivelser - så absolut hovedtemaet i filmen.
I en lille birolle sidst i filmen ses Marie fra tv-programmet "Lille Nørd" i rollen som sygeplejersken Ellen Christensen, som i 1953 fik en medalje for sin indsats med at redde jøder, og som også var kendt for at være sygeplejerske for Citronen. Det er hende, der hjælper og plejer Citronen, efter at han i et flugtforsøg er blevet skudt i ryggen.
Filmen slutter med en hyldest til modstandsbevægelsen, idet man ser de to blive begravet, hvorefter kameraet zoomer ud og viser den enorme mark, hvor hundreder af modstandsfolk allerede ligger.
Filmen varer to timer. Det er ikke et minut for langt, og den er absolut en tur i biografen værd. Dog vil teenagere formentlig nogle steder finde den noget langtrukken, især netop i de personbeskrivelser, som fylder lærredet så ofte – og så godt.