THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
I en gammel sofa midt på gaden i byen Butte i Montana sidder en filmstjerne. Han hedder Howard Spence, og han er stukket af fra settet på sin seneste film. Noget har lokket ham til Butte, hvor han engang forelskede sig i en smuk servitrice.
Man fornemmer, at Howard på trods af sine succeser og sin selvoptagethed er begyndt af forstå, at ægte lykke kan findes i kærlighed, familie, engagement og ansvarlighed.
Her sidder han så, alene på "gerningsstedet", hjemsøgt af fortidens spøgelser. Det bliver ikke nemt at reparere de forhold, han så længe har ladet forfalde – og han er for blind til at indse, at rejsen må begynde med anger og tilgivelse.
Dette er udgangspunktet for "Don't Come Knocking" af den store tyske filminstruktør Wim Wenders.
I "Don't Come Knocking" genforenes Wenders med den amerikanske skuespiller og manuskriptforfatter Sam Shepard, som han i 1984 lavede "Paris, Texas" sammen med. Den handler om endnu en fortabt sjæls åndelige rejse mod helhed. 20 år senere har de atter fundet sammen om det samme emne og endnu en rejse, fuld af humor, sårede følelser og længsel.
Shepard tilfører både manuskriptet og hovedrollen en rå autensitet, mens Wenders bidrager med at åbenbare Åndens usynlige arbejde i disse liv – gennem omhyggeligt kameraarbejde, meditativt tempo og en intuitiv fornemmelse for, at dette vilde landskab repræsenterer et trøstesløst åndeligt ødeland.
Wenders, som er kristen, har gennem næsten tre årtiers filmarbejde givet opmærksomme filmelskere "øjne at se med og ører at høre med". Her ser vi nærmere på nogle af hans mest mindeværdige film.
Skytsengle
Når man ser en film af Wenders, er det vigtigt at forholde sig til figurernes forskellige verdensbilleder. Alle hans historier handler om personer med begrænsede udsyn, personer som må opnå en større erkendelse.
I Himlen over Berlin (1987) – hans Cannes-prisvindende mesterværk – følger Wenders engle på deres daglige dont i Berlins urolige gader. En engel kaldet Damiel (Bruno Ganz) lytter til de fortvivlede byboers tanker, forundres over troen hos uskyldige børn – og længes efter at kende glæden ved sanselige oplevelser. Da han møder en smuk trapezkunstner (Solveig Dommartin), som længes efter fællesskab med en åndsfælle, finder Damiel incitamentet til at "springe ud" som menneske og følge efter hende.
Som hendes skytsengel, trøster han hende umærkeligt og åndeligt. Og som hans muse lokker hun ham til at "tage springet" – at omfavne det menneskelige mysterium, således at selv den enkle glæde i at holde en kop varm kaffe en kold morgen, kalder på hans ærefrygt og forundring, en åbenbaring af det ubetydeliges hellighed.
Ved at vise os verden fra englenes perspektiv, finder tilskuerne en fornyet taknemmelighed over skabelsens legemliggørelse, en overvældende glæde over Guds kærlighed i dagligdagens dale og højdepunkter.
Wenders skrev engang: "Film kan åbenbare det usynlige, men man må være villig til at vise det." Under et interview for nylig, spurgte jeg ham, hvad han mente med dette.
"En af de fantastiske ting, man kan opnå i film, er at vise noget, som egentlig er usynligt," sagde han. "Da jeg i første omgang begyndte som kunstmaler, troede jeg kun på det, der kunne ses med det blotte øje, og at det synlige var det eneste, der var. I forbindelse med filmarbejde gik det op for mig, at noget jeg sådan set ikke havde set gennem mit kamera, trådte frem på lærredet."
Sådan var det med "Himlen over Berlin". Wenders, som havde bevæget sig bort fra sin katolske barnetro, fandt, at han ved at filme ud fra imaginære engles synsvinkler opdagede og fik overført forunderlige ting til lærredet, som han slet ikke havde planlagt.
"Jeg havde egentlig aldrig tænkt, at en film kunne beskæftige sig med noget metafysisk," sagde han. " Da vi færdiggjorde filmen, tænkte jeg, hvor meget hjælp har man lov at få? Det føltes, som om jeg helt ubevidst havde lavet filmen, og at de engle, jeg på en måde havde "påkaldt", havde været der for at hjælpe mig."
"Det, som jeg havde tænkt som en metafor, havde nærmest på mirakuløs vis materialiseret sig. Så forligede jeg mig med det faktum, at det usynlige arbejder i film på mægtig vis. Jeg tror ikke, man bevidst kan fremmane dette. Det gjorde jeg i hvert fald ikke."
En overflod af spirituelt billedsprog
I Land of Plenty fra 2004 tilbyder Wenders en lignende historie med modsatrettede perspektiver. Wenders' idé blev bearbejdet til historie af en vennen Scott Derrickson, den talentfulde instruktør af Besat - the Exorcism of Emily Rose og The Day the Earth Stood Still.
I "Land of Plenty", som er en undersøgelse af livet i Amerika efter 11. september, kan man fornemme en stærk kristen overbevisning hos begge kunstnere. Men et land i overflod af hvad? Uro eller kærlighed? Ondskab eller nåde?
På grund af begivenhederne den 11. september drives den forpinte vietnamveteran Paul (John Diehl) ud i forfølgelsesvanvid. Han udnævner sig selv til agent for "homeland security" (Efterretningstjenesten) og ligger på lur efter terroraktiviteter i Los Angeles' baggader. En ung kvindelig missionær, Lana (Michelle Williams), krydser hans spor. Deres fælles begivenhedsrige rejse ender ved Ground Zero i New York, hvor Wenders midt i de forfærdelige og uforglemmelige minder vækker dybe følelser af håb.
De to modpoler repræsenteret i filmen er en genspejling af Wenders' egen personlige historie med en opvækst i et opdelt Tyskland, hans desillusionerede vej væk fra kirken, indtil hans tro blev fornyet – en rejse beskrevet i Image Journal.
Wenders forsøgte i "Land of Plenty" at overføre en ny vision af levende kristendom til lærredet – en vision af kød og blod personificeret i Lana.
"Da vi lavede filmen i 2003, var jeg så forfærdet over, at kristne ideer på en måde var taget som gidsel og blev taget til indtægt for det absolut modsatte," siger Wenders. "Medlidenhed og social samvittighed havde forladt politik; alt, hvad jeg som kristen abonnerer på, var blevet så mærkeligt fordærvet. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle skabe en karakter, som var kristen, så skulle hun leve det ud og ikke kun tale om det eller gøre et stort nummer ud af det. Hun skulle have en barnlig tillid og tro. Hun skulle bare leve."
I sidste ende er det denne barnlige tro, der gør en forskel - ikke kun i hendes eget liv, men også i andres.
Wenders siger, at han håber, at hans tro ikke opleves despotisk, at han ikke forsøger at "missionere" gennem sit arbejde. Med det i mente noterer han, at Lanas tro ikke ville være effektiv, hvis hun "prædikede" til andre i filmen. "Hendes tro kommer kun til udtryk i handlinger."
Ikke sensationsfilm
Wenders, født i Düsseldorf i 1945, er kendt for historier, der finder sted i grænseområder; mellem mænd og kvinder, mellem verdensopfattelser og mellem generationer. Som kristen finder han små glimt af håb, forsoning og frelse i selv de dybeste dale.
"Til verdens ende" (1991) - en science fiction kærlighedshistorie - viste, at selv den mest lovende teknologi i de forkerte hænder kan fordrejes til redskaber i selvoptagethedens tjeneste. I "Så fjern, så nær!" fra 1993 – en fortsættelse af "Himlen over Berlin" - bliver endnu en engel til menneske, kommer i selskab med våbensmuglere, fortvivles over sin syndige natur og spørger: "Hvorfor kan jeg ikke være god? Hvorfor kan jeg ikke handle som et menneske?"
I "The End of Violence" (1997) følger vi en snæversynet filmproducent i deroute fra Hollywood succes til en erkendelse af sand menneskelig erfaring. I The Million Dollar Hotel (2000) ses Mel Gibson som en plaget politimand, der befinder sig i et besynderligt univers af outsidere. Et univers hvor en selvmorderisk, ung mand forelsker sig i en drilagtig pige og lærer, at selv i et liv i smerte kan man finde nåde og mirakler.
Wenders' arbejde kræver et vågent publikum. Hans film kan synes langsomme for et publikum, der er vant til actionfilm og elegante Hollywood-produktioner. Handlingen i en Wenders film er ofte gådefuld og af og til subjektiv. Hans film er ikke for dem, der vil have alting forklaret; de er for et publikum, der kender belønningen i at fordybe sig i en film og tænke over karakterernes forhold til hinanden, til landskabet, historien og troen.
"Folk og filmanmeldere har glemt, at der findes en anden måde at gå til en film på. En tilgang hvor man inviteres til aktivt at tage del," siger Wenders. "Blockbusterfilm indbyder os ikke til deltagelse. De serverer det bare for os på et fad, og vi spiser, og det er det."
Kunstfilm derimod "fortæller", at dette kun er et forslag, og hvis man lader sig fascinere, bliver det den største drøm, man nogensinde har haft." Blockbusterfilm lader os ikke drømme selv; de tvinger os."
Man kan godt sige, at Wenders' nyeste film, "Don't Come Knocking" er en perfekt opsummering af hans styrker. Stilheden er lige så vigtig som samtalen. Landskabet er lige så vigtigt som karaktererne i forgrunden. De bidrager alle til de spørgsmål, publikum opfordres til at overveje.
En antiwestern
"Don't Come Knocking" er et modstykke til den klassiske western, hvor cowboyen altid vinder pigen og skyder skurkene, hvorefter han rider bort i solnedgangen som en strejfer, der er drevet af sin egen eventyrlyst. Men i denne film er cowboyen ikke længere så opsat på at strejfe – han længes i stedet efter at genfinde sine rødder. Da han vover sig tilbage til Butte, besøger den flygtende skuespiller Howard sin mor, der modtager ham som den fortabte søn – og blot nævner, at hans far er død. På denne måde antydes det, at Howards far ikke på nogen måde har været en indflydelsesrig eller nærværende person i hans liv. Måske stammer Howards egen tendens til at flygte fra livet og ansvaret fra faderens eksempel.
Så opdager Howard, at han har en søn, Earl, et resultat af hans fordums lille romance i Butte. Earl, der jager drømmen om at blive rockstjerne, er på en hovedløs tur spækket med stoffer og en kæreste som påhæng. Forholdet ser ikke lovende ud; sandsynligvis vil Earl forlade hende, ligesom faderen forlod hans mor.
Og faderen kan se dette. Wenders beskriver Howard som "den fortabte far", der er kommet hjem for at se sig selv i spejlet, og han genkender sig selv i sin søn. Dette øger kun hans anger. Hans tidligere flammes afvisning (Jessica Lange) hjælper ham heller ikke, til trods for hans bøn om forsoning.
Er der håb for Howard? Kan han droppe alle drømme og forestillinger og indrømme, at hans handlinger har medført ulykke? Howard er så sønderbrudt, at frelse må komme andetsteds fra. Måske kan nåden arbejde gennem ham og få noget godt ud af det. Han får muligvis ikke det, han ønsker, men finder måske det, han behøver.
Fortabte fædre overalt
Der er ingen kristne karakterer i "Don't Come Knocking", som der var i "Land of Plenty", heller ingen synlige engle som i "Himlen over Berlin". Men vi kan se tegn på Åndens tilskyndelse af disse vildfarne sjæle mod frelse. Dette er en fremherskende historie i nutidens film, hvor generationer af faderløse søger at fylde tomrummet, og hvor mænd, som er stukket af fra familie og ansvar, begynder at længes efter det, de er gået glip af.
Sam Shepard har vedgået, at denne historie - skrevet sammen med Wenders - afspejler hans eget besværlige forhold til sin far. Men også Wenders hører genklange fra sin egen fortid – et uvenskab med hans egen far i ungdomsårene, et årelangt anspændt forhold til denne, og så endelig, forsoningen. Denne forsoning betød umådeligt meget for filminstruktøren, især da han efterhånden mødte flere og flere, som i bund og grund var faderløse.
"Den fraværende fader blev et tilbagevendende kulturelt og socialt fænomen," sagde han. "I 90'erne virkede det nærmest som om, der var flere mennesker uden en far end med en far." Derfor følte Wenders sig "tiltrukket af at fortælle historien om det fravær" – og det, på den typiske Wenders manér, ud fra begge synsvinkler.
"Jeg ønskede at fortælle historien fra begge sider – fyren der gik glip af samværet med børnene og savnede at være til stede for dem, og fra de unge voksnes synsvinkel, hvor denne mand bare kommer valsende ind og siger "hej, jeg er din far", og hvordan de så har det med det.
En livshistorie
Hvad sker der, når mennesker med forskellige indgangsvinkler støder sammen?
"Det kunne være min livshistorie," fortæller Wenders os, "både som tysker født efter krigen i et politisk uforsonet land og også som en, der på mange måder begyndte som en enspænder".
Den unge Wenders begyndte sin kunstneriske rejse med ønsket om at være kunstmaler, og søgte med vilje et "ret så ensomt liv." Men da han så opdagede spændingen ved at overføre billeder til film frem for at male dem på et lærred, blev han draget ind i en verden, hvor samarbejde var en livsnødvendighed.
"Jeg tror, jeg blev et andet menneske, ved at lave film," siger han. "Man kan se mange spor af disse personligheder i mine film: Ganske langsomt kommer de overens med verden, og de mødes med mennesker, og de længes efter at høre til i en anden kontekst, både fysisk og åndeligt. Når jeg ser på mine film, så er det min livshistorie."
Når jeg ser tilbage på Wenders film, ser jeg en mand, som uden at blinke ser på verden med al dens skønhed og modbydelighed. Wenders' karakterer er aldrig tårnhøje helte; det er brudte mennesker, pinte og ødelagte af synd. Men af og til, når de ydmyger sig selv, arbejder nåden gennem dem – og en usynlig, virkende Gud viser sig.
© Jeffrey Overstreet 2006 og Christianity Today International. Oversat til dansk af Bettina Drachmann Bech.
Gemmer din stemme...
