Konceptet er hentet fra filmen "Fargo" - af Coen-brødrene - som foregår i et slags udkants-USA, i Minnesota, som grænser op til Canada, med bidende kolde vintre og hede somre. Det er et krimidrama med det typisk coenske varemærke: en grotesk historie med uventede vendinger, midt i noget meget hverdagsagtigt med så almindelige mennesker, at de grænser til det sære og i hvert fald det komiske.
Første sæson formåede at overføre filmen til serie på en yderst underholdende måde. Men jeg husker den også for en svagt klingende undertone af kynisme eller desillusion, som jeg også finder typisk for Coen-brødrene. En form for "verden går sin skæve gang, og det er der ikke meget at gøre ved …"
Lokalsamfund i opløsning Anden sæson er stykket sammen af samme elementer som første sæson. Et komplet tilfældigt uheld sætter en handling i gang, som til sidst er ved at få et helt lokalsamfund til at gå fuldstændig op i limningen.
En kvinde påkører en aften en mand, som selv lige har myrdet tre mennesker. Kvinden er helt uden for denne historie, men er i ét nu revet med af en skypumpe, der fejer af sted og trækker en stribe blodige ofre efter sig. Kvinden kører i rent chok videre med manden hængende ind gennem forruden og spærrer den halvdøde mand inde i kælderen.
Utroværdigt? Ja, egentlig, men på en mærkelig måde lykkes det at få tilskueren med på præmissen, hvilket har en del at gøre med persontegningen. Kvinden er en blanding af noget såre almindeligt og noget så dybt enfoldigt, at det grænser til det unormale. Hun er fremragende spillet af Kirsten Dunst. Ligesom seriens øvrige personer gør det, så man tænker: De spiller ikke bare, de er disse mennesker.
Skørt og medrivende Serien veksler mellem sort humor á la "De grønne slagtere" blandet med masser af underfundig hverdagskomik. Plottet er på én gang crazy og vildt medrivende. Selv et indslag med en UFO føles ikke malplaceret! Også Ronald Reagan har en lille rolle (historien udfolder sig i slutningen af 1970'erne). Og midt i det hele er der bevægende øjeblikke og ikke mindst et umådelig stærkt manus med indimellem knivskarpe dialoger indlejret i tilsyneladende trivielle hverdags-samtaler.
Jeg vil tro, at de fleste vil have det som mig: Man skal lige igennem første afsnit og måske et stykke hen i andet afsnit, før man for alvor er på og accepterer præmisserne. Men så er man immervæk også på.
Jeg faldt faktisk mere for anden sæson end for første, fordi denne sæson er mere fri for den underliggende tone af desillusion. Der er større kompleksitet og mere dybde i historien. I sidste afsnit falder der endda en bemærkning om at stå til ansvar for Gud for sine handlinger. Der er ikke just tale om en hel prædiken, men et lille hint om dybere sammenhæng og mening med al balladen. Det klæder den rigtig godt.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
-