Jeg kan ikke lade være med at tænke på Jim Carreys stjernerolle i filmen The Truman Show, når jeg ser "Evigt solskin i et pletfrit sind". Der er noget af den samme mystik over begge film, og ser man dem begge uden at vide for meget om plottet og præmisserne, så får man en stor og anderledes oplevelse.
På en måde er handlingen "simpel", men alligevel kompliceret i filmen "Evigt solskin i et pletfrit sind": Den handler om et kærestepar, hvor begge er ensomme og nærmest manio-depressive i deres adfærd. Pigen, spillet af Kate Winslet fra "Titanic", beslutter sig meget spontant for at afslutte deres forhold, og hun opsøger en klinik, hvor man kan få slettet dele af hukommelsen. Hun får slettet de minder, der har med kæresten, spillet af Jim Carrey, at gøre.
Det opdager kæresten (i en meget lang introsekvens i begyndelsen af filmen), og i sorg vælger han at få gjort det samme. Men midt i processen ombestemmer han sig, og med stor viljestyrke og tankekraft forsøger han at bevare nogle af minderne om kæresten.
Filmen består først og fremmest af et indblik i de minder, der efterhånden bliver slettet. Vi ser Jim Carrey ligge bedøvet på sin seng, mens minderne fjernes et for et, alt imens vi ser minderne i filmisk form udspillet for os. Det har uden tvivl krævet stor teknisk kunnen, præcision fra manuskriptforfatterne og udholdenhed hos skuespillerne at spille disse scener, hvor der så at sige "spoles bagud" hele tiden, og hvor man har valgt at lave nogle meget kunstfærdige overgange mellem de enkelte scener.
Samtidig har man naturligvis meget bevidst valgt at komplicere filmens struktur yderligere ved at lade den begynde med slutningen: Vi ser i begyndelsen af filmen de to møde hinanden EFTER, at de begge har fået slettet deres hukommelse, og i slutningen af filmen vender vi tilbage til dette møde og ser, hvordan det udvikler sig.
Præmissen for filmen er således ganske genial udtænkt, men man kan sige, at selve plottet ville hænge i en meget tynd tråd, hvis ikke det var, fordi kæresten netop begynder at kæmpe imod sletningen af minderne. Der er som sådan kun to ting, der er direkte "interessante" i filmens plot: At kæresten kæmper imod, så der dermed opstår nogle både søde og komiske scener, og at de begge – både manden og kvinden – er et par sociale særlinge.
Dertil skal så føjes filmens visuelle side, det filmiske indtryk: Det er både forvirrende og fascinerende at se instruktørens og fotografens arbejde med at føje scenerne med minderne sammen på en måde, som viser, hvor meget filmmediet kan gøre i dag – og skabe en visuel fremstilling af en sindstilstand.
Manden bag filmen, Charlie Kaufman, er kendt for at lave historier og manuskripter med mange lag. Tænk blot på den meget anderledes "Being John Malkovich", som foregår inde i hovedet – bogstavelig talt – på skuespilleren af samme navn.
Hans historier handler om forvirring over livet: Hvad skal vi bruge det til? Og han lader denne forvirring skærpes ved at lade den komme til udtryk hos mennesker, som i forvejen er ensomme, forvirrede, osv. Dermed er der naturligvis lagt op til store følelsesmæssige dramaer og konflikter, som filmmediet med sine effekter må forsøge at behandle på bedste vis. Og her i "Evigt solskin i et pletfrit sind" er det gjort rigtig flot.
Det er klart, at dårlige minder ikke bare kan slettes – i hvert fald er det pt. ikke muligt. Og filmens præmis – at minderne blot fjernes, og vi ved egen styrke kan skabe vores egen lykke – ligger naturligvis langt fra det bibelske syn, hvor det handler om at lægge og sine aktuelle omstændigheder i Guds hænder og vide, at Gud både kan vælge at genoprejse og helbrede os ved ændre vores ydre omstændigheder – eller genoprejse og helbrede os indeni, men uden at ændre vores ydre omstændigheder.
"Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus" (Fil 4,6-7).