Faderen, sønnerne & Helligånden

Dokumentarfilmen "Faderen, Sønnerne & Helligånden" skildrer de to brødre, Christian og Henrik, og deres kamp for at finde fodfæste i livet. Dokumentar, TEMA Danske film, 
Produktionsår: 2025
Varighed: 107 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Christian Sønderby Jepsen,
Medvirkende: Henrik Ernst Steffensen, Christian Peter von Ernst, Alexander Peter Ernst, Ceci Karen Ernst,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 01.04.2025

FADEREN, SØNNERNE OG DET SVÆRE OPGØR MED FORTIDEN 

”Jeg er en af Guds sorte får,” siger en af de to brødre, Christian og Henrik, i dokumentarfilmen "Faderen, Sønnerne & Helligånden". Det kan siges at være selverkendelse. Men det svinger gevaldigt med selverkendelse undervejs for begge brødrene.

Hen mod slutningen har den ældste bror, Christian, tilsluttet sig en gruppe, som kaldes Hellige Danmark, som er en del af Holy Europe, et højreekstremistisk, pseudoreligiøst broderskab, som synes at have et afsæt hos nogle ortodokse serbere, med sigte på racerenhed kontra ikke mindst muslimer. Herfra lyder det med kraft: ”Vær ikke et får, men en ulv.” Der er andre tider gennem filmen, hvor hverken får eller ulv melder sig som oplagte billeder af de to brødre. To brødre som både er svigtet og selv svigter – sig selv, hinanden og deres nærmeste familie.

Filmen har en forløber fra 2011, "Testamentet", med de yngre brødre, men "Faderen, Sønnerne & Helligånden" kan ses helt uafhængigt af den første film.

Vi følger brødrene i deres forsøg på at finde vej gennem livet med kæreste og ægtefælle og halvvoksne børn. De kæmper med det mislykkede forsøg på at få del i en stor arv fra afdøde morfar, og ligeledes lykkes det dem heller ikke at genvinde et forhold til deres far, som synes at være en væsentlig grund til deres vaklende liv med alkohol og hash i mængde, arbejds-uduelighed og et svingende forløb med deres nærmeste.

Selverkendelse og splittelse
Der er en verden til forskel på faren og sønnerne her og så Faderen, Sønnen og Helligånden, om hvem der gennem alle århundreder i troens og kirkens liv er blevet sagt: ”Som det var i begyndelsen, så nu og altid, og i al evighed.” Faren og sønnerne i filmen er alt andet end de samme fra begyndelsen til enden. De er – i ekstrem udgave - som os alle: strå, der svajer hid og did, og som har en uvægerlig selv-trang. Hvilket i øvrigt kom frem på en yderst plat måde før filmen begyndte, med biografens sædvanligt lange reklamedel, hvor vi bl.a. ser reklame for Skoringen, som forsøger at tillægge skoene en helt særlig livsbetydning, med en række udsagn fra dem, der går rundt med Skoringens sko på fødderne. Sidste udsagn lyder ”Mig, mig, mig-dage”. Ja, dér ligger meget til grund for vores svaj hid og did – mig, mig og atter mig.

Brødre går hver sin vej
Fra filmens begyndelse på et 14 år langt forløb har Christian og Henrik genvundet et forhold til hinanden. De mødes jævnligt og forsøger at dele livets besværligheder og flimrende håb med hinanden. Langsomt begynder de at vælge hver sin vej i forsøget på at komme ud af mørket. Christian vælger som nævnt Hellige Danmark. Vi følger ham ned til Serbien, til et sted, hvor han øjensynlig bringes ind i troen, men desværre også ind i den ekstreme sammenbinding af kristendom og politisk ekstremisme. Henrik, som havde udsigt til førtidspension, begynder derimod at modkæmpe sit øjensynlige uhelbredelige sind og liv, og det lykkes ham at få et arbejde og genvinde kørekortet og finde en helt anden mental ro. Filmens sidste sætning kommer fra Henrik: ”Jeg har i hvert fald tilgivet alle.” Og man er tilbøjelig til virkelig at tro på ham og glæde sig over nyt lys i et ellers mørkt og håbløst liv.

Filmen er barsk, men er den nødvendig?
Filmen er ekstremt barsk og medrivende. Men jeg kom også undervejs i tvivl om, hvorfor den overhovedet er lavet. Hvad har overhovedet fået en instruktør til at hænge to mennesker ud på denne måde? Én forklaring er, at Henrik Ernst Steffensen, oprindeligt sendte et brev til filminstruktøren med forslag om en dokumentarfilm. I brevet fortæller Henrik om opvækst i en rig familie, som også medførte store svigt.

Og faktisk får man en fornemmelse af, at netop det, at de lader sig filme, har den virkning, at de anstrenger sig på det yderste for at komme ud af elendigheden, hver på sin måde. Med andre ord: Filmningens opmærksomhed overfor dem svarer på en vis måde til den ofte altafgørende betydning for ramte mennesker, som i kraft af andres tydelige opmærksomhed overfor dem, kan blive en afgørende hjælpe til, at der kæmpes meget stærkere for at ændre sit liv.

Christian Sønderby Jepsen har varslet tredje del i 2040. Jeg håber, jeg får mulighed for at se den.

---