En prest og en plage

Film om abortmodstanderen Børre Knudsen. Et usædvanligt menneske og en stærk personlighed, hvor tro, handling og konsekvens hørte sammen. Biografi/baseret på virkelig historie, Dokumentar, TEMA Biografiske film, TEMA Ved livets begyndelse, 
Produktionsår: 2014
Varighed: 80 min.
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Fridtjof Kjæreng,
Medvirkende: Børre Knudsen, Ragnhild Knudsen,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 31.10.2014

STÆRKE HOLDNINGER
"Jeg og jorden går mod efterår. Og den viden er det halve af trøsten. Fordi vi ved, at al ting må ældes og fældes. Men jeg tror på foråret. På påsken. Jeg tror på opstandelsen. Jeg tror på ham, som mødte Maria Magdalene i haven. Og hun troede, det var gartneren, hun så i haven. Selvfølgelig var det gartneren. Det var ikke forkert. Det var rigtigt tænkt. Det var rigtig set. Alt er godt. Alt er sejr. Alt er lys. Alt er liv. Der, hvor Herren, er der liv. Og han siger: Kom og følg mig. Og du går gennem en ny og blomstrende verden. Til det store møde."

Sådan slutter en usædvanlig dokumentarfilm om et usædvanligt menneske. Den norske præst, provokatør, profet og poet Børre Knudsen bevæger sig hen mod kameraet, mere svækket af sygdom end af alder, men endnu med enorm glød i øjne og stemme.

Det blev på en måde også hans åndelige testamente. Han døde nemlig få måneder efter, at filmen blev vist i en lang række norske biografer. Og testamentet er præcis lige så stærkt og intenst, som personen var gennem sit 76 år lange liv.

Filmen fokuserer først og fremmest på Børre Knudsen i nutid, det vil sige et til to år, inden han døde. Han og hans kone Ragnhild udgør hovedpersonerne i denne lavmælte, stærke film. I tilbageblik ser vi lidt af det, der gjorde, at Børre Knudsen var et af de mest omdiskuterede mennesker i Norge gennem hele det tyvende århundrede. Det handlede om hans mangeårige engagement i kampen mod fri abort. Kampen førte til, at han nedlagde den statslige del af sit præsteembede og returnerede al sin løn. Til sidst blev han fyret, men han fortsatte sin kamp. Ofte med stærke virkemidler. To gange fik han korte fængselsstraffe, fordi han nægtede at betale den bødestraf, han blev pålagt i forbindelse med nogle af aktionerne.

"De burde putte mig nøgen i en plastiksæk og kaste mig foran Stortingsbygningen," siger Børre Knudsen på et tidspunkt i filmen, mens øjnene skyder lyn. Når samfundet dumper små ufødte børn i sygehusets affaldsspande, så kan den vel også dumpe et lig foran stortingsbygningen.

Man kunne opfatte ønsket om at blive puttet i plastiksækken som rent koketteri. Jeg har min tvivl. Få har som Børre Knudsen været ét med sit budskab. Jeg har sjældent mødt et menneske og en forkynder for hvem, der var så lidt distance mellem ord og liv. Mellem det sagte og det troede. Når man hørte ham forkynde eller talte personligt med ham, fik man en stærk fornemmelse af virkelighed i det talte. Der var ingen psykologiske mellemregninger eller filtre. Det var dybt opbyggeligt at møde ham.

At Børre Knudsen ved siden af sin kamp for at redde menneskeliv også var så meget andet, vidste kun en mindre del af offentligheden. Han var et rigt begavet menneske med blandt andet en række poetisk meget kraftfulde salmer bag sig. Man fornemmer denne side i filmen, men den sløres selvsagt af det markante præg, Parkinsons sygdommen satte på ham de sidste halv snes år. Filmen dvæler efter min mening for meget ved sygdommen. Hensigten er formodentlig at kontrastere den side, han blev kendt for i offentligheden, de stærke holdninger, den kraftfulde personlighed, med den svage, ydmygede skikkelse. Visse steder giver det god mening, mens det andre steder snarere giver en form for tomgang i filmen.

I filmen er der også plads til en hudløs konfrontering af de personlige omkostninger, kampen har haft. Hustruen taler åbenhjertigt om dette. Og en datter lægger ikke fingrene imellem i sin kritik.

Filmen er ikke lavet af "en indforstået" så at sige, ikke én af Børre Knudsens sympatisører. Det giver den så meget desto større styrke, fordi den dermed har den gode forhåndsdistance, samtidig med at portrættet bliver grundlæggende sympatisk.

Det er ikke feel good-kristendom. Det er kristendom fra og for det virkelige liv. Eller som Børre Knudsen siger det i filmen om det at gå ind i kampen for de ufødte børn: "Endelig engang at stå for noget, som var virkeligt og ikke bare kirkeligt."

Filmen kan købes med norske undertekster ved f(x) producenten.

---