Jeg holder meget af britisk humor – til forskel fra amerikansk. Britisk humor spiller ofte på sarkasme og underdrivelser. Eksponenter for denne humor er Monty Python, Rowan Atkinson, Smack the Pony og Ricky Gervais.
Sidstnævnte, Ricky Gervais, fik stor succes med komedieserien "The Office", om den selvglade og virkelighedsfjerne kontorchef. Ud over, at Ricky Gervais er komiker og satiriker, er han også bekendende ateist. Det gør han opmærksom på i sine onemanshows og i forskellige interviews, hvor han fx muntrer sig over, at hvis Gud eksisterer, så er det underligt, at han har gjort ham til ateist.
Ricky Gervais har også produceret et par spillefilm. Den seneste er "En sand løgn" – med den engelske originaltitel: "The Invention of Lying" (opfindelsen af at lyve).
I filmens trailer sælges den som en sød, romantisk komedie, men blot 20 minutter inde i filmen opdager man, hvad den virkelig handler om: At den største løgn, der nogensinde er opfundet, er religion. Nærmere bestemt: kristendommen. Det er naturligvis her, filmen "En sand løgn" bliver interessant, fordi den ikke blot er en lidt langtrukken komedie, men en satire over religion og kristendom.
Filmen foregår i en alternativ verden, hvor der ikke findes løgn. Alle uden undtagelse siger kun sandheden. Dette afstedkommer en række morsomme scener, hvor man erkender, hvor godt det ville have været i disse situationer, om personerne dog enten havde tiet eller stukket en hvid løgn. Og netop dette bliver det befriende og afgørende for hovedpersonen Mark, da han opfinder løgnen: Han opdager, hvor befriende løgnen kan være.
Mark arbejder for et firma, som laver manuskripter til film om verdenshistorien. Han er en elendig forfatter, og ingen bryder sig særligt om ham. Han bliver afskediget. Da ejeren af boligblokken en dag kommer forbi for at hente månedens husleje, må Mark erkende, at han ikke har pengene. Han går ned i banken, og netop som han skal til at hæve det beløb, han har tilbage, sker der noget: Han beslutter sig for at sige til bankdamen, at han har flere penge på kontoen, end han virkelig har. Og da alle i denne verden jo taler sandhed, tror bankdamen straks på ham og giver ham de penge, han påstår, han har. Og dermed er løgnen opfundet.
Han benytter sin nye "opfindelse", løgnen, til at hjælpe mennesker, som sidder fast i livet, netop fordi de hele tiden siger sandheden til hinanden. Han hvisker små "uskyldige" løgne til dem, og straks får de det meget bedre – fordi de opfatter den løgn, han fortæller dem, som sandheden!
Historien tager nu en drejning, da han opfinder religionen som den store løgn. Hans mor ligger på hospitalet. Hun er døende. Sandheden, som alle i denne verden godt kender, er, at når man dør, er man borte. Man bliver til ingenting. Men for at trøste sin mor, siger han: "Når du dør, kommer du op i himlen. Her er alle glade. Ingen tårer. Og alle får et stort palæ, ligesom de vil have det."
Det bliver til stor trøst for moren. Men rundt om sygesengen står en række læger og sygeplejersker, som alle har hørt, hvad Mark siger til sin mor. Og de tror det, og det bliver en revolution for dem – og de siger det straks videre, indtil hele byen, ja, hele verden har hørt det. Og Mark hyldes som manden, der ved noget om livet efter døden.
Folk samles foran hans lejlighed og venter på, at han skal komme med flere budskaber. Og det gør han så – modvilligt. Han sætter sig ned og formulerer 10 sætninger (ligesom de 10 bud). Da han står med de færdige sætninger, placerer han dem på bagsiden af to pizzaæsker (så det ligner de to stentavler med de 10 bud). Og så går han ellers ud til folkemængden og fortæller dem, at "manden i skyen" har fortalt ham alt dette.
Dermed er religionen, som den største løgn, opfundet. Og altså oprindeligt opfundet for at trøste hans døende mor. Og dermed bliver religion i filmen præsenteret, som den ofte gør blandt ateister, som "opium for folket", som en naiv historie, der trøster folk, som er bange for at leve og dø.
På de amerikanske, kristne filmsider, hvor man også har en "moral rating", får filmen bundkarakter, netop fordi den er en kritik af kristendom og religion generelt. Har man det ikke okay med, at ens tro bliver sat under kritisk lup i en biograffilm, så er det klart, at filmen må få moralsk bundkarakter. Men har man det okay med, at Gud og Jesus og troen behandles satirisk, så er filmen "En sand løgn" en interessant oplevelse, som bør afstedkomme dels et indblik i ateistisk tænkning og dels gode indfaldsvinkler til samtaler med netop ateister.
"Manden i skyen" bliver Marks redning, men den bliver også hans problem. Dels får han sagt til folk, at Gud både er skyld i alle onde ting og også i alle gode ting – men det er lige meget, for i himlen bliver alting jo godt. Og dels vælger han meget bevidst at undlade al snak om "manden i skyen" – og enhver anden løgn – når det gælder kærligheden: Han er dybt forelsket i pigen Anna (spillet af Jennifer Garner), og det er interessant, at når det gælder hans forsøg på at danne par med hende, undlader han altid at lyve.
I dvd-udgaven af filmen siger Ricky Gervais i ekstramaterialet: "En verden uden løgn ville være en verden uden fantasi, en verden uden drømme, en verden uden forstillelse, en verden uden fiktion, en verden uden smiger."
Som film betragtet er der ikke det store at hente, hverken hvad skuespil eller scenografi angår, men tematikken og de spørgsmål, der stilles i filmen, er særdeles relevante.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.7 af 6. 3 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
