VIRKELIGHEDEN OVERGÅR FIKTIONEN
Inden biografturen havde jeg nøjedes med at registrere filmens titel, "Faderhuset", samt billedet af den kendte skuespiller Trine Dyrholm. Så jeg så frem til en film med en umådelig interessant historie. Derfor kom det fuldstændig bag på mig, da det meget snart viste sig grundlæggende at være en dokumentarfilm. Det forstyrrede mig til at begynde med. Filmen vekslede hele tiden mellem filmdele afbrudt af samtaler med personer, som havde været en del af det lukkede religiøse fællesskab Faderhuset. Men da jeg efterhånden tog det til mig, at der var tale om en dramatiserende dokumentarfilm, stod den stærkere og stærkere for mig. Og ved filmens ende sad den i mig som en rystende afsløring af Faderhuset.
Dokumentar eller fiktion
Jeg har en lille overvejelse om, hvorvidt filmen bevægede sig lidt for meget rundt mellem dokumentar og film, så filmelementerne i sig selv kom i spil som troværdige eller ej i samtale med tidligere medlemmer fra Faderhuset. Måske skulle man have undladt de dele, der tog samtaler op mellem skuespillere og de virkelige personer om, hvorvidt skuespillerne gjorde det godt eller mindre godt. Det var på kanten af noget lidt for nørdet, lidt for fokuseret på selve filmopsætningen.