EXODUS BRØD BLOKADEN
Storfilmen ”Exodus” fra 1960 giver et troværdigt og nødvendigt supplement til det billede af Israel, som tegnes i medierne i dag. Tak til Blockbuster for at gøre den tilgængelig igen. ”Exodus” viser, hvorfor mange jøder har den overbevisning, at hvis staten Israel skal overleve, må de selv sørge for det.
Løfte om et land
Handlingen foregår i 1947. Den begynder på Cypern i en stor flygtningelejr, hvor tusindvis af jøder er stuvet sammen bag pigtråd, fordi England har blokeret for jøders indrejse til deres mandatområde Palæstina. Zionistiske organisationer havde i mange årtier arbejdet på, at jøder skulle befolke det landområde, som fra gammel tid var deres. Kibbutzerne var et stærkt redskab til at virkeliggøre dette. Holocaust havde betydet, at tusinder af jøder ønskede at rejse til det hjemland i Palæstina, som England lovede dem i Balfoordeklarationen i 1917, men som de efter anden verdenskrig blev forhindret i at rejse til, fordi England var bange for araberne.
Jødiske flygtninge på vej til Israel
”Exodus” opleves stadig som god underholdning. Den er skruet fint sammen. Karaktererne en spændende og vedkommende. Hører man til dem, der kan nyde, at klippene er lidt længere end nu om dage, og at karaktererne taler, så vi forstår hvert eneste ord, så er den et fund. Scenerne er troværdige og interessante, og de er skudt on location. Når vi giver fem stjerner har vi taget filmens alder i betragtning. I en nutidig film ville kvindernes frisurer nok ikke altid sidde perfekt, og mændene ville ikke til enhver tid være nybarberede. Men sådan var det dengang - i film altså. ”Exodus” følger ret nøje bestsellerromanen Exodus af Leon Uris. Dermed forsøger den at rumme mere, end det er muligt i en film. Vi kommer ikke helt ind på livet af hovedpersonerne. Det kan være svært at gennemskue, hvad der inderst inde motiverer dem. Men sådan må det være, når fortællingen i en film begynder i en flygtningelejr på Cypern, beskriver en israelsk styret operation, hvor omkring 600 flygtninge kommer ombord på fragtskibet Exodus, som først holdes tilbage i havnen, men efter nogle hårde uger får lov til at sejle til Palæstina, hvor flygtningene er med til at oprette staten Israel.
Omkring staten Israels oprettelse
Anden del af filmen handler om de politiske forhold omkring staten Israels oprettelse. Med udgangspunkt i de personer, vi har lært at kende i filmens første del, følger vi nu de forskellige fraktioner, som får en rolle ved oprettelsen af staten. Vi følger især de to militære grupper Haganah og Irgun, og lærer forskellen på dem at kende. Vi følger også forholdet mellem en arabisk landsby og dens nabo kibbutzen Gan Dafna, hvor beboerne især er børn og unge. Vi oplever afstemningen i FN om delingen af landet og reaktionen på den hos jøder og arabere. Og så slutter filmen med de første arabiske angreb på jøderne, som fandt sted allerede før Israel blev erklæret som stat.
Afspejler virkeligheden
”Exodus” er inspireret af virkelige begivenheder. Det betyder, at stort set alt bygger på det, der faktisk skete. Men for handlingens skyld er der nogle steder lavet om på rækkefølgen og stederne. Mange af karaktererne er fiktive, men deres handlinger og holdninger afspejler virkelige personer. Bruger man lidt tid på at google, kan man konstatere, at virkeligheden i flere tilfælde overgik det, vi ser i filmen. For eksempel kunne filmfolkene åbenbart ikke overskue af lade 4.500 flygtninge komme til Israel med Exodus.
Det, som skete for de jødiske flygtninge i årene efter anden verdenskrig, og som skildres i ”Exodus”, retfærdiggør ikke det, Israel nu gør mod civilbefolkningen i Gaza, men det kan give en baggrund for at forstå, hvorfor de finder det nødvendigt at gøre, som de gør. Og hvorfor de tilsyneladende er så kolde overfor det, resten af verden mener om det.
Kan ses på Blockbuster.dk