"Engle og dæmoner". Alene titlen på filmen lugter af noget, der kunne tænkes at have en særlig interesse for kirkelige tilskuere.
Er der så nogen engle og dæmoner i filmen? Tjo, det kommer an på synsvinklen. Engle udført af en italiensk renæssancekunstner er en vigtig del af ledetråden i filmens morderiske plot. En hel del af filmens personer er ikke just engleagtige, men nærmere dæmoniske. Men deres dæmoniske karakter synes blandt andet at hænge sammen med, at de hænger fast i gamle trosforestillinger. Såsom f.eks. troen på eksistensen af virkelige engle og dæmoner.
Sagt på en anden måde: Historiens underliggende budskab handler om (over)troens øjensynligt endeløse kamp mod fornuften, i stedet for det langt fornuftigere (!): at bygge bro mellem de to.
Det er igen den katolske kirke, der særligt står for skud. Som én sagde til mig umiddelbart efter pressevisningen: "Det var da godt, vi fik reformationen." Jo, såmænd, men ærlig talt, den stakkels katolske kirke har immervæk skullet høre for meget. Meget vrøvl og vås og vanvittige fordomme. De vildeste fantasier om den katolske kirkes konspirationer mod alt og alle, der er af sandhed, ligner efterhånden snart en meget konspiratorisk idé.
Den katolske kirke har mildest talt ikke rene hænder, men at beskylde den for konsekvent forfølgelse af alle videnskabens store repræsentanter er rent sludder. Sandheden er måske snarere, at den katolske kirke, som ingen anden af de kristne kirker, har forsøgt at sammentænke tro og fornuft.
Plottet
Filmens plot drejer sig om kidnapning af de fire kardinaler, som efter en populær paves død er kandidater til pavestolen. Kidnapningen er forbundet med genopvækkelsen af en gammel kirkelig modstander, "Illuminati", "de oplyste", en hemmelig gruppe af kirke-forfulgte videnskabsmænd, med Galilei på toppen af kransekagen.
Nu vil "Illuminati" tage hævn. Og hævnet bliver der efter alle tortur-kunstens regler. Det er ikke en film for sarte sjæle.
Irritation og morskab
Som film fungerer den bedre end den nært beslægtede - og af samme forfatter - Da Vinci Mysteriet. Men vel at mærke kun hvis man også kan lide Indiana Jones-film. Filmen er med andre ord komplet urealistisk, det går over stok og sten med mysterier, næsten-opklaringer og vilde jagter.
Til sidst har historien et godt overraskende trumfkort i ærmet. Som i øvrigt efterlader tilskueren meget desillusioneret på kirkens og troens vegne. Der er næppe én tilforladelig person i det kirkelige gemak. Måske med undtagelse af en beskeden vagt, spillet af danske Thure Lindhardt med umiskendelig dansk-engelsk accent. Modsat en anden dansker, Nikolaj Lie Kaas, der med næsten pletfrit amerikansk spiller en ret stor rolle som bøddel for de ukendte bagmænd.
Er man i stand til at abstrahere fuldstændig fra filmens underliggende budskab - og i den sammenhæng: vilde og uvederhæftige påstande - er der såmænd film nok til et par timers spændende popcorn-underholdning. Jeg tilstår, at jeg ikke kunne abstrahere fra det og derfor hele tiden sad med den lille distance af lige dele irritation og utilsigtet morskab.
Kilde: Indre Missions Tidende nr. 20/2009
I artiklen Galilei - en kirkens mand ses der på myten om Galilei og kirken, som romanen Engle og dæmoner blandt andet trækker på.