Engelske Ken Loach har i over 40 år lavet film, båret af et socialt engagement og indignation over den måde, samfundet behandler dem, der befinder sig på kanten af det. På sin vis har han derfor gennem alle årene fungeret som talerør for det, man kunne kalde "udstødte", men han har heldigvis også ladet sin sociale indignation fungere som brændstof til at lade sig filmisk udfordre, og derfor er hans film ikke bare kedelige monologer om, at det er "samfundets skyld", men Loach lader i højere og højere grad nuancerne få plads i sine personportrætter, og hans film viser, at der ikke findes lette løsninger på svære problematikker – samtidig med, at de stadig bevarer en frisk politisk kritik af de til enhver tid siddende magthavere. Er Loachs film politiske? Bestemt. Og derfor udfordrer de også tilskueren til at forholde sig til en given problemstilling. Det kan måske lyde kedeligt, men da Loachs film bæres af hans eget engagement, er fortællingerne som regel medrivende – om end sjældent decideret opmuntrende.
For sin forrige film Vinden der ryster kornet vandt Loach fortjent en guldpalme i Cannes. Den film handlede om den irske frihedskamp i 1920'erne; nu rykker Loach med sin seneste film frem i vores globaliserede tid.
Angie (Keirston Wareing) er en enlig, engelsk mor i begyndelsen af 30'erne. Hun arbejder på et jobrekrutteringsbureau i Polen for at finde arbejdere, der for mindstelønnen - takket være "arbejdskraftens frie bevægelighed" - kan komme til England og arbejde der. Angie har gennem sit liv været en småsvindler, der har haft svært ved at holde på et arbejde; og da hun fyres fra sit arbejde, bliver hun – endnu engang – vred. Uden penge og uden et fast arbejde vil hun ikke kunne blive forenet med sin søn, der bor hos hendes forældre. Uden et arbejde har hun intet.
Angie beslutter sig for – sammen med veninden Rose (Juliet Ellis) – at starte deres egen arbejdsformidling. Med Angies erfaringer fra Østeuropa og med hendes gå-på-mod og evne til at charmere fabriksejere i England griber forretningen hurtigt om sig. Planen er, at det i begyndelsen skal være sort – bare lige indtil pigerne kommer på fode – og så kan det jo altid senere blive lovliggjort, og fremtiden ser derfor lysegrøn ud. Men ulovlighederne griber om sig. En fabriksejer opmuntrer Angie til fortsat at finde illegal arbejdskraft, der jo kan underbetales – og pludselig går det galt.
I rollen som Angie giver Keirston Wareing et pudsigt genkendeligt billede af en forknyt kvinde, der ikke vil lade livets modstand knække sig. Hun er en småsvindler, der selv ender med at blive storsvindlet. Det er svært ikke at fatte sympati for hende; men Loach gør det også klart for tilskueren, at Angies forkerte valg i sig bærer en konsekvens, kun hun kan have ansvaret for.
"Gør hvad du vil," hedder det et par gange i filmen, "det er jo en fri verden." Loachs pointe er klar – at det er det jo ikke helt. Det er ikke en fri verden for de mange arbejdsløse flygtninge, der er gået under jorden i det England, de ikke må være i. Det er heller ikke en fri verden for en Angie, der vælger at tage loven i sine egne hænder for at komme på fode. Når hverdagen er en lang "audition", kun de mest succesfulde kan vinde, vil der være mennesker til overs – og om ikke andet hjælper Loachs film til at kaste lys over en samfundsgruppe, ikke mange bekymrer sig om. Man kan spørge sig selv: Bør man bekymre sig om illegale indvandrere eller folk, der griber til ulovligheder ud af desperation? Filmen slutter åbent, men Loach giver alligevel sit svar i denne fine film, der trods sine medrivende kvaliteter ikke til tider kan undgå at føles en smule for socialrealistisk på den der lidt kedelige 1970'er-måde.
Brugerkarakter:
Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 4.0 af 6. 1 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme
Gemmer din stemme...
